Af: Anne Middelboe Christensen

21. marts 2023

Flygeltoner langt ind i erindringens tusmørke

’Hus på hus’ er en dunkel og smuk forestilling om holde fast i sig selv ved at genfortælle slægtens historier. Ikke mindst når demensen truer.

Mørket omslutter forestillingen ’Hus på hus’. Den indledes i mørke, og den afsluttes i mørke – og undervejs forstår vi, at den handler om en kvinde, hvis erindring er blevet formørket. Af tab og sorg – og af demens. 

For denne nye teenageforestilling af Asterions Hus er en stille og inderlig forestilling om at vide, hvem man er – og om næsten at glemme, hvad man kommer af. Om at tænke tilbage på sine forældre og bedsteforældre, og måske også oldeforældrene før dem. Om at gentage familiehistorierne for at blive mindet om alle de sjove og mærkelige personligheder i slægten. Men måske allermest for at huske, hvem man selv er.

Skuespillerparret Tilde Knudsen og Peter Kirk har sammen med komponisten og musikeren Klaus Risager skabt denne forestilling som en smuk mindeforestilling om slægtens styrke. Den indledes ellers blot med, at Tilde Knudsen og Peter Kirk sætter sig for at spille skak i halvmørket, mens et skakur tikker, og alt er underligt stille.

Men hurtigt bliver det tydeligt, at Peter Kirks opmærksomme og hensynsfulde mand hele tiden bekymrer sig om Tilde Knudsens kvinde. Og at hun til gengæld virker distræt og fjern. Nærmest som om hun er helt andet sted i tankerne. Eller ingen steder.

Skakbrikker i historien

Derfra udvikler forestillingen sig til en spændende genfortælling af kvindens slægtshistorie. Syv generationers historie fortæller de om – med skakbrikker som minidukker for kvinderne i hvert slægtsled: Mathilde, Lisa, Helene, Elvira, Gertrud, Sofie, Ellen … Helt tilbage til tip-tip-tip-oldeforældrene.

Rundt om i rummet afsløres dukkehuse fra de forskellige årtier. Rigt udsmykkede dukkehuse med masser af værelser og mere moderne huse med flere badeværelser. Men frem for alt huse med en stue med et flygel i midten: Et Bösendorfer-flygel helt tilbage fra 1828! Et flygel, som fortidens kvinder elskede at spille på; også de små piger, der fik det strengeste forbud mod at røre ved tangerne. 

Drømmende tangenter

Vi møder flyglet som et dukkehusflygel, der ikke er større, end at det kan ligge i en hånd. Men som en finurlig og fortryllet forstørrelse optræder flyglet også pludselig i en større model, hvor tangenterne passer til barnefingre.

Synet af flyglet blandet med et drømmende lyddesign af klavertoner, der leger med 1800-tallets nydelige toner og temperamentsfulde temaer, men også med nutidig minimalisme og sære gentagelser. For Klaus Risager har skabt en lydkomposition, der følger erindringens sære tåger i famlende forsøg på at finde vejen til en melodi. Gerne gennem tunge og melankolske anslag på tangenterne.

Det er netop i tusmørket, at Tilde Knudsen og Peter Kirk virker mest overbevisende som performere. Det er i Tilde Knudsens fraværende blik og hendes pludselige, hvirvlende piruetter og underligt målløse bevægelser på strømpesokker, der måske aldrig mere får sko på, at man forstår denne kvindes fortabthed. Hendes krop er et andet sted end hendes bevidsthed. 

Og det er i Peter Kirks støttende kropssprog med spørgende blikke og tålmodige gentagelser, at smerten bliver slem: Smerten over at miste sin elskede til demensens opløsning. Samtidig forstærkes følelserne i deres spil, når de skaber historiens begravelsesrække ved forsigtigt at lægge gamle kjoler på en lang række. Én efter én. Som en symbolsk hilsen til rækken af historiens døde.

Ujævn tekst

Er dette her en teenageforestilling? Nej. Det synes jeg til gengæld ikke. Teksten er alt for svær. I hvert fald i dens nuværende form. Der er masser af referencer til navne og historiske hændelser, som 12-årige næppe vil kunne afkode. Det går nok, når H.C. Andersen og Beethoven optræder i et par replikker. Men hverken absinth og Franz Liszt vil være almenviden. Desuden virker mange af pointerne for subtile og underdrevne i forhold til målgruppen, som antagelig mest vil kende til demensen fra deres bedsteforældre. 

Teksten er dog generelt for ujævn og uklar, især i begyndelsen og i slutningen. Der mangler i det hele taget en dramaturgisk opstramning af forestillingen. Også når det kommer til graderne af mørke.

Men der er lys forude. Asterions Hus spiller typisk deres forestillinger over flere sæsoner, så ’Hus på hus’ skal nok blive spillet bedre og tættere. 

For forestillingens historie er både vedkommende og fængende. Efterhånden som slægtens kærlighedshistorier og store sorger manes frem i dukkehusene, opstår der desuden en slags beroligelse af nu’et. For selv om de tidligere generationer også oplevede store tab, så virker det i sig selv som en trøst at vide, at de dog kom igennem det. Og at deres børn også fortalte historierne videre til deres børn…

’Hus på hus’ sejrer med den skønne pointe, at slægten aldrig havde klaret sig uden musikken. At livet og kærligheden gives videre sammen med ens yndlingsinstrument. At livet aldrig ville være blevet det samme uden det vidunderlige, nedarvede flygel.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Når svampe slår kolbøtter
MYKA & Anemonen:
'Mycelium'
MYKA har skabt en dansende sansegrotte for babyer i ’Mycelium’. Med svampenes underjordiske liv som tidskorrekt inspiration.
Fra tv-koncept til familieteater
Sjællands Teater:
'Palle, Polle & Ruth – ude på noget'
Sjællands Teater har i samarbejde med DR støvet børneudsendelserne ’Ude på noget’ af og skabt en ny teaterversion med Palle, Polle og Ruth og den havesyge fabrikant Kæphøj, der vil have fingre i det magiske kamera.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Når svampe slår kolbøtter
MYKA & Anemonen:
'Mycelium'
MYKA har skabt en dansende sansegrotte for babyer i ’Mycelium’. Med svampenes underjordiske liv som tidskorrekt inspiration.
Fra tv-koncept til familieteater
Sjællands Teater:
'Palle, Polle & Ruth – ude på noget'
Sjællands Teater har i samarbejde med DR støvet børneudsendelserne ’Ude på noget’ af og skabt en ny teaterversion med Palle, Polle og Ruth og den havesyge fabrikant Kæphøj, der vil have fingre i det magiske kamera.