I begyndelsen sket der ingenting – ikke en pind. Men så er der noget, der bevæger sig i sengen med den store dyne i lækre farver. Det er en dreng, der med akrobatisk lethed og komiske stillinger giver sig til at arrangere sit legetøj rundt om sengen i et bestemt mønster. Det er tydeligvis et ritual, som for en stund er trygt og beroligende. Og så alligevel ikke, for alt for mange svære tanker og ubesvarede spørgsmål trænger sig på og forhindrer søvnen i at indfinde sig.
’Kant’ er en visuel stærk forestilling, hvor en seng, lidt legetøj og smukke stjernebilleder brænder sig fast, og som skiller sig ud ved at turde være enkel i form og handling. Ord og bevægelser vægtes lige højt og skaber et overbevisende samlet udtryk af det, der foregår i hovedet på en otte-årig dreng. Kristoffer skal sove, det siger hans mor, og det kommer hun til at gentage adskillige gange undervejs i forestillingen. Men det hjælper ikke med formaninger, når tankerne om universets storhed og mylderet af stjerner både tiltrækker og skræmmer.
Hvad er op og ned og har det uendelige rum ikke en kant? Det er store ting at tumle med, når man selv er lille, og så er et Anders And blad sammen med yndlingsbamsen rart at tage med i seng. Lidt underholdning tjener måske til at aflede tankerne, der også omfatter et mål af uhygge, og det giver Kristoffer en pause fra det overvældende verdensrum. Man mærker hyggen ved den lune dyne, og desuden er et blad et godt og for publikum genkendeligt alibi for at være vågen, når forældre mener, at man bør sove.
Nærværende og ægte
Anton Hjort er kær og troværdig som et tænksomt barn med en umanerlig livlig krop. Men selvom han skaber komik og liv i kludene og replikkerne, så giver sekvenserne uden ord et velgørende roligt tempo med tid til at lade det, som forestillingen handler om, synke ind. Det er ikke alt sammen lige let at kapere for hele aldersgruppen, og legetøjet er nok skiftet ud med mobilen hos de 12-årige. Men publikum og Kristoffer får kærlig hjælp af evigt læsende mor.
Hun er langt fra den ofte præsenterede stereotype hektiske karriere-kvinde. Hende med stiletter og telefonen klistret til øret, mens hun råber til børnene. Sofie Pallesens karakter er en helt anden type. Hun hører åbenlyst til de mere ressourcestærke, men opleves alligevel så tilpas længe fraværende og optaget af sin egen læsning, at man når at blive irriteret på hende. Til gengæld er hendes flegma overfor sønnens roderi stærkt sympatisk, og da hun fatter hans situation, er alt godt.
Fortroligheden mellem mor og barn føles nærværende og ægte og herlig fri for sentimentalitet. Kristoffer og publikum konfronteres med, at det uendelige univers ikke er farligt. Det er også noget, som han vil få nemmere ved at blive klogere på og tænke over, når han bliver ældre og kan læse filosoffer som ham, der hedder Kant.
Kristoffer kan ikke lide at tænke – i hvert fald ikke, når han skal sove. Men med mor og Plutobamsen om bord i sengen, går det nok. Det tror vi på og er godt at huske, hvis universets uendelighed føles skræmmende stort.
