Det er fascinerende og helt bevægende at betragte de yngste publikummer sidde rundt om den levendegjorte installation i ’Tone’. Opleve børnene være kropsligt intenst forbundet med deres voksne ledsager, sidde på hug med måbende øjne eller være i færd med at sende en tone tilbage til Gertrud Exner, som cirkulerer rundt i installationen og får ”intet” til at blive ”alt”.
Et af Teater Bliks fornemme varemærker er, at det producerer forestillinger af stor skrøbelighed. Det gælder også ’Tone’. Her bliver publikum taget imod af en fortryllende farvespils-scenografi besluttet af Claus Helbo, Gertrud Exner og Claus Carlsen.
En række firkantede transparente akrylplader i stærke farver hænger ned i fiskesnører. Pladernes klare stærke farver skaber humør og liv, samtidig med at pladernes gennemsigtighed skaber rum, kontakt og en særegen form for transparens og skrøbelighed, fordi man kan se igennem dem.
Akrylpladerne vajer sagte i luften som mobiler. De seks lodrette stolper, som pladerne er fæstnet til, skaber med deres fikserede lodrette linjer og sort-hvide horisontale striber en fin kontrast til akrylpladernes klare kulører.
I rummet er også en stor mat sort plade, små stykker brunt træ, sorte vægtlodder i forskellige størrelser og en mængde små metalringe. Rummet er med andre ord meget abstrakt og alligevel lavet af helt specifikt udvalgte og meget forskelligartede materialer, som spiller utroligt æstetisk smukt sammen.
Et godt valg er her også, at Trine Walther har valgt, at de to barfodede medvirkende, Gertrud Exner og Claus Carlsen, skal være klædt ens og i nedtonede farver: beige bukser og skjorter med svagt lyse prikker.
Kunst og natur i ét
I denne skov af mangeartede ting tager Gertrud Exner og Claus Carlsen publikum med på en rejse. En rejse, som i Catherine Sombsthays sensibilitetsfyldte og detaljeopmærksomme iscenesættelse er fyldt med varsomhed, sjove lyde, klingende toner og indtagende musik.
Claus Carlsen skaber på basklarinet og ukulele en spændende og rolig baggrundsflade til det, Gertrud Exner foretager sig. Fra tid til anden har deres relation mere karakter af udveksling. Det er, når de begge to er ”i forgrunden”.
Der er noget meget oprindeligt, nærmest ur-agtigt, over ’Tone’. De mangeartede toner, som Exner danner, er betagende, fordi tonerne er en mellemting mellem toner og lyde. De drager og smitter og får undervejs de yngste børn til at deltage i tone-legen.
Man kan fint følge, at forestillingen er skabt gennem improvisationer i naturen, med forskellige materialer og sammen med børn i prøverummet. Det fine og dygtige er den kunstneriske transformation, som har fundet sted, samtidig med at virkeligheden klinger med nedenunder. Fx i en sekvens, hvor Gertrud Exner med tæerne samler små stykker træ op fra gulvet og lægger dem ind på den store sorte metalflade.
Hvor tit ser man lige tå-teater? Samtidig er det at gribe og lege med sine tæer jo noget, alle børn kender til.
Rytmer
Teater Blik kalder ’Tone’ en visuel koncert for de mindste. Og har givet forestillingen undertitlen ’Musik i farver og farver i musik’. Begge dele stemmer fint overens med det, der sker i rummet. Og det er vel at mærke en visuel koncert, som med ro omkring sig skaber fokus omkring lyde, toner, rytmer og farver.
Når Exner lader sine fingre trippe hen over den store sorte plade, skaber hun en særlig opmærksomhed omkring såvel den rytme, hun skaber som den specielle klang, der opstår, når fingrene rører den hårde plade.
Senere er det helt andre lyde, som opstår, når Claus Carlsen kaster små træpinde ned på gulvet, når Gertrud Exner kører sine bare tæer hviskende rundt på den sorte plade og når dusinvis af metalmøtrikker cirkler ned af de sort-hvide stolper.
Omrids- og formfornemmelse
Som publikum er man vidne til tilblivelsen af linjer og former i rummet. Man får – uden at det står som en overskrift, men i stedet for virker som led i farve-tone-legen – skærpet sin fornemmelse for, hvordan linjer og former bliver skabt i rummet.
Det sker fx, når Gertrud Exner trækker og følger en ultratynd snor rundt i rummet og fæstner den til stolper, lodder og musikinstrumenter. Og det sker samtidig med, at lyduniverset facetteres og går fra mangeartede forskellige lyde og toner til total stilhed.
'Tone' er kræs for øjet, samtidig med at øret sanser og lærer noget.
Kontakt
Det er ganske flot at nå så langt i en forestilling for 0-4 årige. Det visuelle og auditive univers er facetteret og rig på afvekslinger. Men hvis det ikke er for den eminente evne til at skabe og fastholde kontakt til børnene, som Gertrud Exner besidder som en naturlighed, ville forestillingen let falde til jorden.
Gertrud Exners ro, varme blik, glade øjne og smilende mund tryllebinder publikum – fordi udstråling og mimik er blottet for manerer og selvspejlinger. Det er den bagvedliggende nonverbale ”vi-deler-det-her”-klangbund, som gør, at børn og voksne ”står på” og vil det univers, forestillingen tilbyder.
