Et raritetskabinet eller en opfinders værksted. Cykelhjul, kander, dimser og dingenoter. Og et par piger, der åbenbart skal passes. Eller rettere passe sig selv, under let ledelse af en stemme i en højttaler.
Gør dit, gør dat, beordrer den, og så følger de to piger stemmens anvisninger: 'Tid til ting', 'Tid til bygning', lyder det blandt andet.
De to piger er som nat og dag. Den ene konkret og regelret, ikke just nogen munter sjæl, men med hang til at dominere og definere betingelserne. Og det, hun ikke bryder sig om, er grimt og duer ikke. Den anden naturligvis lige modsat – et føjeligt og fantasifuldt gemyt. Hvor alle ting for den ene er, hvad de er og hvad de er bestemt for, fungerer tingene for den anden som afsæt til leg og forvandling.
Børnefilosofi og diskussioner
Ikke overraskende har de to piger svært ved at enes. Temaet gennemspilles i en række situationer. Den sure pige vil bygge et metalstativ, som er, hvad det er, og fordi stemmen beordrer det; den anden leger med glasskår, en tandbørste, diverse husgeråd og farver på en gammeldags overheadprojektor, så forunderlige fabelbilleder kommer frem for øjnene af os.
Undervejs gøres forsigtige tilnærmelser, og fornuften i, at den samme ikke bestemmer alting hele tiden, tydeliggøres, mens der børnefilosoferes over, hvem det egentlig er, der fastlægger reglerne i en leg.
Og senere følger diskussionen om, hvad et givet billede egentlig forestiller. Et papirklip kan både være en kanin og en and – er det lange ører eller et næb? – lige vi præsenteres for klassikeren med fikserbilledet, der skiftevis ligner en ung pige og en gammel heks.
Forestillingen er beregnet for de 3-8-årige, men skal nok hæves et par år. Jeg tror – og et par små publikummeres reaktion undervejs bekræftede mig – at flere af diskussionerne bliver for stillestående og abstrakte for de allermindste.
Måske også fordi de to spillere – Anne Dalsgaard og Katharina Kamber – mangler lidt scenisk slagkraft. Udtrykket, både kropsligt og verbalt, virker tamt og underspillet, hvor jeg savner komisk frodighed.
Værdigrundlaget vakler
Men forestillingens store problem viser sig mod slutningen. De to piger er forenet i fornøjelsen over at skiftes til at bestemme, hvad tingene skal bruges til. Alle de mange rekvisitter, hylderne i dette mystiske værksted er fyldt op med. Stativet er rejst, nu skal det pyntes. Og det går de så i gang med. Pynter og pynter, henter ned fra hylderne og hænger op. Bunkevis af blikting.
Men det færdige resultat bliver ikke til noget specielt. Det ligner bare resultatet af en kreativ vinduesdekoration hos Kop&Kande. Og da de så endelig er færdige med det, giver de sig til at lave lyde med tingene. Eller rettere: De mange lyde ligger færdigindspillet og orkestreres af teknikeren.
Problemet er dobbelt. Dels fordi de to sekvenser føles så lange og ensformige, at de kommer til at virke som mekanisk tidsudfyldning frem mod de lovede 45 minutters spilletid, dels fordi de indholdsmæssigt strider mod det værdigrundlag, forestillingen tydeligvis bygger på – at fantasi er bedre, mere generøst og positivt humørskabende end regelrethed og fokus på alt, hvad der er konkret.
En forkølet lille vits – at den sure pige inviterer den livsglade hjem til sig under devisen: at de selv nok skal bestemme, hvem de vil lege med, da højttalerstemmen forkynder, at nu er pasningen slut, redder ikke en flad slutning.
Så hvis jeg skulle bestemme – hvilket jeg som bekendt ikke gør og aldrig kommer til – fik forestillingen en tur mere i maskinen. Teater Hund & Co. kan gøre det bedre end her. Det har deres tidligere forestillinger for længst bevist.
