Jakob Kirkegaard er tillidsvækkende på en teaterscene. Hans kan godt ligne en viking lidt med den nøgne isse og det store røde skæg, og hans blik er mildt og varmt.
Det sidste skaber tryghed, og i Teater Spektaklos 'Rejsen' er det ekstra godt, fordi det er en forestilling, hvor der sker ret så drastiske ting. I forhold til, at det er en dukkeanimationsforestilling, bliver der også sagt ret mange ord. Faktisk er det mest korrekt at betegne 'Rejsen' som en kombination af dukkespil og fortælleteater.
En anden ting, som er godt, er, at det ikke er de grusomme ting, som sker i handlingen, der får fokus – fx det, at drengen Birk mister begge sine forældre – de bliver slået ihjel i krig – men at det i stedet er den antikrigs- og kærlighedsfortælling, som 'Rejsen' først og fremmest er.
Bedstefar og dreng
'Rejsen' fører sit publikum langt tilbage i tiden. Det står klart lige fra begyndelsen, hvor vi møder Kirkegaard, som er enkelt klædt i kjortel, løse bukser og sko, som blot er et stykke læder snurret om fødderne med en snor igennem ved anklen.
Det første, han gør, er at tage kontakt til publikum og vise den tromme af kalveskind frem som han selv har lavet og nogle forskellige fløjter i træ og ben, som han også selv har lavet – undtagen én, som han har fået af den kvinde, Adda, han forelskede sig i som ung.
At det forholder sig sådan mellem ham og Adda, forstår vi på en barnestemme, som blander sig i Kirkegaards fortælling fra start til slut. Barnestemmen er barnebarn til den bedstefar Birk – en kimbrer (en stamme, man mener har været i Himmerland før vor tidsregning) – som Kirkegaard gestalter.
Grebet med at lade en barnestemme blande sig med spørgsmål og kommentarer – tillige et familiemedlem til hovedpersonen Birk – fungerer fint, fordi det skaber en forbindelse til nuet og en identifikationsmulighed for børnepublikummet, som også snart får en mere at identificere sig med: Birk som dreng og ung i form af en udtryksfuld dukke, som Kirkegaard trækker frem og spiller med på det lille bord, hvor fortidshandlingen snart efter udspiller sig.
Drenge-Birk-dukken spejler i klædedragt og med sit sparsomme op-i-luften-strittende hår skuespillerens bedstefar Birk.
Skyggespil og fløjtesang
I en form for krydsklipning mellem Kirkegaards dukkespil med dukken Birk, hans gestaltning af Birk som bedstefar og historiefortæller, føres vi ind i en fortælling om, hvordan drengen Birk oplever at miste sine forældre i krig og derpå flygte fra en sønderknust landsby sydpå – mod Rom, hvor de havde hørt der skulle være rigdom og let at dyrke jorden.
Som en fin måde at variere spillet vises drengen Birk som del af en stor flygtningestrøm via små skygge-figurer på skindet af den tromme, Kirkegaard indledningsvis viser frem.
Kirkegaard fortæller, at han og alle dem, der flygtede, selv blev som de røvere, der plyndrede og slog ihjel i hans landsby. Birk blev – sammen med sin bedste kammerat Thorleif og alle flygtningene – lige så grumme som dem, der havde slået hans forældre ihjel.
Flugt, krig og fortræd fylder i handlingen, lige indtil Birk hører en vidunderlig sang. Den kommer fra Adda, som Birk forelsker sig i. Birks længsel efter at drage til Rom gør dog, at han følger med de andre sydpå. Som afskedsgave giver Adda ham en fløjte. En fløjte, hvis spil kædes sammen med stykkets freds- og kærlighedsbudskab.
Naturens materialer
Folmer Kristensen har iscenesat så dukkespil, skuespil og fortælling veksler fint mellem hinanden. Med en fin brug af få rekvisitter (små træstammer, en lille taburet, en sten, en lille spand m.m.) i afvekslende stemningsgivende belysninger, følger vi Birks færd, fra han tages til fange af romerne, sælges som slave og kommer til at trælle som sådan – og en dag tages med på kamparenaen, hvor han ser sin gode ven Thorleif blive tilintetgjort af løver og tigre.
Klogeligt er det – ligesom hans forældres død – heller ikke det drab, som er i fokus. Det er derimod det, at Birk sammenligner den blodige krigsfortræd, han har været udsat for og selv udøvet med den måde hvorpå, publikum i arena-kampene morede sig med at se slaver miste livet.
Det bliver udslagsgivende for, at han flygter fra Rom og beslutter aldrig mere at ville slå ihjel. På vej nordpå genmøder han Adda og slår sig ned der. Barnebarnsstemmen spørger Birk, om han ikke savner kimbrerland, hvor han kom fra. Birk svarer, at han har det godt hvor han er, fordi Adda og vi (publikum) er der, men selvfølgelig godt kan savne sine forældre; et svar, der – ligesom historien i det hele taget – har fine referencer til det liv og de tanker, nutidens flygtninge gør sig.
Enkelhed og nuancer
Målgruppen fra 8 år og opefter er velvalgt i forhold til stykkets handling og refleksionslag. Kirkegaard evne til at skabe kontakt til målgruppen er alfa og omega. Barnestemmen er – udover at skabe en fin forbindelseslinje til publikum og nutiden – med til at åbne op for både humor – fx med spørgsmål som: 'Kyssede I?' og 'Blev I så kærester?' og dybe lag – fx med kommentaren 'Bedstefar, du skal ikke fortælle mere' (barnebarnet sørger for, at det ikke bliver for hårdt for bedstefar at fortælle om dengang, han oplevede Thorleif blive flået ihjel.)
Der er komplekse ting på spil i teksten og de spiller fint sammen med en iscenesættelse, som sørger for afveksling og en visualitet, som bygger på ro og enkelhed.
