To vævre skjalde med mundtøjet godt smurt forstår at levendegøre den borgerkrig, som opstod i Danmark i årene 1534-1536.
Med sig har de kun det støvede grønlige tæppe de træder på og som tillige danner forestillingens bagvæg og ikke at forglemme; en gammeldags trækvogn i træ læsset med gamle hatte, trommer og alskens metaldele. Sidstnævnte bruges meget flittigt til at skabe musik og lydkulisse.
Komprimeret og tjept
Ronny Sterlø har som skuespiller rollen som Sigurt Skallesmækker, der giver sig ud for at være 'udenrigskorrespondentrapportør', mens Jakob Skov Søndergård spiller Jakob Brødløs, der med sultent skrigende tarme mest af alt tænker på at få noget at spise.
Sammen trækker de os gennem vilde kampe i det danske geografiske landskab. Fejder, som foregår frem og tilbage over Jylland, Fyn og Sjælland i navngivne byer og lokalområder. Fra Aalborg, over Svenstrup Å, til Randers over Fyn med ophold i Assens og videre over Sjælland til København.
Sterlø og Søndergård er vågne i blikket og hurtige på aftrækkeren i den lyngennemgang af alle de slag, som udgør det, der senere er blevet betegnet Grevens Fejde.
Sterlø har styr på replikbehandling og kropssprog, og Søndergård ved lige præcis, hvordan han skal vride lyde ud af alt det grej, som trækvognen er fyldt med.
Sterlø er også ham, som har begået teksten. Det er han sluppet godt fra, for det er noget af en kompliceret mundfuld historiebegivenheder at destillere ned til begribeligt teater.
Christian-forveksling og kålsalat-kugler
Iblandet en pæn portion kropslig gestik skitserer Sterlø en fejde med ikke så få optrædende. Det tilføjer liv til spillet, at skikkelser bliver illustreret med huer og fejder med hvidkål, som fyger gennem luften.
Og Sterløs fortælleteateroptræden suppleres fint af indflettende lyde og musik fra Søndergård på både tromme, fløjte og metaldele.
Der er nok at holde styr på af begivenheder og personer. Heriblandt to, som i høj grad kan skabe forvirring, da de begge hedder Christian.
Den ene, Christian den 2., er ham, som den danske almuebefolkning havde kær og som hansestaden Lübeck anført af Grev Christoffer af Oldenburg efter Kong Frederik den 1. død ønskede genindsat, fordi de ville generobre magten.
Den anden, Christian den 3. er ham, som støttet af adelen i Danmark sluttelig vandt borgerkrigen. Efter kampe, hvor Skipper Clement, der var på bøndernes side, havde sloges med adelens folk.
Tvivlen om hvilken Christian, der lige nu er tale om, laver forestillingen sjov med, samtidig med at de uden for mange dikkedarer på en nogenlunde klar måde skildrer krigens forløb – omend i en meget forenklet form.
Så skal 'Grevens Fejde' erstatte en kedelig tør historietime, er byttet bestemt ikke værst. Publikum får et fint kik ind i en tidslomme. De får nys om de befolkningsgrupper som strides, og kendskab til forskellige historiske skikkelser, udover nævnte fx også Johan Rantzau.
Savner pauser
Som teaterforestilling har 'Grevens Fejde' dog ikke kun fortrin. Det bliver i længden lidt enerverende at lytte til Jakob Brødløs' trang til mad. Forestillingens lydside tangerer også til mange tider larm.
Som iscenesætter kunne Susanne Sangill godt have indlagt nogle pauser i tale- og lydstrømmen. Det vil klæde forestillingen og fjernet noget af det præg af forhastet trav, som forestillingen har.
