Af: Janken Varden

1. oktober 2012

Er det en pølse du har på hovedet?

Det Lille Teaters gode budskab om at mødes og være åbne fortaber sig desværre i indfald uden dramaturgisk sammenhæng.

Det Lille Teater vil gerne fortælle sit publikum at man godt kan – ja faktisk at man burde  – sige ’davs’ og ’davs du der’ lidt oftere og ikke være så bange for hinanden. På den måde kan vi nemmere komme til at møde noget nyt – eller som det siges i programmet: ’Noget vi ikke vidste og noget vi godt kan lide’.

Tænk hvis vi dristede os til at åbne døren for naboen eller vente på bussen sammen eller opleve, at den første sne er ligeså spændende for andre som for dig…

Til at formidle et skønt budskab som dette er Det Lille Teaters loftsscene domineret af en svingdør – og ikke hvilken som helst svingdør: Den består af intet mindre end tre døre, en rød, en gul, en grøn, og de drejer knirkefrit om en akse, og de kan åbnes og lukkes hver for sig, og de ser ud som de er importeret direkte fra en andelsboligforening i Classensgade.

Det første møde

Scenografien fungerer strålende: Spillerne vandrer lystigt rundt i karrusellen og ind og ud af dørene til jazzede vibrafontoner a la Gary Burton. En bænk bliver sat ned, hun kommer ind i et smukt grønt sjal og sætter sig på bænken. En stemme i højttaleren præsenterer henne – Anne – og lidt efter også ham i den røde sweater – Ejner. Én bænk, to personer – værsgo! 

Og så er det, at alt klumper. Ingen af de to vover at henvende sig, halsen snører sig sammen og tungen vokser, bare ved tanken om at sige et ord til den anden. Forknytte og modfaldne sidder de der. Som fisk på land. Fiasko, nederlag.

Herfra er det forestillingens ærinde at vise både det flove og det sjove ved at åbne døren for og til verden, at møde hinanden med et smil, et ’hej’, et knus.

Petrine Agger og Jacob Weble er søde, både hver for sig og sammen, de har en afslappet spillestil og et stilfærdigt lune i kontakten med publikum.

Indfaldsmetoden

Jeg har imidlertid svært ved at holde fast ved forestillingens udgangspunkt. Af de situationer, der opstår mellem skuespillerne, er der kun et fåtal, der handler om teatrets intention og forestillingens grundlæggende metafor. Nemlig mødet – at mødes med hinanden. Eller om man vil: Glæden ved at bryde barrierer, starte en dialog, åbne op og sige ’davs du der’.

Jeg har svært ved at se en samlende idé, en dramaturgi som får noget – et tema – belyst fra flere vinkler. Forestillingen ender med at blive løs i koderne og – på underlig vis – usikker. Og det smitter af på skuespillerne: Indimellem virker det, som om de er usikre på, hvad de egentlig vil fortælle.

Forestillingen bærer simpelthen præg af, at man har trukket møde-begrebet så langt ud i alle retninger, at det bliver retningsløst. At man til anledningen har sammenstykket nogle indfald og gags, der sagtens kan have charme, men den indre sammenhæng er ikke påfaldende. Indfald der kun peger på sig selv her og nu, men som ikke bringer os en millimeter videre.

For eksempel en lang solo-sekvens om bordtennis og store og små bolde. Hvis det er for at sige, at en dialog er som ping-pong, tror jeg det går langt hen over hovedet på de 3-6-årige. Eller det ketsjerens møde med bolden? Temmelig abstrakt, spørger du mig. Det samme kan siges om to eksempler på samtaler – den ene om oplæring til biblioteksassistent, den anden en slags revy-sketch om at gå med hat i form af en pølse på hovedet. Meget voksent, og helt ved siden af forestillingens ærinde.

Der skal et strammere oplæg til for at vi skal holde fokus på ’mødet’ og ’davs du der’, uanset om de enkelte indfald kan have underholdningsværdi i øjeblikket. For det skal indrømmes: Flere situationer var i og for sig underholdende. Selv var jeg for eksempel mægtigt betaget af Webles sang, ’Sådan så jeg ud da jeg var dreng’, og ikke mindst den originale måde at vise fragmenter af en projekteret fotocollage på. Det takker jeg for. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.