Det er næsten som at sidde foran en tv-skærm blæst op fra normalformat til kvart-bus-format, samtidig med at det er, som om vi alle sammen – skuespiller og publikum – befinder os i en rumraket, som tager på en tur ud i rummet.
Scenen, hvor Chapper sidder bag et bord, er cockpittet. Og de små bænke, vi sidder på og ser ind på ham og væggen bag ham, er passagerkabinen. Chapper står for både musik og scenografi og er den eneste medvirkende. Bag bordet, alias rumskibets kontrolpanel, styrer han spillets gang.
Sus på det tegnefilmsagtige
Spillet er en kombination af fortælling, papdukkespil, animationer, lys, lyd og musik. De forskellige personer, ting og væsner, som er med i fortællingen og som er udført som stangdukker (som figurer skåret ud i pap, sat på en stang), hiver Chapper frem fra siden af bordet og fører og belyser dem, så de transformeres op på bussens krumning af en stor tegnefilmsagtig animationsflade.
Der knald på både former og farver når bagvæggen fyldes med tegninger af værelser, rum, personer og fantasifulde væsner.
Munden går begejstret og energisk non stop på Chapper, samtidig med at han storsmiler ud til børnene. Signalet er – på næsten manisk vis – at det her er en fest. Noget spændende og stort. 'Nærmest federe end virkeligheden', som han siger. Og noget vigtigt.
Det vigtige hænger sammen med kernen i fortællingen, som er en fortælling om en dreng, der har mistet sin 'megaflinke' bedstefar Karl og en dag flyver ud i rummet i et rumskib – ud til Karlsvognen, fordi han (meget sødt) ræsonnerer sig til, at når bedstefaren hedder Karl, må Karls-vognen være der, han er nu. Drengens gensynsvision er udformet som en fortælling om gensynsglæde og det at prøve at finde en god måde at leve med tabet af en elsket.
Nostalgi og figur-mylder
Vi kommer på meget kort tid langt omkring. Chapper fører os tilbage i tiden. Til 1970'erne. Med tegning på tegning som han lægger op på bordet og figurer en masse fortæller og viser han, hvordan der var og så ud hos hans bedstefar, dengang han besøgte ham som barn. Et hjem hvor bedstefar satte tiden i stå, når han sov til middag i stuen med bornholmeruret og guldfisken.
Vi kommer også en tur ind i hans mors tidstypiske orangemalede køkken og ind på hans drengeværelse. Inden han suser ud i rummet.
Her flyver han forbi et væld af planeterne i vores solsystem, bliver taget til fange på et piratskib, ryger i ormehuller og møder slimede monstre, inden han lander på bedstefarens rynkede planet.
Hvordan helt præcis drengen kommer overens med bedstefaderens død, skal ikke røbes, blot nævnes at det har med glæde, musik og overlevelse at gøre – i form af et kassettebånd og et bedstefar-fikset-rumskib.
Flyvskhed og fylde
Chapper er en sprælsk turbo-type. Historien drøner i Thomas Corneliussens ligefremme og tempofyldte iscenesættelse derudad med gejst og optimisme.
Den ene vilde begivenhed vælter med flyvsk energi ind over den anden. Der er fart, forhindringer og rappe løsninger over feltet.
Undervejs tilsættes rap og hip musik. Heldigvis er de stuvet ind i en fortælling som i sin essens er meget både sød og fin. Vi er ikke et øjeblik i tvivl om de menneskelige relationer. Om det varme forhold dreng og bedstefar har til hinanden. Om at det savn, drengen mærker efter sin mor, da han genser en pandekage, ikke her bunder i lyst til den flade runde livret, men er reel længsel – og i øvrigt en fiks måde at dreje fortællingen mod en finale.
Og som en ikke uvæsentlig detalje spiller Chapper undervejs sammen med et lille medbragt væsen, som titter op af en lille æske på bordet.
Så er man til en forestilling, som i ånd, tempo og udtryk er i familie med de børnefjernsynsprogrammer, som er populære i tiden, og som ikke lægger låg på det underholdningsmæssige og fylder godt på med både fortælling og visualitet på meget kort tid, er 'Chappers rumrejse' et rigtig godt bud på teater for de 4- til 8-årige.