Koreografen Tina Tarpgaard er aldrig i ro. Hun finder hele tiden nye ting at undersøge inden for dansen. Ikke bare bevægelserne i sig selv, men ofte også alt det, som er rundt om kroppen: Rummet, lyset, gulvet, tilskuerne…
I succesforestillingen ’Frost’ i 2009 arbejdede hun for eksempel med en video, der blev projiceret ned på gulvet, så det så ud, som om danserne dansede på en isflageø, der langsomt smeltede og blev mindre og mindre.
Sjov gemmeleg
’I My Mini Me’ er titlen på Tina Tarpgaards første ungdomsdanseforestilling – skabt for unge fra 12 år og op. Her er det vores forhold til tøj og vores indpakning af vores krop, som hun undersøger.
Forestillingen har særligt blik for teenagerens søgen og tvivl, men samtidig er forestillingen skabt med masser af grotesk humor og sjov legeglæde – og en barnlig nysgerrighed i koreografien, som er ligeglad med alle vedtagne danseudtryk.
De tre dansere ruller i hvert fald bare rundt i en kæmpe bunke tøj, nærmest som om de leger gemmeleg og udklædningsleg og herskerleg.
Kæmpekjole med slæb
Forestillingens gimmick er nemlig et kæmpekostume, der udgør hele scenografien. Idéen er udtænkt af Signe Krogh, hvorefter designeren Inbal Lieblich har komponeret et gigakostume, der undervejs bliver udforsket og udfordret af alle tre dansere.
Kostumet er enormt og syet kunstfærdigt sammen af rigtige t-shirts og bukser og tørklæder og kjoler og hvad ved jeg. Det virker som en kæmpekjole skabt ud fra adskillige klædeskabe. Med ærmer og det hele –og sæsonens længste slæb…
I denne tøjbunke møder de tre dygtige dansere hinanden: Den adrætte Pierre Enaux, den energiske Siri Woolthorn og den nysgerrige Antoinette Helbing.
Det er Antoinette Helbing, der tager føringen, for det er hende, der helst vil lege sammen med de andre. Men det er også hende, der bliver mest i tvivl om, hvilke skridt hun skal tage – og hende, som bliver bange, og som af og til gemmer sig i bunken af sokker og bukser.
Dunkende hjerteslag
Danserne svajer fra side til side. De ruller rundt på gulvet og ind i tøjbunken, som om de er ved at rulle en ’snemand’ af bare tøjstykker. De får i hvert fald mere og mere tøj rundt om sig, så de ligner små tøjbolde.
Og så begynder de endda at tale: 1 – 2 – 3 siger de – på hvert deres modersmål, vel at mærke. Så her er både dansk, fransk og tysk.
Men kort efter overtager Pelle Skovmands heftige guitarmusik – og lyden af nogle dunkende hjerteslag. For her er alt på spil, når det gælder generthed og usikkerhed.
Dans i tomgang
Men herfra går forestillingen i ring. Intensiteten daler, og humoren er ikke skarp nok. Måske fordi koreografen har fokuseret mere på den overordnede fortælling end på de enkelte bevægelser.
Det går lidt i tomgang. Og som tilskuer kommer man let til at føle sig uden for det, der foregår mellem danserne på scenen. Som om forestillingens indre undersøgelse med tøjbylten er blevet vigtigere for kunstnerne end det, de egentlig vil give videre til os tilskuere.
Alligevel er det en spændende forestilling. Idéen med at bruge tøjet som et billede på den selvvalgte beskyttelse af teenagekroppene er overbevisende. Fordi det er så indlysende, at teenagerne har brug for at bruge overdrevent meget krudt på deres indpakning – i hvert fald indtil de er blevet så voksne og sikre på sig selv, at de kan stå frem. Ikke bare som nogle idoltyper, men lige akkurat som dem, de er.
Med åbne blikke og livsglade kroppe. Ligesom de dedikerede dansere hos Aaben Dans.