Af: Kirsten Dahl

29. marts 2023

En stærk fortælling

’Nikio & den store Samurai’ byder i Syddjurs Egnsteaters opsætning på spændende dramatik, en rolig og afbalanceret iscenesættelse samt inderliggjort skuespil, der dog undervejs bliver en kende overgearet eller uengageret.

Despoter skal landsforvises. De skal ikke slås ihjel, men drives bort, så de aldrig tør vende tilbage til det land, de har gjort fortræd. Landet skal i stedet have en person i spidsen, som med værdighed og respekt behandler sit folk kærligt og godt.

Det er et af de centrale udsagn i Jesper Bræstrup Karlsens drama ’Nikio & den store Samurai’. Et andet er, at man i konflikter ikke skal lade sig styre af sin vrede.

Karlsen er en dygtig ordsnedker. Han forstår at skrue en fortælling sammen, som har vitaminer og kan bringes til live på en scene, så historien rækker ud over sig selv med potentiale til at så både store følelser og spændende tankegods i sit publikum.

”Nikio & den store Samurai” er ikke en ny tekst. Zangenbergs Teater spillede den i 2004 og fik Reumert-prisen for den, mens Børneteatret ændrede den til en turneudgave i 2006. I år og næste år kan stykket opleves i Syddjurs Egnsteaters regi. Denne gang med en tilføjet rammefortælling.

Putin popper op

Der er pt. krig i Europa. Folk bliver dræbt og er på flugt fra Ukraine, som Ruslands despotiske præsident Vladimir Putin vil erobre med militærmagt. Den krig kommer man uvægerligt til at tænke på i den rammehistorie, som Syddjurs Egnsteater har tilføjet.

To flygtninge, en voksen og et barn, indleder og afslutter Karlsens fortælling. De har intet hjem, er sultne, og de ved ikke om morgendagen vil bringe dem godt eller skidt. Man tænker uvægerligt, at de må være flygtet fra et land i krig. Et land styret af en person, som ikke vil sit folk det godt.

Akkurat som den onde krigsherre Sato, der styrer Japan i Karlsens fortælling. Kejserriget, som bliver reddet af kejserdatteren Nikio, der med et helligt Samurai-sværd tager hævn for den onde Satos mord på hendes far og genskaber fred i landet. Der er en tydelig parallel mellem flygtningepigen, som er en pige, og Nikio, som også er en pige, i og med at flygtningepigen elsker at få fortalt historien om Nikio & den store Samurai. Og der er identifikationspotentiale i dem begge for børnepublikummet – til såvel piger som drenge.

Fortællingen appellerer til, at man fatter mod og tager hævn over en ondskab og en uretfærdighed, der ikke kun rammer en selv, men en hel befolkning. Og som det fine er hævnen ultimativ og ikke-voldelig.

Afdæmpet og japansk 

Marc van der Velden har iscenesat dramaet med en fin fornemmelse for følelserne og forløbet i fortællingen. Arrangementerne er præget af en rolig fremadskridende kontinuitet samt et specielt fokus på de afgørende episoder undervejs og den mere dramatiske finale, – helt i tråd med stykkets dramaturgi.

Morten Kamuk har kreeret en relativ lille scene, som med en stor murstenslignende rundbue, to små udskårne skodde-lignende trælåger, samt en månelysende cirkel i midten, hvorpå der vises billeder (af fx blomstrende kirsebærtræer, bjerge og øde marker) og skyggespil (af diskuterende krigsudsendte soldater m.m.). I begyndelsen og tilslut er der ikke sat lys på det japansk-signalerende bjerglandskabsrum, men blot fortil, hvor de to flygtninge samtaler og tager hvil for natten.

Interessant træning i selvbeherskelse 

Stig Reggelsen Skjold og Clara Mølsted-Ylönen har henholdsvis rollen som voksen og barn i såvel rammefortællingen som Samurai-dramaet. Vi følger, hvordan den gamle eneboer Endo – iført kimonoer –  tager det kejserlige spædbarn til sig, navngiver det Nikio og oplærer det i Samurai-traditionens vanskelige selvbeherskelseskunst.

Forestillingen lever især i disse scener. Det er her, at de mest interessante replikker bliver sagt. Replikker som ”Man er nødt til at være den, man er. En stor Samurai er både tålmodig, hurtig og god” og ”Du må ikke være styret af raseri og had. Den kriger, der forstår at beherske sig vil blive en stor Samurai.”

Ordvekslinger som af og til også antager Haiku-form. Og det er her, de to skuespillere spiller mest nærværende og troværdigt. Fx scenen hvor Nikio finder Samurai sværdet, og Endo fortæller hende, at sværdet er en gave fra guderne, og at det er til brug i kamp mod ondskab og uretfærdighed. Når sværdet siger ”Tag mig i dine hænder” til Nikio. Når kejserens genfærd dukker op og siger til hende: ”Du skal tage min hævn”.

Undervejs fattes skuespilpræcision

Andre steder halter spillet lidt. Begge spillere ‘falder lidt ud’ undervejs med udtryk som er upræcise, og som ikke virker helt tilstedeværende. Især Clara Mølsted-Ylönen har problemer med at afbalancere sit spil. Det kammer fx over og bliver overdrevet, tendentielt parodierende, når hun spiller baby og en meget ung pige. For mange fnis og hop afsporer det væsentlige i handlingen; også selvom de yngste børn, jeg så forestillingen sammen med, morede sig over spilopperne.

Og apropos aldersgrupper: jeg vil anbefale, at målgruppen bliver sat et par år op. En del af de yngste børn, jeg så forestillingen sammen med, syntes tydeligvis, at forestillingen var alt for uhyggelig. De bad gentagne gange om at komme ud. Til gengæld er det fint, at der ingen øvre børnealdersgrænse er, modsat Børneteatrets opsætning i 2006, som var for 6-12-årige.

Små fejl og lidt sjusk 

Til dels fejlsat lys og lidt sjusk i opsætningen af scenografien devaluerer tillige teateroplevelsen. Det dur ikke, at lyset ikke oplyser spillernes ansigter, når de er tæt på publikum. Og det ridser i ens oplevelse af illusion, at man flere steder kan se røde områder i lokalet, som ikke hører med til det scenografisk udtryk og må skyldes manglende tjek i ophængning af bagtæppet.

Bagtæppet som i øvrigt ikke er bredt nok. Det generede i al fald mig, at spillerne, når de bevæger sig væk fra et område i fiktionen ud i en anden del af illusionen, træder ud i et område, som ikke er dækket af bagtil som illusion, men at det i stedet er spillelokalets vægge, man ser.

På den led bliver ’Nikio & den store Samurai’ en teaterforestilling, som rummer meget spændende og godt, som helt sikkert vil optage børn. Primært på fortællesiden. Men også i iscenesættelsen, scenografien, på lydsiden og i skuespillet.

Ned trækker til gengæld de passager, hvor skuespillet ikke er balanceret og nærværende, samt de nævnte tekniske fadæser, som jo nemt lader sig ændre til noget bedre.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.