Noget er gået helt galt for AnemoneTeatrets nye forestilling. Ikke alene er den ude af trit med sin målgruppes pigedrømme; den fortæller også sin historie, så man tror, man er havnet i et dansk børneteater engang i 1970’erne, hvor historier fra hverdagen blev sat på scenen i en klæg blanding af pædagogisk indføling og firkantet samfundskritik.
Det begynder ellers godt. Pigen Lillan (en sød Maria la Cour) er på vej hjem fra skole, ikke ganske glad efter endnu en dag med svag mobning, fordi hun er kommet til at røbe, at hun stadig har sove- og krammedyr, selv om hun vel er omkring 9-10 år gammel. Hjemme på værelset trøster hun sig med tøjdyrene og med den nyindkøbte Bratz-dukke med de svulmende læber, det sexede frontparti og de lange ben i de glitrende discostøvler. Sådan vil Lillan også gerne se ud. Men Bratz-dukker var jo moderne for små piger for adskillige år siden, tænker jeg, og er for længst blevet overhalet af andre attråværdigheder.
Knirkende gammeldags
Det får så være; værre er det, at historien fortælles knirkende gammeldags. Lillan falder i søvn efter en lille diskussion med mor om at være lille og stor, hvorpå tøjdyrene bliver levende på hendes værelse og tumler rundt med replikker, der ikke rigtig skal nogle steder hen. Undervejs vågner Lillan og får de discostøvler, hun så intenst har ønsket sig, og så er hun pludselig på vej til isdronningens rige. Ja, det fortæller en mystisk fe, der kun optræder på video.
Hvem denne fe er og hvorfor Lillan overhovedet skal af sted til isdronningens rige, gik aldeles hen over mit hoved. Men hvad sker der så hos isdronningen? Der sker ingenting, og det samme gælder for tøjdyret Sælus’ redning af Lillan. Sælus bliver nemlig ikke levende, men forbliver bare et nuttet, men ubevægeligt tøjdyr, og isdronningen dukker aldrig op.
Havde nogen mon hevet tyve sider ud af manuskriptet eller var spilletiden ved at være brugt op, lige som det omsider var begyndt at blive spændende?
Scenografiske fejlskud
I stedet ender vi, hvor vi begyndte – i Lillans værelse, hvor mor kommer ind, og hvor Lillan skal i skole igen. Iført strikhue og nærmest bare ben i de tynde gummisko.
Er det vinter udenfor – det antyder strikhuen – eller er det sommer? Eller har scenografen bare ikke tænkt sig om?
Måske en detalje, men symptomatisk for en forestilling, der ikke fungerer. Scenografiens børneværelse er ellers fin med store hvide gardiner, der åbner op ud til et iskoldt rum. Men isnende for alvor bliver det aldrig.
Også kostumeringen af tøjdyrene og et par sære is-eksistenser mangler det sidste fantasifulde swung.
Velment og en lille smule ubehjælpsomt – ganske som jeg husker en del af dansk børneteater i 1970’erne. Læg dertil nogle replikker, der lyder som noget fra Susanne Theils engelske børnekomedier fra samme årti, suppleret med nogle skrækkeligt kække sange og et karikeret spil, så nærmer vi os et trist signalement af den aktuelle forestilling.
AnemoneTeatret plejer at mestre den gode historie, fortalt med masser af de klassiske virkemidler. Forfatteren Jan Mogensen har tidligere lavet en række gode forestillinger for Anemonerne, men her fungerer det bare slet ikke.
