Åbningen er et scoop! Vi sidder og ser ind på et loftsrum, der bestemt har set bedre dage, fyldt med gamle papkasser, kurve, kjoleposer og masser af krinkelkroge. Traditionelt og julet ligesom det skal være på denne tid, velfungerende og tilpas gedigent udført til, at illusionen er fuldstændig.
Endnu er ingen kommet ind på scenen – men så begynder der at ske underlige ting! En lille papkasse rører pludselig på sig, vakler lidt og falder på gulvet. Vi er alle øjeblikkelig med.
Flere uforklarlige ting: Kasser der falder, kurve der gaber med låget, mærkelige lyde fra krogene – observante børneøjne og -ører får det hele med sig fra første stund, og salen er fyldt med hvin og latter. Men lige præcis i det moment, hvor der skal ske noget, så vips, sker der noget andet: Døren går op! Fru Nielsen træder ind, og fru Nielsen er bestemt ikke meget for ting. der falder, eller bidder af gamle julekort der flyver.
Hun har nemlig støv på hjernen og ikke meget til overs for det forfærdelige roderi, som hører julen til.
Det er rigtig guf for ungerne at følge, hvordan hun forgæves kæmper med alt det magiske kaos omkring sig. Er der mus på loftet? En kat måske? Vi i salen ved bedre, selvfølgelig – det er jo en juleforestilling – og nissen kommer ganske rigtigt for en dag, i form af en sød lille dukke. Han har ikke skæg (og tak for det!), men en stor rød hue har han ¬ og røde bukser.
Rolleskift
Rosa Katrine Frederiksen behandler dukken nænsomt og rutineret. Nissen kan godt være fræk og fuld af spilopper – et par sjove situationer opstår og vækker stor begejstring, – og hun betror os hemmelighedsfuldt hvad dukken hvisker.
Og når det kommer til stykket har det hyggelige menneske, fru Nielsen, dog ikke mere støv på hjernen, end at hun er til at overtale af den kærlige og sjove nisse. Så her skal alligevel fejres jul, for nissen garanterer, at han vil hjælpe til. Mod en portion grød med sukker og kanel og en klat smør!
Og så følger scoop nummer to: Nissen tryller sig stor, mens fru Nielsen bliver en tilsvarende lille dukke. Den muntre og drilske nisse går i gang med at ordne og rydde – på magisk vis, selvfølgelig. Og ikke mindst: En af papkasserne forvandles til et trylle-trylle-skab, hvor en vigtig juleingrediens kan opstå. Mere skal ikke røbes her – ikke andet end at fru Nielsen nok skal få en hyggelig jul med sin nye nisseven.
Charme og teknik
Jeg lader mig gerne charmere og synes, at det er dejligt med en fortælling om små loftsnisser frem for store (amerikanske) julemænd.
En forestilling som det her udfordrer hverken teatrets eller kunstens grænser, men bliver en hyggelig halv time i trygt og godt selskab med en aktør, som kan sit kram, en opfindsom scenografi og en dygtig tekniker (Karsten Nisbeth har absolut sin del af æren!) til at trække i trådene bag kulisserne. Og mine entusiastiske medpublikummere var fulde af grin og råb med gode råd og advarsler og protester. Kontakten mellem scene og sal er etableret fra første stund, og opmærksomheden er i top hele vejen.
Dog synes jeg, at denne enkle og klare lille forestilling bliver klippet lovligt brat over til sidst – her kunne en smule dramaturgisk finale-krølle have hjulpet på den noget aborterede følelse, man sidder tilbage med. Men så var der saftevand bagefter!
Om Folketeatret
Og lige om spillestedet: Når folketeatret.dk ikke selv kan stille op med andet end dårlige forestillinger (Otto er et næsehorn’) eller uopfindsomt repertoire (’Skatteøen’), er det rigtig godt, at de har åbnet Snoreloftet for gæstende grupper og givet det navnet Børnescenen. Det skal Folketeatret have ros for – det giver Teater Lampe, Teater Hund og mange andre, samt ’Den rigtige nisse’ et sted at nå ud til flere mennesker. Lad os håbe. at den nye teaterchef fra 2010 følger op og får gode spejdere til at finde de bedste forestillinger til gæsteriet.
