Af: Anne Middelboe Christensen

12. juli 2015

En rastløs rejse til sanselandet uden tid

Carte Blanche forsøger ambitiøst at sætte tiden i stå i sin nye superæstetiske forestilling ’Time Woke Up In Darkness’. Men den dramatiske spænding forsvinder mellem billedkunstnerne i mørket.

Teatret Carte Blanche har en vidunderlig evne til at udvikle sig. Altid har Sara Topsøe-Jensen & Co. en ny idé, som lige skal undersøges. Altid har egnsteatret i Viborg fundet nye samarbejdspartnere – og altid kræver et nyt kunstnerisk eksperiment, at tilskueren leger med på en ukendt leg.

’Time Woke Up In Darkness (And Walked Across the Room)’ er sådan et eksperiment. Hvis titlen virker syret, så passer den glimrende til den oplevelse, der venter tilskueren – vel at mærke, når man først har lagt sit ur og sin mobiltelefon i et sikkert depot. For undersøgelsens ambition er at finde ud af, om teatret kan skabe en tidløshed for tilskueren. Intet mindre.

Målet er altså at få tilskueren til at føle, at teateroplevelsens rum er frigjort fra tidens sædvanlige tikken. Værsgo!

Landskab af mennesker

Sanseoplevelsen var da også helt i top, da forestillingen spillede på Teaterøen under CPH STAGE. En performer lukkede mig ind i det mørke rum. Straks tog en kvinde fat i min hånd, og straks fik jeg at vide, hvad jeg kunne vælge at gøre…

Så sad jeg dér på en balkon. Stirrede ud over det store rum under mig, hvor mærkelige projektioner blev vist på væggene, mens musikermænd stod og klikkede på deres computerknapper, så lyden hele tiden ændrede karakter – fra minimalistiske gentagelser til det drømmende og sfæriske.

Og så tog jeg mod til mig og gik ned ad trappen – og ind i dette underlige landskab af mennesker, der tilsyneladende alle sammen vidste, hvad de skulle gøre i halvmørket.

Tilfældig forudsigelighed

En kvinde samlede nogle mennesker omkring sig uden at sige noget. Hun lyste bare ned mod alles fødder med en lommelygte – og fik så alle til at følge lyspletten. En mand tegnede mønstre i sand, som blev spejlet op på væggen. En projektor viste smukke mønstre fra et kalejdoskop – i tilfældige og dog forudsigelige cirkler og firkanter…

I et hjørne tegnede en kvinde tegnede hvide skyggestreger uden om to silhuetmennesker op mod et lærred. Tyst, men smilende i Sarah John’s anerkendende instruktion.

Stærk samhørighed

Stemningen var fortættet. Alle koncentrerede sig maksimalt. Det virkede, som om alle vidste, hvorfor de gjorde det, de gjorde. Det var ganske smukt, og der opstod tydeligvis en stærk samhørighed mellem performerne og publikum.

Jeg rørte ved min Carte Blanche-halskæde, som jeg havde fået udleveret fra starten – og tjekkede, at den lille diodelyste i snoren stadig virkede. Jo, mit mikroskopiske fyrtårn lyste!

Så jeg satte mig i en sækkestol og tog et sæt høretelefoner på, og så lyttede jeg til en fredsommelig mindfulness instruktør, der bad mig om at føle mine fingre…

Men alle disse beroligende ord blev altså for lange for mig. Jeg gik ind bag et sort forhæng – bare for at konstatere, at jeg var ved at fare vild i folderne.

Og jeg opsøgte en kvinde med en lysprojektor og et kar med noget vand og noget sand, som jeg skulle lyse på, mens projektionens mønstre skiftede. Men kedsomheden lå på lur.

Nuet blev altoverskyggende

Alligevel kunne jeg mærke, hvordan jeg klart blev påvirket af al denne omhu og imødekommenhed, som jeg mødte undervejs. Undervejs glemte jeg faktisk min forventning om en spændingsdramaturgi med en defineret begyndelse, en midte og en slutning.

For sanseoplevelsen dominerede alt – og nuet blev vitterlig altoverskyggende. Jeg kom hurtigt i en særegen stemning, hvor musikken jublede gennem min krop, mens jeg skulle røre ved specielle ting.

Jeg følte, at jeg var inviteret ind i en tavshed, som rent faktisk gav mig chancen for at lade tankerne flyde ud i en dagdrøm af uendelighed – vel at mærke samtidig med, at jeg nød at lytte til musikken, der blev skabt om ørerne på mig.

Rastløsheden vandt

Da en kvindelig performer på et tidspunkt kravlede op i en stige og lagde sig halsbrækkende hen over den, lignede det dog en traditionel nycirkusforestilling. Her blev mit gamle tilskuerjeg nysgerrigt. Men da det viste sig, at performeren absolut ingen akrobatfærdigheder havde, så virkede hendes stigeklatring ret ligegyldig – i hvert fald æstetisk.

Tiden gik langsommere. Efter en times tid blev det for svært for mig at blive i lokalet. Jeg kunne ikke koncentrere mig om al denne tidløse sansning. Selv en omgang ’gemmeleg’ med en af performerne blev tam.

Jeg begyndte simpelthen at kede mig, fordi min oplevelse hele tiden skulle udgå fra mig selv. Her var ingen performere, der kunne bjergtage mig. Og jeg måtte konstatere, at teatrets mulighed for at skabe en anden verden forsvandt, når det hele tiden kun var MIN indre verden, der kunne bygges op.

Så jeg trissede ud igen. Fuld af respekt for Carte Blanche og The Animation Workshop og deres fælles ønske om at skabe ny, interaktiv kunst med tilskueren som hovedperson. Men også i erkendelse af, at teatrets kunstart kræver et fiktionslag, som tilskueren ikke kan skabe alene.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.