Tænk dig: En plæne omgivet af fire kastanjetræer, der står tæt ved hinanden med mægtige kroner og lyserøde blomster i fuldt flor. Solen spiller mellem bladene, og plænen er fyldt med tæpper og puder og bænke, befolket med glade børn i alle aldre fra 2 til 9 år.
Mellem to af træerne står der et mærkværdigt metalstativ på fire fødder. Ovenpå det et lille hus, nærmest et skab – et fyrtårn, et vagttårn, et badehus, en kiosk? – med stiger op på begge sider.
I denne vid-og for-underlige scenografi går Ole Håndsbæk Christensen rundt som en trivelig søulk, iført en enorm uldtrøje med anker på maven og den sorte kaptajns-kasket. Han har et værre styr med at få alle placeret, men han er vores ven.
Mødet
Overgangen til at få sat forestillingen i gang er i sig selv morsom. Med hjælp af børnene får Ole hurtigt konstateret, at dette er plænen foran Lorry og Riddersalen på Frederiksberg. Altså er det den plet, Ole har arvet fra sin onkel Fejemand, og begejstret syngende på en lille enfoldig melodi indtager han stedet og stativet og forsvinder ind i det lille hus foroven. Fra venstre.
Så sker der noget uventet. Fra Pile Allé lyder der den samme sang, denne gang fra en hvidklædt kvinde på løbehjul. Hun suser forbi på fortovet udenfor stakitgærdet, hugger bremserne i, vender om, og kommer ind i haven til os. Hun er smuk og smart og sminket og med en enorm hvid hat.
Til vores forbløffelse skal også hun have børnenes hjælp til at finde ud af, at vi er i Frederiksberg på plænen foran Lorry og Riddersalen. Aha! Altså den plet hun har arvet fra sin onkel Fejemand. Her er rum for både intriger og forvekslinger. Hun indtager stativet ved hjælp af den anden stige og forsvinder ind i det samme lille hus foroven. Fra højre.
Her følger en sjov pantomime, hvor de to længe ikke lægger mærke til den anden, inden de forskrækket bliver opmærksomme på, at de ikke er alene. Men det løser sig – de finder hurtigt ud af, at de er bror og søster, og at de begge er arvinger efter onkel Fejemand.
Men hvad er det her for et sted?
Dét er forestillingens tema: Hvad er det her for et sted, og hvad har det været? Hvem var her før, og hvad gjorde de? Hvad kan det være, hvis vi tager fantasien til hjælp? Kan onkel Fejemands efterladte bog hjælpe? Den hedder ellers 'Om alt', så mon ikke?
Riddersalen har fejret sin 100 års fødselsdag på forskellig vis gennem hele denne sæson. Ikke underlig at Signe Birkbøll benytter også denne anledning til at minde om det frederiksbergske forlystelsesliv med smørrebrød og dans på perlegruset i netop disse omgivelser den gang for et sekel siden.
Det gøres charmerende og uden at indprente publikum nogen form for (unyttig) viden – kun som en anledning til at tage den samme fælles sang over i valsetakt.
Vigtigere for dagens publikum er, at lade fantasien løbe. Hvad hvis her var en svømmepøl? Hvad kunne man finde på bunden? Et dyrereservat med skræmmende bøffelhjorde, stolte giraffer og søde bjørne?
Publikum udfordres til at finde på – en butik! insisterer han på, ham foran mig, en bålplads siger Charlotte, en kaffeplet, en ønskeplet, – denne plet kan være alt hvad vi forestiller os!
Et herligt øjeblik får vi, når Charlotte bliver sur og stormer ud i Allégade og taler til intetanende fodgængere med lange og ivrige arme og ben. Vi følger spændte og lattermilde med i de forbipasserendes forbløffede reaktioner.
Ole og Charlotte har godt styr på publikums engagement og også overskud til at improvisere – for eksempel bemærke, at Molles pølsevogn passerer forbi i Allégade.
Til slut er vi alle enige om at dette er en forsamlingsplads, og en fælles besværgelse får fæste i både spillere og os på plænen: 'En plet – en kost – en bog – en kiosk, – en plet – en kost – en bog – en kiosk'.
Både jeg og min medfølgende ni-årige konsulent var godt underholdt af de meget veloplagte aktører og af den springende, let rablende og absolut muntre historie.
