Af: Janken Varden

1. juli 2012

En mangfoldig historie

’Klokkeren fra Notre Dame’ er en ordentlig mundfuld for ethvert teater, men Randers Egnsteater har lavet en særdeles velspillet forestilling – også selvom det kan være svært for blot tre skuespillere at løfte opgaven.

Det faldt i min lod på Festival 2012 i Ringsted at se to dramatiseringer af ’store’ romaner. Begge forestillinger har fine kvaliteter, men samtidigt peger de også på problemer, der knytter sig til teatrets omgang med litterære værker af et vist omfang og berømmelse.

Det kan være svært at undgå den faldgrube, som hedder ’Illustrerede Klassikere’, hvor teatret ikke rigtig er teater på sine egne præmisser, men kun bliver en genfortæller af historien. Og det kan være svært at undgå indtrykket af ’fast forward’, hvor man skøjter fra højdepunkt til højdepunkt.

I begge tilfælde vinder man måske i dramatik – action – men sandsynligheden for at man taber i digtning/poesi/sprog og nuancer er stor.

Forsøg på en anden vinkel

Victor Hugo gjorde kirken, bygningen, til hovedperson og kaldte sin roman ’Notre Dame de Paris’. Nyudgivelser, filmatiseringer, tegneserier og hvad ved jeg, har gjort, at vi i dag kender bogen som ’Klokkeren fra Notre Dame’.

Randers Egnsteater, ved dramatiker Ørnø og instruktør Bremerstent, har valgt en anden vinkel: De fortæller historien i form af flashbacks. Den gamle Kaptajn Phoebus de Chateaupers (Finn Rye) ligger på det sidste, og mindes, i både søde drømme og mareridt, det urolige Paris under Louis XI, og sine møder med den smukke sigøjnerpige Esmeralda (Lisbeth Knopper).

Fortællerformen – og jeg har stor sympati for forsøget på at finde en anderledes form – er rigtignok ikke konsekvent gennemført, forestillingen bliver nødt til også at ty til det alvidende, overordnede forfatterperspektiv.

På den måde får publikum et nogenlunde helt billede af Hugos bredt anlagde epos om den mørke præst Frollo (Morten Bo Koch) der martres af sit forbudte begær til sigøjnersken, og den hæsligt vanskabte, énøjede Quasimodo der kommer pigen til undsætning og flygter med hende op i klokketårnet. Og som til sidst hævner hendes død.

Hele denne mangfoldige historie – med kun tre medvirkende…

I ’Klokkeren fra Notre Dame’ tager Victor Hugo hele det indre Paris i brug: Folkefester, Seinen, blodige oprør, gader, hus og stræder i og omkring Ile de la Cité. Randers Egnsteater vover pelsen og kaster sig ud i denne brogede strøm af begivenheder med kun tre spillere. Så tror da fanden at noget af folkevrimlen og optøjerne bliver væk. Men jeg synes, at Randers’ forestilling klarer sig meget godt, ikke mindst fordi de tre aktører leverer mange knivskarpt tegnede karakterer og præcise små kostume- og maske-skift.

’Folket’ bliver der rigtignok givet lidt plads til ved hjælp af tre sladderkællinger med sjove parykker i hvert sit vindue, der ivrigt kommenterer det der foregår. De tre spillere får her rigelig anledning til at vise deres komiske gen, og det giver den tragiske historie det nødvendige comic relief.

I det hele taget er ’Klokkeren’ er meget velspillet forestilling. Ryes fyrige, men falske, Phoebus i den flotte uniform kommer overbevisende til live i den aldrende kaptajns minder, og Knoppers Esmeralda er både smuk og hjælpetrængende, ved siden af hendes øvrige figurer som forskrækket sladderkælling og bekymret sygesøster.

Særligt er der grund til at fremhæve Morten Bo Kochs skinhellige Frollo, pint mellem det afsindige begær og kirkens krav om cølibat. Han laver også en herlig studie af en ædedolk – en selvhøjtidelig dommerskikkelse der med uhyggeligt stirrende glasøje balancerer hårfint mellem farlighed og karikatur.

Efter Randers’ tidligere forestillinger, ’Hesten’ og ikke mindst ’Ondskaben’, er der god grund til at følge Kochs videre færd.

En stor opgave

Men det er og bliver en mangfoldig og ikke så lidt kompliceret historie, Randers Egnsteater har valgt at sætte på repertoiret. Noget er nødt til at gå tabt i rækkefølgen af to- og tre-mands scener, og noget kan blive uklart for den, der ikke kender historien. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at den nedre aldersgrænse på otte år i bedste fald er dristig.

Men jeg synes, at dramaturg og instruktør har løst opgaven med megen kløgt og smag. Der er dynamik og rytme i forestillingen, noget der understreges af musikkens vekslen mellem klarinet og orgel, pianissimo og crescendo. Scenografiens hovedbillede med rosevinduet i fonden fungerer fint praktisk, og det holder os fast til stedet: Kirken, Notre Dame de Paris.

Slutbilledet med Quasimodo, der lægger sin kappe forsigtigt over Esmeraldas lig, er en smuk metafor for Victor Hugos lille epilog om hvad der skete, efter at romanen var ’slut’.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
En venlig teaterversion
Teater Next:
'Peter Kanin'
Teater Next byder med ’Peter Kanin’ på endnu en forestilling, der tager afsæt i kendt børneunderholdning, og det er blevet til en smuk og vellydende forestilling med enkelte mangler under overfladen.
En forrygende ventetid
HumanLab:
'Terminus'
’Terminus’ er et medrivende snapshot af et samfund, der er kørt af (tog)sporet.
Heftig parodikomedie
Teater Lux:
'Snehvide'
Gys viger pladsen for grin i en aktuel og radikal bearbejdelse af eventyret om Snehvide.
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
En venlig teaterversion
Teater Next:
'Peter Kanin'
Teater Next byder med ’Peter Kanin’ på endnu en forestilling, der tager afsæt i kendt børneunderholdning, og det er blevet til en smuk og vellydende forestilling med enkelte mangler under overfladen.
En forrygende ventetid
HumanLab:
'Terminus'
’Terminus’ er et medrivende snapshot af et samfund, der er kørt af (tog)sporet.
Heftig parodikomedie
Teater Lux:
'Snehvide'
Gys viger pladsen for grin i en aktuel og radikal bearbejdelse af eventyret om Snehvide.