Bodil Alling som tekstforfatter og Hans Rønne som iscenesætter er et excellent match. Allings ordvalg driver af forunderlighed, og hun kan fabulerende sætte et indhold sammen, som rammer lige i hjertet af det, der gør livet værd at leve.
Et sted hedder det: 'Tænk, hvis man kunne opfinde en kikkert, der kigger indad'. Forestillingens tekst er forunderligt nok som at få et kik ind i Allings knold, der hvor dramatikken bliver til!
Rønne har sans for og vovemod til at iscenesætte præcist, ultra-enkelt og med en lethed, som kan sammenlignes med de opfindelser, stykkets særling Henry skaber – fx en lille tobaksdåse, der med vinger suser gennem rummet som en trylletornado.
Både Alling og Rønne har lun og spruttende humor og nøjsomhedsfyldt elegance som centrale dele af deres kunstnerisk DNA. Sammen skaber de frydefuld og kløgtig scenekunst.
Inspiration fra 'Babettes Gæstebud'
Budskabet om, hvor lyksaligt livet kan være, hvis man i samvær med andre giver sig hen til at smage på de livsbekræftende sider, er fastholdt i den tekst, Alling har skabt, inspireret af 'Babettes Gæstebud'. Rejsegrammofonen og de plader, som bliver spillet på den, rummer hele forestillingens essens. Livet er til for at vi skal løfte vores ansigter og smage på livet, så vores øjenbryn kommer helt op i panden, som de gør det en lykkens dag på de landsbybeboere, vi hører om ellers altid går og ser nedad og synger musestille i kirken for ikke at forstyrre nogen.
Og det er til for at vi skal synge så højt, at alle kan høre det, sådan som pigen Viola gør det på den grammofonplade, vi hører sidst i forestillingen. På den første plade forsvinder stemmen i skrattende lyde.
Nærværende tekst og spil
På bare 40-45 minutter udkrystalliserer utrolige hændelser sig ene og alene takket være en tekst, som går til benet; et super-nærværende spil fra trekløveret Bodil Alling, Peter Seligmann og Connie Tronbjerg, og en iscenesættelse som – understøttet af scenografien, musikken og lyssætningen – holder konsekvent fast i enkelheden.
I Rønnes instruktion bliver essentielle ting vist udelukkende ved, at de tre skuespillere sidder bænket på hver deres kontorstol bag et nøgternt træbord. Undervejs snurrer de 180 grader rundt på deres stole, sænker panden mod bordet, løfter et øjenlåg, eller hælder synkront til samme side. Og de illustrerer landsbyens huse og andre ting med små træklodser.
Det er alt, men fuldstændigt tilstrækkeligt, og meget mere befordrende, end hvis man havde fyldt en masse arrangementer og ting på.
Det rene taffel-trylleri
Vi zoomes ind i fortællingen med en buket af hændelser, som hænger genialt godt sammen. Vi oplever, hvordan en hel lille landsby af duknakkede, livsforsagende mennesker, 'der intet har at tale om og intet længes efter' en stund mærker livets vingesus over et måltid, der undtagelsesvist ikke består af øllebrød og klipfisk, men af specialiteter som skildpaddesuppe, slikasparges, tyttebær, perlehøne i dadelsvøb og mørk vestindisk chokolade.
For en gang skyld kikker de ikke ned, men ser hinanden i øjnene, mærker længsler og begynder at betro hinanden vigtige ting. De havde godt nok lovet sig selv, hinanden og helt sikkert også Vorherre, at de ikke ville smage på maden, men blot nippe til den.
Men en uafværgelig livslyst kommer på tværs. Scenen bliver skildret med udsøgte madord og i en scene, hvor hele taflet hæves, mens vi i spotlys ser Peter Seligmann lystent og slubrende føre en stor ske op til sin mund. Igen og igen. I baggrunden kaster ansigtet og skeen skygge. Seligmanns gestaltning er pragtfuld.
Forestillingsevnen fodres
Det er flygtningen Madam Lüth, som for sin arv laver al den lækre mad. Det er et slidsomt arbejde. Men det at give til de livsforsagende mennesker, som giver hende husly i landsbyen, fører med sig, at 'hun ranker ryggen og får glød i øjnene'.
Før Madam Lüth boede i det lille hus i landsbyesn udkant, var det gamle opfinder Henrys sted. Henry opfinder alt muligt, som er unødvendigt for de fleste, men som også er netop alt det, pigen Viola, der ifølge byens beboere stillede alt for mange spørgsmål og sang for højt, tænker på.
Mødet mellem Viola og Henry bliver vidunderligt skildret. Udover at situationen, hvor de to mødes og står og kigger på hinanden fra hver sin side af vinduet, i sig selv er skøn, er den også et billede på et evigt venskab. Et venskab, som vi siden genoplever i en ny variant, når Viola og Madam Lüth mødes på samme vis.
Gentagelser er i det hele taget en ingrediens som skaber sammenhæng og fryder.
Billederne myldrer frem
'Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon' er en forestilling, som taler til og kræver publikums forestillingsevne, og det er på intet tidspunkt vanskeligt at se det, som sker, for sig. Billederne myldrer frem.
De bliver fremkaldt af den organiske måde, hvorpå tekst, skuespil, lyssætning, musik og instruktion spiller sammen. De bliver løftet i vejret af replikker som fx 'Skildpaddesupper, – nu må I forestille jer hvordan det smager, der findes ingen ord, som forklarer det' eller 'De brune kjoler og sorte frakker dansede et øjeblik'.
De pibler frem, når vi ser skuespillerne ind i øjnene, aflæser deres ansigters mimik eller lytter til deres stemmers intonation. De strømmer ud af lyset, som rammer skuespillernes ansigter nedefra, da de som de duknakkede landsbybeboere sætter sig til de imaginære suppetallerkener. Stråler ud af både Seligmanns ansigt og det lys, der omkranser hans sorte skygge og skeen på bagvæggen. Og de rammer en med varme, når Viola stemme lyder i form af den sensuelle spanske sang, der tilslut strømmer fra den usynlige rejsegrammofon, som vi også er blevet helt fortrolige med hvordan ser ud.
