Små lys tændes ét for ét i bunden af et stort tomt mørke, som gradvist spiles ud med kraftige toner fra messingblæsere og andre instrumenter. Lysene står som små prikker i et hav af musik, og man aner efterhånden konturerne af ni mørkklædte spillere i et goldt landskab af grå gulve og små forhøjninger. Lyset kommer fra pandelamper, som musikerne har spændt på deres hjelme. At de spiller fattige, strejkende minearbejdere, forstår vi snart efter på den fortæller som træder frem og præsenterer rammen for stykket, dets tematikker og tillige opsummerer en række udfald, som vi kommer til at opleve, blandt andet at en af stykkets hovedpersoner ved stykkets slutning vil drukne under isen.
Med det musiske anslag og prologen slår Batida vores forventninger an til en stor fortælling. Men teatret gør det med en mislyd: For mens musikbruset i tusmørket fylder en med en anelse om at nu kommer der live musikteater, der vil ilte os med nuanceret historiefortælling og spændende sceniske løsninger, så trækker man følehornene tilbage under prologen, fordi teksten hurtigt kommer til at virke for lang, tydelig og tung – også selvom forskellige spillere vågent supplerer fortælleren med spørgsmål og reaktioner.
Oprør
Netop denne samtidighed af sans for i små sceniske billeder at male historiens situationer og samtidig mejsle tingene for tydeligt ud og ikke have luget tilstrækkeligt ud i forløb, gør ‘Fargo & Søn’ til en mærkelig splittet oplevelse.
Med en fin enkelhed zoomer stykket ind på minegiganten Fargos søn Lucas, som forbryder sig mod sin far ved at tømme en spand med farens penge ud af vinduet til de strejkende minearbejdere. Faren forsøger med livrem med mere at afrette ’tronfølgeren’, men Lucas flygter ind i sig selv, og diagnosticeres idiot.
Samme aversion mod forældrenes pengeværdier har hans lillesøster Marta, der oprørsk bider sin mor i armen. Forældrene beslutter at sende dem på hhv. galeanstalt og klosterskole. Men de to børn flygter sammen, og mødet mellem den rige og fattige verden tager fart.
Lucas og Marta vil gerne kunne vælge fantasiens, poesiens og kærlighedens verden. Som tegn for den længsel og det håb snitter Lucas et skib med fem master, som han udnævner sig selv til kaptajn for. Mens Martas attribut er den røde dagbog hun skriver sine tanker ned i. Andre personer bærer tilsvarende tegn. Fx den blindes kvidrende fuglebursfugl og Fargos høje ’kapitalisthat’.
Hjertelyd og knas
Batida brænder for at fortælle historien om uretfærdighed og pengemagt. Vi mærker hjertelyden. Men der er også ’støj på linjen’.
Forestillingen er for lang. Dramaturgien virker uspændstig og tung, også selvom teksten veksler mellem dialog og fortælling. Der er gode ideer i iscenesættelsen, som skaber liv på scenen. Galeanstalt og klosterskole skyder vakst op som små roterende bygninger. Kløften bagtil bruges opvakt til både zinkbaljevaskehus, rendesten med glubske hunde, og farlig tilfrosset fjord. Der er gode visuelle detaljer. Fx Lucas’ fem-master, som projekteres op på hele bagvæggen, først uden sejl og tilslut med fem røde sejl.
Men der er også for mange gentagelser. Og man splittes tit af glæde over de medvirkendes store musiske talenter og mismod over fleres manglende evne til skuespilmæssigt at balancere deres roller. Replikker afleveres tit for demonstrativt og med gestiske overdrivelser.
Anmeldelse fra BTA 145
