Jul og børn hører sammen. Det gælder selvfølgelig også hos børneteatrene, hvor juleklichéer og sentimental nostalgi kan have det med hobe sig op.
Sådan er det ikke i AnemoneTeatrets forestilling, 'Maries julegave', der har en velgørende frisk og moderne indstilling til sit tema. Historien om Maries guldhjerte, som hun har tabt, men ved et lille julemirakel får igen, er sød og sjov og iscenesat med sans for finurlige detaljer.
Som når Marie formaner sit kæledyr om at være 'en stor bamse', mens hun er væk. Hvorefter Bamse kommer kravlende ind på scenen og langsomt rejser sig i sin fulde højde, nu mange gange større end før! Det vækker jubel – og hager fra starten tilskuerne fast i handlingen.
Det er jo en juleforestilling, og traditionerne bliver ikke forbigået. Maries familie går i kirke juleaften, og det er et held. For hvis ikke Bamse havde været alene hjemme, da en krage med et gevaldigt brag slår sig bevidstløs på vinduesruden, havde tilskuere i den rigtige alder ikke fået en herlig oplevelse med masser af nærvær i spillet og en fryd for øjne og ører.
Forestillingen har også lidt kant. En såret – måske død – stor sort krage med næbbet lige i vejret er faktisk uhyggelig. Det er dog hurtigt glemt, når Bamse går i aktion som livredder. I en komisk vippetur forsøger han at få fuglen på benene ved at agere modvægt. Men det lykkes først at få kragen op at stå, da Bamse får den brilliante idé at få publikum til at hjælpe med at trække i et lyseblåt redningsreb.
Efter et par pebernødder liver kragen gevaldigt op og viser sig som et særdeles aktivt bekendtskab. Før Bamse rigtigt ved af det, sidder han på ryggen af kragen, der gerne vil vise sin bolig frem. Det bliver en svimlende smuk flyvetur med rosafarvet himmel og byens sorte silhuet efterfulgt af et flot men heftigt snevejr. Det gør en nødlanding påkrævet med frygt og bæven hos bamse og et ordentligt landingsbump, der giver tilskuerne skønne gys.
Et skønt makkerpar
Frederik Ømann og Charlotte Amalie Kehlet er skønne som Bamse og kragen. Et makkerpar der får alt ud af modsætningen mellem de to karakterer og som deler evnen til udtryksfyldt kropssprog. Hans runde, småkluntede krop, der kan tale med skuldrene, og hans bamse-bekymrede diktion er ligeså vidunderlig kær som Bamses befippede glæde, når kragen får ham til at overvinde sin frygt. Hun er lige så dejlig.
En skæg og skrap og kontant frøken fugl med sus i vingeslagene i den flotte sorte dragt. Selvsikker nok til at overbevise en rørende komisk stortudende Bamse om, at de nok skal nå tilbage til Maries hus til jul. Det gør de selvfølgelig, så Marie kan få det guldhjerte i julegave, som hun havde tabt. For heldigvis var det ikke en skade, men en krage, der fløj ind i ruden, og de samler som bekendt på blanke ting.
På AnemoneTeatrets rummelige scene er der hverken nissefamilier eller julegrød eller en krybbe med Jesusbarnet. Men der er julehjerter og et lille nuttet juletræ i den minimalistiske, dejligt juleflitterfri scenografi, hvor enorme, flotte røde sidetæpper luner og skaber stemning. Marie fortæller også Bamse om Josef og Maria, som ingen ville give husly, og sådan bliver både jul og nutid tilgodeset.
Musikken er en tæt integreret del af forestilingen – generøs og opfindsom uden at være påtrængende. Samtidig er den en veritabel musikalsk dannelsesrejse for børn med et utal af instrumenter og fiffige arrangementer til kendte julesange, som synges fint både solo og i søde duetter af de medvirkende.
Sådan føjer alt sig til det bedste, som det jo skal i en rigtig juleforestilling. 'Maries julegave' er en vellykket og usædvanlig helstøbt en af slagsen, en herlig teaterjulegave.
