Af: Kirsten Dahl

18. april 2024

En forvandlingshistorie

Der er gode kvaliteter i ’På den anden side af døren’, men mange hurtige rolleskift og overdreven brug af slang og woke-ingredienser spærrer for oplevelsen.

Kamma går i 5. klasse og er ret så artig. For Freddy forholder det sig modsat. Han lander ofte på rektors kontor, fordi han har gjort noget, man ikke må. De to unge går på samme skole, men ikke i samme klasse.

Vi følger dem en dag, hvor de sammen kommer på en meget usædvanlig rejse, der modner dem til at indse, at det bedste for dem er at tage skeen i den anden hånd. Kamma og Freddy begynder derfor at agere stik modsat den, de var før. De vokser med adfærdsskiftet og finder sig veltilpasse med den, de nu er blevet.

Magnus Iuel Berg har skrevet en forvandlingshistorie for at fortælle, at det, der viser sig at være skidt for én, sagtens kan være godt for en anden. Det kræver mentale muskler og mod at nå til den erkendelse. Og det er ikke kun noget, som gælder for børn og unge, men angår også voksne.

Lærer Benedikte slipper fx ud af den mistrivselsplacering, hun er havnet i, og finder sin rette hylde som formningslærer – et sted, hvor hun endelig kan få styret sin lyst til at lave keramik.

Små refleksionsrum

Berg gør sig med ’På den anden side af døren’ til bannerfører for, at forandring kan være gavnligt og godt. Akkurat som i hans prisbelønnede bestillingsværk, monologen ’Finn fem fajl’ – om præstationssamfundet og det at fejle –, som jeg desværre ikke har set Zangenberg Teaters opsætning af.

Grundideen i Bergs værk til Teaterhuset Filuren er tilsvarende sympatisk i sit ikke-cementerede syn på identitet. Teksten er meget ligetil. Den er kronologisk bygget op og har indbyggede brud på illusionen, hvor hovedrollerne kommenterer situationen og taler i tredje person om sig selv. Og er delt ind i 12 kapitler.

Det giver teksten et fint og spændingsopbyggende drive, som i de ultrakorte pauser, der er mellem kapitlerne, tilbyder publikum små refleksionsrum.

I løbet af kapitlerne bevæger Kamma og Freddy sig fra en real folkeskolevirkelighed længere og længere ind i en fantasi med universer af mareridt og drømme.

Teksten vægter tempo og underholdningseffekt meget højt og rummer mange og udmærkede, elementer: Parodier på udbrændte lærere med rødsprængte øjne, der nær får tørt hvidkål og lunken kaffe galt i halsen, da Kamma og Freddy dumper ned i deres lærerværelse for i rollen som Shakespeare-skuespillere fra Bjergkøbing Grandprix-teater at foreslå dem undervisningsaflastning via en times teater. En energisk studievejleder tilbyder sig på glimmerfyldte showagtige fjed. En dorsk 5. klasse. Et edderkoppeklistrende genfærd af skolens pensionerede engelsklærer. Og et kapitel, hvor Kamma og Freddy agerer som er de inde i computerspillet Minecraft.

Budskabet er pakket tæt ind

Teksten, som nærmest non stop er spækket med ordvekslinger, har sprogligt fuldgarderet sig det unge publikums identifikation. Men hvorfor så vedvarende fladt sprog over hele linjen? Så meget brug af ord som fx fuck og røv? Fra både elevers og læreres mund.

Jeg er hverken sart eller snerpet, men den vedvarende brug af slang kan komme til at spærre vejen for, at publikum – her især de unge – kan få adgang til de mere nuancerede lag i forestillingen.  Den skygger for, at alle ikke hele tiden taler og reagerer i den omgangstone, og tilbyder ikke noget verbalt udfordrende eller spændende uforudsigeligt.

Woke

’På den anden side af døren’ er ude i rigtigt mange og også forstyrrende ærinder. På tekstsiden er der mindst to episoder, som melder sig under den så populære kønsidentitetsmæssige fane.

Udover at blive frigjort ved at skifte fag forliger læreren Benedikte sig med – ja hun kommer oveni købet til at holde af – at blive kaldt det navn, hun tidligere hadede, at eleverne kalder hende, nemlig Benny. Og undervejs vender Freddy et smut forbi en ny 5. klasse, hvor han af denne klasses lærer bliver præsenteret for klassen som den nye ”dreng, pige, eller midt imellem”.

Det skal selvfølgelig være tilladt at tvivle på alt. Men her føles det tilsyneladende naturlige som leflen, ligesom det virker ret opmærksomhedsforstyrrende, at Amalie Mørup spiller Freddy, mens Kamma spilles af Magnus Hald. Hvorfor dette kønsrollebytte?

Stopur og rislamper 

Som iscenesætter holder Mette Ovesen speederen godt i bund, samtidig med at hun har arbejdet intenst med at tydeliggøre alle de mange rolleskift, som de to medvirkende skuespillere skal håndtere. Udover Freddy og Kamma, som er de roller, Amalie Mørup og Magnus Hald mestendels spiller, består stykket af mere end 20 andre roller, som de to skuespillere springer ud og ind af.

Ovesen får til sine arrangementer meget hjælp af lysdesignet og scenografien. Det store runde stopur, som Astrid Lindgreen Hjermind har placeret midt på scenen, rummer mange hemmelige rum og kan forvandle sig til meget forskelligt. Det giver gode spilmuligheder. Hjerminds væld af især rislamper – som broderer rummet oventil næsten som en stjernehimmel, skaber en stemning af storhed og drøm. Lysdesigner Jesper Jepsson har skruet op for farven pink, men skaber også intense mørkerum med mørke gange, fokuserede tusmørke-hvide lyskegler og høje lilla døråbninger.

Kønsskifte

Amalie Mørup og Magnus Hald yder begge udmærkede præstationer. Som nævnt primært i hovedrollerne Freddy og Kamma, hvor de begge spiller et andet køn end deres eget. Det lykkes mest naturligt for Mørup. Måske er det også nemmere for en pige at spille dreng. Dreng/Mand i pige/kvindetøj er i højere grad forbundet med parodi.

I al fald tilfører Mørup, iført kasket, ternede bukser og T-shirt, Freddy en friskhed og en energi, som kropsligt og verbalt virker meget troværdig. Både når Freddy er handlekraftig udadvendt, og når han i mere sjældne øjeblikke forsvinder mere ind i sig selv.

Hald synes at have større udfordringer med at gestalte Kamma. Iført masser af pink – pink T-shirt, taske og sneakers fx, er der visuelt slået en (stereotyp) tyk streg under, at han er en pige.  Som et signal om, at Kamma og Freddy har noget til fælles, har de begge sort- og hvidternet tøj på. Freddy har tern i bukserne, Kamma i sine strømper.

Lampe(person)galleri

De mange andre, som Mørup og Hald spiller, kræver en parathed, som begge spillere heldigvis besidder. Hver rolle er kun på banen ultrakort tid, så der er ikke tid til fordybelse og detaljer. De to skuespillere får til disse rollegestaltninger gedigen hjælp i lysdesignet og det scenografiske. Typisk illustreres rollerne via kuppellamper på stager. Fx lærerne i lærerværelset og eleverne i Freddys klasse, 5. b. Lamperne lyser kulørt og skifter til hvidt lys, når den pågældende person taler.

Det er meget let aflæseligt og garanterer, at man ikke kan tage fejl af hvem, der taler. Og endelig er Gustav Andreas Berg med et lyddesign,der fx forstærker lyde, med til at skabe stemning – af såvel uhygge som sjov.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Bevidst kaotisk julehistorie
Knudsen & Nørby:
'Peddersen og Findus – Jul hos Peddersen'
Der går legestue i den i Knudsen & Nørbys genfortælling af Peddersen og Findus-bogen ’Jul hos Peddersen’, men kaosset bringer julestemning med sig
Kontrabaskassepoesi
ZeBU & Xirriqueteula Teatre:
'Vai Via'
Iolanda Llansó gestalter med vågenhed og sødme den ældre kvinde Rita, som i Marc van der Veldens vellykkede minimalistiske og intensitetsfokuserede iscenesættelse fører os gennem hele sit strabadserende og samtidigt lykkefyldte livsforløb.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Bevidst kaotisk julehistorie
Knudsen & Nørby:
'Peddersen og Findus – Jul hos Peddersen'
Der går legestue i den i Knudsen & Nørbys genfortælling af Peddersen og Findus-bogen ’Jul hos Peddersen’, men kaosset bringer julestemning med sig
Kontrabaskassepoesi
ZeBU & Xirriqueteula Teatre:
'Vai Via'
Iolanda Llansó gestalter med vågenhed og sødme den ældre kvinde Rita, som i Marc van der Veldens vellykkede minimalistiske og intensitetsfokuserede iscenesættelse fører os gennem hele sit strabadserende og samtidigt lykkefyldte livsforløb.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.