Af: Morten Hede

15. september 2021

En flittig myre i en vækstfokuseret tue

Alexandra Moltke Johansen har med ’Max dig op!’ skrevet en systemkritisk fabel, der sætter tidens præstationsræs ind i en samfundskontekst.

Er det ikke ofte sådan med nye, strukturelle problemer, at vi i begyndelsen kun ser toppen af isbjerget og laver måske endda lidt fis med dem, indtil vi senere erkender problemernes omfang og forholder os alvorligt til dem?

Klimaforandringerne har vi kendt til i årtier, og Shu-Bi-Duas 'Costa Kalundbor'” viser, hvor let vi tog på det engang. Da metoo-bølgen satte ind første gang, kunne vi alle pege på to-tre kendte mandspersoner, der helt sikkert var de danske metoo-syndere. Men i anden bølge begyndte taburetterne at vakle under cheferne i næsten alle dele af samfundet, og nu er vi sågar begyndt at tale om, at kvindelige chefer også kan være skyldige i sexisme. Dén var Shu-Bi-Dua i parentes bemærket også på forkant med.

I de senere år har vi talt om stræbsomme skolebørn, som i et misforstået perfekthedsræs presser sig selv til tidlig stress og misser den sociale udvikling og de ungdommelige fejltrin, der sædvanligvis er med til at danne os. Vi har talt om dem som en lille gruppe af børn, der paces frem af deres projicerende forældre. Vi har spøgefuldt kaldt dem 12-talspiger. Men er dét problem også større, end vi først antog?

Systemkritiske metaforer

Noget kunne tyde på det, når vi ser den episke musikforestilling ’Max dig op!’ på ZeBU. Den fortæller en fabelhistorie om en flittig myre, der udmærker sig i skolen og uddanner sig til reparationsmyre. Den får til opgave at lappe de faldne soldatermyrer sammen, så de kan kæmpe videre for myretuens fremgangs skyld.

Historien indrammes af små fortællinger om utilstrækkelighed og sådan nogle sætninger, som vi går og siger opmuntrende til hinanden, men som i virkeligheden er ladet med forventninger. På den måde afspejler forestillingen et samfund, hvor vi interesserer os mere for, hvad vi selv og hinanden kan, fremfor hvem vi selv og hinanden er.

Foruden at blive ledsaget af musik og sange, som de medvirkende synger undervejs, er et væsentligt element i forestillingens udtryk de animationer, som Stathis Tsemberlidis har skabt til lejligheden. Og hvor myrefablen skal forstås metaforisk, så skaber illustrationerne et meget konkret, dystopisk verdensbillede, hvor mennesker bliver fabrikeret som maskiner på et samlebånd.

Systemkritikken er altså ikke til at tage fejl af: Præstationspresset er et resultat af et vækstfokuseret samfund, der kræver alles bidrag til, at vores tue kan blive større og større.

Og vi skal helst ikke stille spørgsmål imens. Det illustrerer den dovne myre, som i stedet for at knokle for systemet ligger i skovbunden og kigger op på stjernerne, mens den tænker over tilværelsen. Derfor opdager den også det uundgåelige samfundskollaps i tide, så den kan nå at få sig selv og sin flittige ven ud af tuen.

Et stærkt stykke dramatik

Forestillingen er skrevet af Alexandra Moltke Johansen, der med velresearchet forarbejde har skabt en fin lignelse om mennesket og samfundet. Den tager udgangspunkt i talemåden ’en flittig myre’, der her bliver helt konkret. Samtidig er myretuen et eksempel på en intelligent struktur, der egentlig overgår den enkelte myres intelligens, men hvor samfundet på en måde er større end individet. ’Sværmintelligens’ kalder man det vist i videnskaben.

Metaforen giver mulighed for at skildre de mere drabelige sider af verden. For eksempel er vores flittige myre til eksamen på reparationsmyrestudiet, og her bliver forventningspresset så stort, at den velforberedte eksaminand taber mælet. Først da den går ud på toilettet og klipper sine følehorn af, hvorefter den kommer tilbage til eksamenslokalet med to blodige pletter i panden, kan den præstere.

At kappe følehornene af sig som myre svarer til som menneske at give sig selv det hvide snit. I overført betydning vil det sige, at man udsletter sig selv og bliver som et mekanisk hylster, der præsterer uden at reflektere.

Manuskriptet er fuldt af den slags metaforer. Og i kombination med den velfortalte dystopi og den præstationsfokuserede indramning af historien bliver ’Max dig op!’ et stærkt og gennemarbejdet stykke dramatik, der fungerer på adskillige planer.

Iscenesættelse med episke greb

Iscenesættelsen af Jørgen Carlslund er også langt hen ad vejen velfungerende. Han har som en anden Bertolt Brecht mæsket sig i forestillingens systemkritik og ladet verfremdungseffekterne (et greb fra den episke teatergenre, hvor historien brydes af fremmedgørende effekter, der river os ud af illusionen), få al den plads, den har kunnet trække. Det gælder både i sangene, de skuespilbårne scener, animationerne på storskærm og de publikumsvendte replikker.

Indimellem bliver myreallegorierne dog lidt for udtalte i iscenesættelsen, og nogle af de metaforer, som vi får glæde af i Alexandra Moltke Johansens manuskript, bliver skildret for 1-til-1 på scenen. Det ville gavne oplevelsen, hvis disse scener var mere abstrakte.

Ikke mindst fordi Stathis Tsemberlidis’ animationer er så konkrete – og måske også for konkrete. Fordelen er, at vi ikke er i tvivl om forestillingens pointer. Vi bliver holdt i hånden og ført igennem forestillingen fra scene til scene. Ulempen er, at vi ikke får lov at opleve teatret fra dén side, hvor vi selv kan drage vores paralleller.

Når vi for alvor spejler os i præstationsræset, så er det, når de tre skuespillere står forrest på scenen og fortæller om situationer, hvor forventningerne er blevet for store. Det bedste eksempel er efter en skilsmisse, hvor barnet får ansvar for at gøre to ulykkelige forældre glade. 

Disse historier, samt alle karakterer i myredystopien, bliver spillet fortræffeligt af Signe Kærup Dahl, Rolf Hansen og Jonas Munch Hansen, der fuldkommen fuldender oplevelsen. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Når svampe slår kolbøtter
MYKA & Anemonen:
'Mycelium'
MYKA har skabt en dansende sansegrotte for babyer i ’Mycelium’. Med svampenes underjordiske liv som tidskorrekt inspiration.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Når svampe slår kolbøtter
MYKA & Anemonen:
'Mycelium'
MYKA har skabt en dansende sansegrotte for babyer i ’Mycelium’. Med svampenes underjordiske liv som tidskorrekt inspiration.