”Min farmor samlede på lyde” siger Kirsten Østergaard Pallesen og vipper låget af en kasse, så en samling gamle kagedåser kommer til syne.
Dåserne er gemmesteder for farmorens lyderindringer. På låget af dåserne står der, hvilken lyd, der er i dåsen: ”Kattekilling, Skærgården, 1937”, ”Hemmelighed i Skjern, 1942”, ”Gittes latter, 1948”, ”Rejsen til Mallorca, 1967” og ”Min sure nabo, 1954” hører til de lyde, som vi får at høre, når Pallesen letter på de forskellige dåsers låg.
Ane Østergaard sidder i baggrunden og styrer lydene. Hun søger for, at publikum kan høre dem i rummet, men også at lydene bevæger sig ud i de nummererede højttalere, publikum har hængende om halsen. Hver højttaler har et nummer. Det er langt fra givet, at den lyd, som er i fokus, dukker op i alles højttaler.
Noget af det, som optager en som publikum, er, når en lyd ankommer til ens højttaler, og når man kan høre – og observere – at lyden er smuttet videre til en anden blandt publikum. Den samme lyd kan bevæge sig som en bølge fra højttaler til højttaler. Andre gange toner den frem i samtliges højttalere. Eller skrår over til en, der sidder langt fra en.
På den led skaber forestillingen fermt et kollektivt medfokus på lydenes opståen og bevægelser i rummet. At der maksimal kan være 25 børnepublikummer pr. forestilling, skaber intimitet. Og det skaber en smuk visuel effekt, at vi sidder i en halvcirkel på små røde, runde puder med højttalere om halsen og at højttalernes hvide ledninger rækker indad som linjer i en blomst, eller som strenge i et stort spindelvæv.
Hjertelyd og maverumlen
’LydSkab’ indledes med en kort lydkulisse samt en kort introduktion til lyde (for eksempel at lyde både kan gøre ”en ked og glad”, være langt væk og helt tæt på, høje og lave). Derpå bevæger fokus sig indad. Til det at vi rummer utallige lyde indeni.
Det er fornuftigt allerede her at inddrage publikum. Østergaard har placeret en lille mikrofon ved sit hjerte, som sender hendes hjerteslag ud i rummet. Umiddelbart efter giver forestillingen plads til, at vi hører hjertelyd fra publikum. Fx fra det barn, som sidder med højttaler nummer 4 og derpå højttaler nummer 10. De forskellige hjertelyde er med til at skabe opmærksomhed og følelsen af at være del af en helhed.
Humor kan tit virke forløsende. Det gør det også her. Fx når vi lytter til rumlende maver. Hjertelydene danner overgang til Østergaards farmor. ”Min farmor lever ikke mere. Hendes hjerte holdt op med at slå. Hendes liv på jord er slut. Men min farmor sagde altid, at der ikke er nogen slutning, kun lyden af en ny historie”.
Efter den replik følger fortællingen om farmoren, der samlede på lyde, og Østergaard, som arvede alle hendes kagedåser – dvs. hele lydsamlingen.
Fin helhed med lille svaghed undervejs
Østergaard mimer smilende og med god publikumskontakt, men dog ikke helt teknisk set fermt, at hun laver pandekagedej og bager pandekager. Med et tørklæde om håret gestalter hun, at hun sidder som farmor bag på farfars knallert.
Forestillingens lyd-fokus-ide er rigtig god. Børnepublikum er langt det meste af tiden vældigt engagerede og lyttende. Kirsten Østergaard Pallesen har som tekst- og sangforfatter sammen med komponist Ane Østergaard og instruktør Gertrud Exner sørget for, at der sker noget på scenen. At der er lyde at lytte til og følge med i.
Det fungerer for det meste godt. På et tidspunkt opstår der dog lidt dødvande, eller et dyk i forestillingens intensitet, som spreder sig som lidt manglende koncentration blandt børnepublikummet. Det sker når alle lydene forvilder sig ud af kagedåserne og Østergaard åbner den kagedåse, hun har fået besked af sin farmor om ikke at åbne. Hun gør det alligevel, fordi der på låget står, at den kun må åbnes i nødstilfælde. Og det er hvad der er opstået. Lydene skal helst tilbage til de rette dåser.
Det kommer de også. Men det tager lidt tid. Fint nok at vise at ikke alt går gnidningsfrit og let. Østergaard møder blæst og modvind, inden lydene finder hjem. Men scenisk er der opmærksomhedssvage huller i forløbet her.
Derfor er det godt, at forestillingen slutter med en fin lille sang og en lille finesse-overraskelse, som ikke skal røbes her.
