Det er modigt at ville omsætte børnebogen 'Palle alene i verden' til scenen. Klassikeren fra 1942 er nemlig ikke kun værdsat for sin vidunderlige historie om drengen, der drømmer om den totale frihed til at kunne gøre lige, hvad han har lyst til, men opdager, at alt det sjove ikke er nær så morsomt, når man ikke har nogen at dele det med. Bogen er lige så meget – om ikke mere – elsket for Arne Ungermanns vidunderlige illustrationer.
Den, der én gang har fulgt knægten med den kække kasket, slips, knæbukser og en lang fræk slikkepind stukket i skjortelommen, husker ham for altid. Men Ungermanns originale stil og streg er skabt til papir, og Randers Egnsteater prøver heldigvis heller ikke at gøre den efter. Deres udgave af 'Palle alene i verden' er en skæg og visuel skøn teaterforestilling i sin egen ret skabt til vores moderne digitale nutid.
Hvad tegningerne gør for bogen, gør scenografien også for teaterforestillingen. Den skaber billeder fulde af humor, der viser en herlig fantasiverden, hvor alt kan ske. Men som samtidig er så klart forankret i en genkendelig virkelighed, at publikum nemt kan føle sig inddraget i Palles heftige drømmebilleder.
Det skyldes Ikke mindst, at samspillet mellem en storskærm og dukkespillet, som er løftet op på en høj smal scene, fungerer strålende. Skjult bag scenen folder dukkeførerne historien ud med suveræn timing og snilde og godt assisteret en farverig, men rolig musik.
Små situationsspil
Ro er der ellers ikke meget af på scenen, hvor Palle fyrer den af for fuld udblæsning mellem de dejligste farvestrålende sætstykker. De dukker op og forsvinder ned i rækken af små situationsspil i takt med Palles mere eller mindre halsbrækkende oplevelser, der ikke alle spænder lige heldigt af.
Morten Bo Kochs grove drengestemme og friske diktion giver nærvær og fylde i karakteristikken af den dumdristige knægt med det ikke blonde, men sorte strithår. Lidt nutidig politisk korrekthed må man vel have lov at have, og lille Palle er lige til at knuselske, selv om han gør alt det forbudte. Kurer ned ad gelænderet – selvfølgelig – og kører rutebil og brandbil. Han er en elendig chauffør, så den strålende røde rutebil vælter. Og i kagebutikken, der bugner af lækre sager, fylder Palle sig, så han selv bugner og bøvser.
Når man er alene i verden, er der ingen dumme skolekammerater, der kan drille. Så man ikke orker at skulle i skole, men kryber under dynen igen. Man kan heller ikke få skældud af sin strikse mor eller blive bidt af naboens ondskabsfulde hund. Den følger med i Palles drøm, men har mistet sin power. Det er herligt, så længe det varer, for i længden er det kedeligt, at der ikke er nogen, som han kan vippe med.
Palles ultimative drøm om at flyve i flyvemaskine helt op til Månen er også tæt på at ende som et mareridt. Ude i det store tomme rum kan alene-hed nemt forvandles til en væmmelig følelse af ensomhed og den totale frihed blive mindre attraktiv.
Man kan ligefrem savne både mor og kammerater, men pyha, det var kun en drøm. For selv om 'Palle alene i verden' er fuld af fest og farver, så er alvoren ikke glemt. Mennesket er ikke skabt til at være alene – og børn er slet ikke.
