'Om lidt begynder forestillingen, og om lidt er alting nu, og nu er der en pige på vej…' Mette Rosleff står i corona-restriktionstvungen to meters afstand fra børnehavepublikummet, som sidder på hynder foran hende. De hører, hvad hun siger, men begriber næppe den samme filosofiske dybde i replikken som det voksne publikum, for hvem livets viser har drejet mange flere gange rundt.
Det gør overhovedet heller ingenting. Det væsentlige for børnene – og en dimension for de voksne – er at opleve stemningen af, hvor godt det er som barn at besøge bedstefar og bedstemor.
'Om lidt er alting nu' indfanger – som de to samarbejdende teatre, Teater My og Teater Refleksion også kortfattet og præcist selv beskriver det – 'nuet og de vigtigste øjeblikke'. For den lille pige, som vi følger via en lille dukke med mørkt hår, gul kjole og tynde strømpebukseben med røde støvler, er det ensbetydende med lys og glæde.
Hun er lykkelig der. Men behøver ikke sige det højt. Her er en farmor, som gør omhyggeligt rent og bager dejlige småkager. En farfar, som på sit arbejde på byens ESSO-station byder på velsmagende sodavand. Det er et bedsteforældre-hjem, hvor man bliver passet på, når man gynger, og hvor man kan sidde og lytte, mens bedstemor fortæller historier.
Hertil kommer lyden af hurraråb fra et sted i landsbyen, hvor der bliver fejret fødselsdag. I byen er der også en hønsegård og et lille rødt tog, som kører gennem byen.
Subjektiv sodavand
Farmor hedder Olga og farfar hedder P. Hansen. De bor i nummer 15 midt i byen. På Højholdt Vej. Naboen hedder Lyhne og det er ham, der har en hønsegård med tre høns og to haner. Det lille røde tog stopper på byens station, Fjellerup Station, og spørger om der er nogen, som skal af.
Som forestillingens fortæller gentager Mette Rosleff de centrale fakta, idet hun – og det er noget af det vigtige – belægger det med en subjektiv positivitet. Solen skinner altid i byen. Her ”bor flinke folk, som drikker kaffe og holder fødselsdag”. Jordbærrene er altid røde. Sodavandene smager dejligt. Når pigen gynger, er der nogen, som passer på, at hun ikke falder af.
Fortællingen er også – som nok en central finesse – en erindringshistorie. Det gør ingenting, hvis børnepublikummet ikke fanger dette fortællespor, men oplever en nu-og-her-historie om en pige, der besøger sine bedsteforældre og trives ved det. For uanset hvad så bevirker det forhold, at teksten indeholder forvekslinger, tøven, sammenblandinger og en udtalt selektion af gode minder, at man oplever pigens sansninger og lykkefølelse des mere autentisk og intens.
Det er et vigtigt kunstgreb, at Rosleff i sin tekst i begyndelsen fx kommer til at bytte om på navne, ikke helt har styr på antallet af høns. Og at hun i samme nu, som pigen viser os, hvad farmoren har gemt i sin skuffe opdager, hvad der faktisk hændte: fx at farmors perlekæde gik i stykker.
Det ilter også udtrykket og forstærker oplevelsen af erindring, at den historie, som farmoren læser op for pigen, ikke er et eventyr af vanlig slags, men derimod hendes vaniljesmåkage-opskrift i herlig forkludret uorden. Man spidser glad ører, når hun læser: ”100 smuttede æg, 2 kilo høns…”.
Det drømmeunivers, som helheden er, konkretiseres meget poetisk og effektfyldt flere steder. Når bedstemoren falder i søvn, svæver pigen fx op i drømme og får i fugleperspektiv hele byen forærende i form af en lille plade med hele byen på. Og ligesom i drømme dæmper dagslyset sig. Der kommer lys i byens små vinduer, og pigen siger: ”Her er alt der, der gør mig glad… det kildrer i maven”.
Forgængelighed og generationsskifte
Fra den fortættede visning af pigens lykkefølelse hænger Mette Rosleff og hendes medspiller og meddukkefører Sigurd Dissing først farfarens kittel op på en tørresnor. Derpå farmorens kjole. Pigen gynger i bedsteforældrenes sammenbundne ærmer. Derefter pakker de to dukkeførere bedsteforældrene ned i en kasse. Deres tøj lægges ned gennem en åbning i kassen.
Bagefter kaster pigen med en nænsom bevægelse den ene tøjklemme ned og rækker den anden til Mette Rosleff, så hun også kan kaste den ned. Låget lukkes, og op af kassens sider skyder der grene. Grene, som får grønne blade, røde blomster og bliver stærke nok til at bære en gynge, pigen gynger i.
Det er ikke sikkert og måske ikke så sandsynligt, at de yngste publikummer her associerer død og begravelse, og at de fanger de lag, der ligger i de ord, Rosleff siger om, at det senere bliver svært, men at det ikke er vigtigt, fordi det vigtigste er det, som er lige nu. Som voksen bliver man imidlertid uvægerligt mindet om livets forgængelighed og om at slægter følger slægters gang.
Jeg kom i al fald med det samme til at tænke på, da en af mine børnebørn for nylig spurgte mig: ”Mormor, hvor længe holder du egentlig endnu?”.
Impressionistisk
'Om lidt er alting nu' er dygtig flerdimensionel. Det antydede og det anede stimulerer. Det ovenud almindelige, det helt dagligdags, de små ting så som elastikker, gammelt fint gavepapir, et stort rustent søm, tillægges gennem ord og billeder den store betydning det har, fordi det er knyttet til følelser af samvær og positive erindringer.
Rosleff taler med en forjættende blanding af begejstring og ro, og sammen med Dissing er de diskret og samtidigt nærværende tilstede som dukkeførere. Pete Livingstone har komponeret en lydside, som med klare instrumentaliseringer (fx cello og tromme) skaber stemninger. Og Dissing har med scenografiens små kasser på et lyst tæppe med en blå baggrund, skabt et rum med muligheder for både klarhed og overraskelser.
'Om lidt er alting nu' taler på impressionistisk vis til sin børnemålgruppe. Via stemninger og billeder inviterer forestillingen børnene ind i et rum af tryghed og livsglæde. Og det virker helt øjensynligt. Undervejs og bagefter – efter forestillingen, jeg så – trak en børnehavedreng sin pædagog med hen til spillerne for at fortælle, hvor godt han synes om forestillingen.
For den voksne tilskuer er der også masser guf. Man befinder sig i forestillingens intense nu og bliver samtidigt ført tilbage i tiden. For mit vedkommende til den liflige duft af nybagte vaniljekranse i min mormors lyseblå køkken. Til gyngeturene i haven nær pilehegnet. Og til legen i min brors og mit børneværelse med bondegården og ESSO-stationen, som de centrale centre for vores fantasi-opfundne folk og fæ, der kørte rundt i kassevogne, smarte dollargrin og små traktorer.
Blondegardiner og volapyk
'Om lidt er alting nu' er gjort af udtryk, som meget af tiden med stor nænsomhed fortæller og viser hændelser og tanker meget ligetil og konkret. Det skaber en fin ro. Men står også i fare for at blive stillestående.
Heldigvis er der indbygget små overraskelser. Det skærper teaterformsprogs-interessen når bedsteforældrene først bliver præsenteret via henholdsvis et par røde dukkelise-sko og et par slidte sorte træsko. Det skaber en fin poetisk overraskelseseffekt, når vi ser et blondegardin blafre i bedsteforældrenes lille hus og snart efter også ser et stort blondegardin blive trukket for den blå bagvæg. Og det skaber herligt kriblende humør, når farfarens tale ikke er forståelig snak, men løjerlig volapyk, som man på pigens svar forstår den fulde ordlyd af.
