Retfærdighedssansen kommer virkelig på prøve i ’Klar, parat, start’. Her mødes fire venner indenfor i en skøn legekælder i ly for en masse regnvejr. De har tydeligvis glædet sig meget til at være sammen, men fællesskabet knirker. For hver eneste gang, de får en idé til at gøre noget sammen, er det den samme person, der skal bestemme – og den samme person, der ender som den sidste. Og det er altså bare så uretfærdigt!
Det fine ved forestillingen på Det Lille Teater er imidlertid, at der ikke er nogen, der fortæller, hvad der er det rigtige. Her er ingen løftede pegefingre. Vi tilskuere ser bare noget uretfærdigt, og så mærker vi instinktivt, at det ikke er i orden – og så forstår vi, at alle skal have noget at have sagt i et fællesskab.
Det gælder også børnene. De store børnehavebørn og skolestarterne kan udmærket fornemme, hvornår personerne på scenen går over grænsen i forhold til hinanden.
Corona-moves
Det er instruktøren Alex Byrne, der har skabt denne skønne og underholdende – og anarkistiske -forestilling om fællesskab og om glæden ved at være forskellige. Plottet er enkelt, og det er fint fyldt med de gentagelser, som børn er så vilde med: Et bank på døren, en tælleleg og ikke mindst et råb med ’Klar, parat, start’, der medfører en danseserie med ømme hofteskvulp, omtrent som Phillip Fabers corona-moves under morgensangen.
Forestillingen overrasker dog hen mod slutningen ved at blive decideret fandenivoldsk og sprænge sine egen rammer. Lige pludselig formår de fire venner i hvert fald at forlade det sjove kælderrum på Det Lille Teater og begive sig ud i verden med et scenografisk udbrydertrick.
Hvordan skal ikke afsløres her, men det pirrer rejselysten og livsnysgerrigheden inde på stenbroen!
Klunserens våde drøm
Kælderrummet er ellers så finurligt skabt, at man burde kunne tilbringe årevis blandt de mange skægge ting uden at kede sig. Scenografen Marie Rosendahl Chemnitz har samlet ting og sager i en kollektion, der ligner klunserens våde drøm. På væggene hænger alt på faste pladser – fra tennisketsjere til en vandkande, en transistorradio, et klapbord og den absolut rigtige globus. Det må være svært at holde sig på sin plads og ikke bare styrte op på scenen og røre ved det hele, hvis man er loppemarkedfreak.
Pointen i historien er, at Jens Gotthelfs nørdede og overkorrekte tingsamler skal have en gave fra hver af sine gæster – og at tingene helst skal være så spændende, at de kan komme ’på listen’ på hans notesblok.
Det lykkes så for to af vennerne, men Rikke Bildes håbefulde fletningepige bliver skuffet. Hendes fantastiske, gule vækkeur stråler ellers og bimler højt derudaf, men vækkeuret bliver kun vurderet til at være ’en måske’er’ i den forjættende samling af ting. Og så får Rikke Bilde triste læber og skuffede øjne under alpehuen.
Indtil hun lyser op og foreslår det, der bryder mønstret. ’Jeg vil gerne lave noget, som vi aldrig nogensinde har gjort før,’ lyder forslaget. Og pludselig opstår en fin, konkret anvisning på, hvordan man egentlig kommer videre, når fællesskabet sætter sig fast i rutiner og dårligt humør.
Regndryppetoner
Morskaben opstår hele tiden i personernes forventninger og skuffelse. Maja Skovhus Rehøj forærer kælderen en magisk æske. Men selv spiller hun herligt uimponeret og med en sjov, fysisk kantethed, og dermed danner hun en kæk kontrast til Jakob Højlev Jørgensens følsomme spejdertype, der sitrer over hele kroppen og bliver nervøs og bekymret over det mindste. Kun ’levende fisk i vand i glas’ gør ham rolig.
Thomas Dinesens musik støtter hele tiden forestillingen nænsomt, men også morsomt. Klavertoner drypper ligesom regnen udenfor, og musikken bliver til en melodi om rosiner, der griner – og en citron, der rimer på melon. Det er glædesmusik.
Forestillingen er i det hele taget veloplagt musikalsk i sin fortællemåde. Når Maja Rehus Jørgensen griber en tre meter lang stige og jonglerer rundt med den på mikroskopiske scene, virker det som et mirakel, at ingen kommer til skade. Det er effektivt børneteaterstunt.
Det kan godt være, at forestillingen dramaturgisk set er er endt med at være en fortælling i to akter; der går i hvert fald skovtur i dramaet, så at sige. Men det gør ingenting. Spillerne skaber sammen en miniverden af temperamenter, der alle sammen er lige så irriterende, som de er genkendelige.
Her er bare rart at være. Så det er svært at forestille sig, hvem der ikke gerne vil være guldfisk i glasbowlen hos Det Lille Teater. Guldklumperne på tilskuerrækkerne ser i hvert fald ud til at mærke varmen fra fællesskabet. Med eller uden et lykkegult vækkeur.
