En Shakespeare-tragedie helt uden ord, men som dukkespil i det fri for børn fra 6 år og opefter – går det an?
Det kommer selvfølgelig an på, hvilket perspektiv man anlægger, og på hvilke sceneiske løsninger der er valgt og hvordan de bliver udført.
Den store poesi, som ordene kan sætte i stand går børn og voksne publikummer selvfølgelig glip af. Til gengæld får vi lov at opleve en flig af det fantastiske, som kyndigt førte velgjorte dukker kan berige en teaterforestilling med.
Frem for en helhed fyldt med detaljer og parallelfortællinger som i Shakespeares ordrige originaltekst er HamletScenens 'King Lear' et dukkespil, som fokuserer på og serverer indholdsessens samt små finesser i det formmæssige udtryk.
Indholdet – det arvedramatiske forløb, som stykket handler om med alt hvad det rummer af knas og konflikter i de menneskelige relationer, er kogt ned til et absolut minimum og indledes lige lovligt omstændeligt. De to kokkeklædte dukkeførere bager med narren fra dramaet som voyeur en kage som udtryk for det rige den gamle konge har og beslutter sig for at dele.
Fra ballondej til megakage
Selve kagebagningen er skøn. Der er krummer i Finn Ryes og Lene Hummelshøjs spil som de to kokke, der kræser for hver en lille gastronomisk detalje i kagebagningen – hvor meget gær skal vi lige bruge? Hvor meget vand, mel, æg med mere – brødet smages til for hver enkelt ingrediens. Med imødekommende og charmerende mimik – men den del af spillet bliver også lidt for lang. Finalen på den er dog både overraskende og herlig – den lille ballonrunde dej forvandler sig til en gigastor kage, når ovnlågen åbnes.
Nu kommer Kong Lear så på banen i Rolf Søborg Hansens udtryksfulde snit – en konge med rynker, udtryksfulde øjne, kongekrone og kåbe. Og Finn Rye forstår at føre dukken så det står klart at her er en gammel mand som kvier sig ved at skille sig af med sit jordiske gods men alligevel vælger at dele sit engelske kongerige alias kagen i tre – nu han har tre døtre.
De kommer på banen også som herligt udformede skikkelser. Som ansigter på grydesker stukket ned i de konservesdåser som på hver deres vis illustrerer deres indstillinger. De to ældste søstre er til ydre pragt og udvendighed, og de forsøger snu med perlegaver at købe sig til deres fars gunst. Hvorimod den yngste datter, Cordelia, er lille og diskret af ydre og en datter som umiddelbart og uden bagtanke giver sin far en tegning med en smilende sol, som hun nok selv har tegnet.
Kong Lear slår hånden af hende og fjerner et af de tre små engelske flag fra kagen og ændrer opdelingen fra tre til to.
Fransk scoretrick
Landsforvist ser vi Cordelia ved havet, hvor en fransk prins – med et yderst charmerende scoretrick (en måde at give en rose på som skal opleves) fører hende i vippende sejlbåd til fremmed kyst.
Den del fungerer fint. Det samme gør de fjendtligheder og den krig som trapper op på engelsk jord. Med soldater og en vældig kanonkrig går både de to storesøstre og deres mænd til. Blod vælter ud og blafrer i Kronborgbrisen i form af små røde stofbaner. Dramatisk og rapt.
At Kong Lear bliver sindsforvirret, vises også udmærket ved at montere kongehovedet i en sæk af en krop. Den kongekrop, som til slut genforenes med Cordelia i den scene, hvor kongen sander sin fejlafvisning og Cordelia dør i hans arme. Hvor klart det kommer frem for ikke-kendere af tragedien, er jeg lidt i tvivl om.
På den absolutte plusside får man en gennemført stringent, charmerende og dygtigt nonverbalt dukkespil. Det vil ganske givet bryde stil og stemning at indføre fortællende og forklarende ord. Så hvad man må miste af forståelse i forhold til handlingsforløbet må man vinde ved at spørge den voksne ledsager – for jeg er ikke i tvivl om, at børns nysgerrighed efter Shakespeare bliver vakt – på dukkespilsmaner.
