Nød lærer nøgen kvinde at spinde og man må som bekendt sno sig i disse vilde corona-tider. Det har Teater Nordkraft i den grad gjort ved at lancere en digital opsætning af deres Reumert-vindende forestilling, 'Dig og Mig ved Daggry' (Årets Børne-/Ungdomsforestilling 2019, red.).
Man logger på via en kode, og snedigt nok er både video og lyd slået fra hos én selv. Det er god service, og hvis det øvrige publikum ligner denne anmelder en smule, er de både taknemmelige for initiativet og temmelig teaterhungrende.
Teknikken virker – gode effekter
At teknikken så oven i købet virker, forstærker kun forventningerne hjemme i stuen. Kun enkelte steder undervejs er der lidt lydforsinkelse, som forstyrrer fiktionspagten. Det er minimalt.
Vi mødes af en split screen med fire vinduer. Fem ansigter præsenterer sig. De to hovedpersoner Liam (Alexander Clement), og Louise (Jela Natius Abildgaard) sidder sammen, fordi de bor sammen, forklares det, inden vi når at tænke mere over, om det nu også smittemæssigt er forsvarligt.
Efter præsentationen skal de alle ret fint lige gøre sig klar. Som om det hele ikke allerede er i gang. Som publikum føler man sig med backstage, som de lægger make-up, klæder om, drikker vand etc.
Det er et fint stunt, og allerede her tænker man, at de udnytter det nye format godt.
Noget der yderlige understreges undervejs, hvor nærbillede og bip-lyde problemfrit bliver til et hospitalsleje, og et frøperspektiv med åbent skab i baggrunden ganske overbevisende agerer trang, klaustrofobisk campingvogn.
Undertegnede smiler også over Liams fjollede leg med diverse baggrunde af Golden Gate Bridge o. lign. midt i Louises forsøg på at råbe ham op.
Lidt flad nordjysk Romeo og Julie
Stykket starter for alvor med, at én skærm overtager hele billedet. Ansigtet af Louise tæt på med vådt hår og udtværet mascara viser med al tydelighed, at noget er helt galt. Det hele er allerede for sent. Hun er druknet. Lænket til sin elskede Liam med håndjern og dødsromantik har de sammen begået selvmord ved at hoppe ud fra Limfjordsbroen.
Nu er der kun tilbage at forstå, hvordan det hele kom så langt ud.
Den dramatiske kærlighedshistorie er hørt før. Usikker og almindelig forstadspige drages af den intense og ganske grænseløse Liam, der er halvt irsk og ikke kan blive mere eksotisk i Louises unge, romantiserende øjne.
De to tager konsekvent håbløse livsvalg, involverer sig med de forkerte og er svære at få ordentligt ind under huden. Måske er det delvist formatets skyld, men det store drama de to imellem falder lidt fladt ud.
At Louises bedårende uskyld og manglende evne til at sige fra grænser det irriterende, er i og for sig flot gået af Jela Natius Abildgaard. Men at man ikke for alvor gribes af deres stormende forelskelse – fordi man aldrig selv forføres af Liams energiske udadrettethed og har svært ved både at føle og følge Louises valg – det er en regulær skam.
Lærke Schjærff Engelbrecht som hhv. bedste ven og veninde til de to turtelduer gør heller ikke meget væsen af sig.
Til gengæld rammer det én lige i mellemgulvet at se den døde Louise kigge på sin mor sluge piller og magtesløst prøve at få hende til at lade være.
Bifigurer og dobbeltroller til UG
I det hele taget er sorgbearbejdelsen hos forældrene aldeles gribende. Og det, at hver skuespiller har flere roller, fungerer i det henseende fremragende.
Jacque Lauritsen får yderst imponerende spillet to meget forskellige knudemænd frem i hhv. Liams og Louises fædre. En dåseøl, lidt irsk accent og kropsholdning adskiller fornemt den ene fra den anden.
Med helt modsatrettede tilgange til livet er de begge slet ikke til at stå for eller ryste sig fri af. Stakkels sørgende mænd er de. Impulsivt har man bare lyst til at trøste og lade dem græde ud ved sin skulder.
Petrine Agger er også fabelagtig som træt, skuffet mor, der er hæmmet i alt, hvad hun gør. Har man læst Leonora Christina Skovs ’Den der lever stille’, kender man typen. Derfor er skiftet til hendes opblomstring mod slut også noget af et kunststykke – for slet ikke at tale om den forvandling der foregår, når hun med et lille hvidt overskæg tager rollen som Johannes på sig.
Ansigtstrækkene ændrer sig umærkeligt. Pludselig er den spagfærdige kvinde kontant, perfid og decideret farlig i sin fremtoning. Perversiteten lyser ud af øjnene.
Det er ren teatermagi direkte ud gennem computerskærmen.
Det er på den måde nogle andre ting end forventet, der løfter denne forestilling. Men anbefales skal den. Også i digitalt format.
