Allerede uden for indgangen til teatersalen introduceres vi til Mirakolinas vandede univers i form af noget, der mest af alt ligner en løbsk juledekoration hos fiskehandleren.
Med sin skøre kombination af plastiksild og stearinlys fanger den tydeligvis børnenes opmærksomhed og får dem til at sætte tempoet ned. Smart – for så kan Christian Adelhorst Rossil følge med på den anden side af indgangen og få publikum guidet på plads i god ro og orden.
Måske ikke tilsigtet, men en praktisk sideeffekt, når der som på denne dag skal pakkes henved 60 små mennesker i børnehavealderen sammen på salens madrasser.
Scenografiske projektioner
Efter en velkomst og diverse praktiske informationer går forestillingen i gang. Ind på scenen træder Mirakolina i skikkelse af Camille í Dali; iklædt i en gulvlang flaskegrøn velourkjole og med et drømmende smil indtager hun, hvad der tydeligvis er hendes hjem.
Fint, som hun i den længerevarende sekvens, helt uden ord, får givet publikum et tydeligt billede af hvem hun er. Ikke mindst understøttet af Sara Vilslevs scenografiske univers. Skabt omkring en flot og finurlig installation med et utal af skuffer, et badekar, som man snart forstår er hendes fodbad og diverse nipsgenstande, der giver et godt hint om hendes maritime tilhørsforhold.
Fin er fx også den vandforstøver, som Mirakolina sprøjter både sine blomster og sig selv med. Der er noget (vigtigt) med vand. Baggrund udgøres af en skærm, der – skal det vise sig – både kan projekteres på og belyses forfra og bagfra, så den ser henholdsvis gennemsigtig eller massiv ud.
En essentiel del af scenografien er de nævnte projektioner, som ses på henholdsvis fodbadet, den store skærm og det old-school-TV, der findes på den anden side at skærmen.
Særligt måden, som projektionen fylder vand i fodbadet på og fra første 'bad' lader Mirakolinas fødder forvandle sig til en havfruehale, er effektfuld og sjov. Og vækker tydeligvis genkendelse, anden gang hun gør det; så snart hendes tæer nærmer sig karret, bliver der ivrigt hvisket på rækkerne: 'Nu bliver hun til en havfrue – igen!'.
Også projektionerne, der forvandler fjernsynet til akvarium og skærmen til et hav, er fine, omend lidt kedelige i kontrast til alt det andet lækre scenelir.
Havfruens fodbad
Fra første scene sætter Mirakolina et 'værelse til leje' skilt frem. Som (vand)manden Jacques, spillet af Christian Adlehorst Rossil i shorts og med flagrende snørebånd, snart kommer forbi. Tydeligvis i jagten på et hotelværelse. Men Mirakolinas havfruesang lokker ham indenfor, og snart har han lejet værelset hos hende og omdannet hendes fjernsyn til et akvarium.
At de nærer en fælles passion for det våde element, er helt tydelig. Både i deres fælles opdagelse af Miraklinas ’hav’nips, og for det voksne publikum nok også slet skjult i navnet Jacques, som uvægerligt rimer på Cousteau i denne sammenhæng.
Da han stikker fødderne i hendes fodbad, ændrer det imidlertid alting. For i sin legeiver følger Mirakolina trop, og sidder – igen – med havfruehalen i badet, eller i saksen om man vil. Hendes sande natur er afsløret.
Jacques synes heldigvis at hendes havfruehale er både 'Smuk og praktisk', og snart er han klædt om til fuldt dykkerudstyr, inkl. klaskende svømmefødder. Til stor morskab for publikum. Han vil have Mirakolina med ud i havet. Men hun 'kan ikke', og han stikker selv afsted ud bag skærmen.
Snart efter dukker han dog op igen – denne gang op igennem hendes fodbad. Og så går det let at få hende overtalt til at følge med ham.
Således slutter forestillingen med en fin tegnefilmsprojektion, hvor de to, anført af Mirakolina svømmer ud på eventyr i det store Ocean.
Ordfattig og fysisk fængende
Måden, som forestillingen lader de to karakterer komme til syne igennem deres fysiske spillestil og deres ordknappe dialog, fungerer godt. Indledningsvist er man lidt skeptisk overfor replikkerne, der oftest består af et enkelt ord, men man overgiver sig hurtigt til måden, de formår at indfange essensen af det der skal siges. Og skaber plads til at børnene selv kan bruge fantasien til at fylde på.
Forestillingen formår at holde et tilpas adstadigt tempo, uden at det virker langsomt, og undgår mestendels at malke de fysiske sekvenser for gimmickens skyld. Den fysiske scene, hvor Jacques bygger TV’et om til et akvarium og Mirakolina tager fodbad, kunne nok være en anelse kortere – det er den eneste scene i forestillingen, hvor man fornemmer en decideret uro og manglende koncentration blandt børnene.
En vigtig fortælling i lidt fastlåst indpakning
Den bagvedliggende historie om, at vi skal hjælpe hinanden til at blive dem, vi virkelig er, selvom vi måske er 'anderledes' og at vi skal tage imod hjælp til at blive dette vores 'sande jeg', når vi bliver den tilbudt, er både smuk og relevant.
Til trods for at det er dejligt med en kvindelig hovedkarakter at spejle sig i, har jeg det lidt ambivalent med måden, den bliver pakket ind i en ’mand redder kvinde-historie’. Han – den (opdagelses)rejsende kommer forbi hende (havfruen, der må tage til takke med et fodbad), lokkes ind af hendes havfruesang, ser hendes indespærring, og sætter hende fri. Det taler lidt ind i et kønsstereotypt univers.
Jeg kunne i samme åndedrag også ønske mig, at Mirakolina havde lidt flere fysiske sekvenser, så det ikke primært var Jacques, der høstede publikums latter – og hun deres beundring.
Det ændrer dog ikke ved, at det er en velkomponeret forestilling, som balancerer godt mellem ord og fysik og fremkalder både grin og skarpe betragtninger blandt det publikum, som den fastholder fra start til slut.