Mormor kan slet ikke lade være med at rime, når hun åbner munden, uanset hvilke almindeligheder hun ellers vil udtrykke.
Ikke at mormor er nogen specielt poetisk type – det er ikke små digte, men helt almindelige snusfornuftigheder, hun kommer med mellem alle flyttekasserne, der skal tømmes.
Og oppe på loftet tumler barnebarnet William rundt, imens han konfronterer sig selv, mormor og os med livets store spørgsmål. Hvorfor lever vi? For at arbejde, kunne et svar lyde. Eller arbejder vi for at kunne leve? Og uanset hvad svaret er, hvad så med dem, der ikke har et arbejde. Lever de så ikke?
Forståeligt nok orker mormor ikke alle de mange og svære spørgsmål, så William smutter igen. Men spørgsmålene bliver tilbage, for mormors flyttekasser gemmer, sært nok, på talende ansigter, fulde af besværlige overvejelser.
Er det udelukkende fordi vores forældre mødte hinanden, at vi er blevet til. Og hvad så, hvis de aldrig havde truffet hinanden? Var vi så aldrig blevet født? Tanken er grum, for er der nogen, der ikke kan undværes i denne verden, må det da være os! Og hvordan begyndte det hele? Verden og sådan. Findes der overhovedet et svar på den slags spørgsmål, en mening, så at sige, eller lever vi bare? Er vi måske sat i verden for at hjælpe hinanden? Ja, det er der sikkert mange, som synes. Men hvorfor er der så aldrig nogen, der gider rydde op?
I børneforståelig størrelse
Med denne fornøjelige blanding af fjernt og nært formår teksten flere gange at bringe det store ned i en mere børneforståelig størrelse. Hverken mormor eller William, der vender tilbage til allersidst, finder svarene, og det er næppe heller meningen. Den er snarere at sætte ord på og måske tilføje et dybere lag til de mange spørgsmål, som de fleste børn tumler med. Hvad er det her for noget med livet og verden? Og må man stjæle, selv om det bare er et lillebitte stykke kage?
Måske er der ikke noget at sige til, at mormor ser en lille smule plaget ud. Men trods det begynder hun at diskutere med ansigterne i flyttekasserne. For der er så meget, som pludselig trænger sig på. Hvorfor skal man dø, og skal man gøre lige det, man har lyst til? Nogle gange må mormor ned og sidde blandt os andre, når forsøgene på at finde svar bliver for svære.
Det slutter med en lille debat. Med at kaste bolden op blandt de unge tilskuere og håbe på, at de vil forsøge at formulere noget af alt det, de måske går og tumler med. For alene det at sige det højt bringer nogle gange større klarhed over tingene.
Og med den venligt-myndige Anne Abbednæs som mormor – William findes kun som en lydkulisse – er vi både godt og klogt underholdt af en lille forestilling, der er lige tilpas til målgruppen i længde og abstraktionsniveau.
