Ishøj Teater er stadig væk kongerigets måske driftigste teater, når vi ser på antal forestillinger og antal publikum.
Hvor mange 3-6-årige er der alt i alt på Sjælland? Jeg vil gætte på, at når sæsonen er slut, har de fleste aflagt teatret ude i Brentedalen mindst ét besøg. Og blevet fragtet frem og tilbage af Lyngbys Turistbusser og fået saftevand til deres madpakke efter forestillingen og en lille bog med tekst og billeder fra forestillingen. Imponerende!
Jeg er da helt med på, at et teaterbesøg omfatter mere end forestillingen. Men jeg kan blive en smule betænkelig, når jeg ankommer tidligt og kan se ca. 100 unger blive bespist efter forestillingen i den ene ende af huset, mens 100 nye samtidig bliver sluset ind til forestilling nummer to i den anden ende. Det giver en vis følelse af fabrik, kan man sige, og man kan komme til at blive bekymret over, om selve forestillingen måske ikke er hovedsagen i Ishøj Teaters aktiviteter.
En lille nissefamilie
Så jeg er lidt forbeholden, når jeg går ind i salen, som effektivt er ved at fyldes. Det er gjort et stort arbejde med scenografien – et interiør og samtidigt et landskab, lidt a la hobbit-land, med store græsklædte tuer med yndige fluesvampe, et træ med peberfrugter med nissehuer på, vaskemaskine og kummefryser, og et bord med træstubbe rundt om. Venlig musik flyder fra højttaleren, stedet ånder af tilfredshed og ro, her kan en lille nissefamilie bo i sin lune rede, med rustik påklædning og lange røde huer.
Det begynder både flot og spændende. Lyset dæmpes, men tilbøjeligheder til uro hos det meget unge publikum (ca. 3 år) afløses af magien i vekslende lysvirkninger og undren over stjerneskuddet i neon, som kommer til syne på bagvæggen. Så selv om der råder en vis usikkerhed, når lyset kommer op på scenen, så er vi alle sammen klar til at indtage rollen som publikum – mange sikkert for første gang.
Det er morgen, og Nissefar, Nissemor og Nissepigen vågner op på deres respektive sovepladser rundt omkring i scenografien. Der kommer grød fra grødmaskinen, morgennissekaffe fra hanen over ved den største grønne tue, brunkagerne dukker på mystisk vis frem fra kageautomaten (hvidevarerne har fået nye beskæftigelser!)
En anmassende sang om jul og december skal overbevise os om ,hvor dejligt det er at leve her i den lille familie, som 'danser hele da’n', og jeg er overbevist om, at her laves det absolut intet ud over at spise grød og nisse rundt i tilværelsen.
Men så viser det sig, at Nissefar pludselig må afsted på hemmeligt mission med selveste Julenissen. Så han forsvinder iført spionfrakke, hat og blå briller. Og Mor og Pigen er overladt til sig selv.
Og uden Nissefar til at holde overopsyn og reparere maskiner bliver dagene monotone og rutinemæssige og spilles i fast forward. Og Nissemor synes godt, at Nissepigen kunne være mere som et englebarn, og Nissepigen ville nok gerne, men hun aner ikke, hvad et englebarn er eller ser ud, og pludselig dukker der et vaskeægte englebarn op. Med hvid kjole og vinger på ryggen og en bog fuld af regler om, hvordan man rydder og ordner og vasker og opfører sig. Hvis man altså vil være et englebarn. Og det er jo ikke helt enkelt.
Sjov nissepige
Andre kan selvfølgelig have det anderledes, men min indre tre-årige er nu stået af fra historien. To ting holder ham tilbage: Et par interessante lysvirkninger som for eksempel disco-lys med stjerner der hvirvler rundt. Og en sjov Nissepige, fuld af glad energi og virkelyst, med et livligt ansigt, og en dansant krop fuld af fart og påfund. Mette Alvang er en gevinst for forestillingen, og selv om figuren er ikke så lidt af en kliché, blæser hun liv i de fleste situationer.
Sussi Andersen og Peter Gregersen er jo gamle i gårde i Ishøj Teater, men selv om de som mor og far kan de tage det lidt roligere, får spillet uvægerlig et præg af rutine. Charlotte Amalie Kehlet som englebarnet får for lidt at spille på og blegner ved siden af Nissepigen.
Jeg bliver lidt bekymret. Efter et forsøg på at lægge den stivnede familiebedrift bag sig, synes jeg nu, at Ishøj Teater er gledet tilbage i det gamle spor. Gammeldags, det får så være, men dramaturgien er uklar, fortællingen er sød og ufarlig, spillet er tamt og rutineret, instruktionen er ikke særlig fantasifuld. Teknikken og scenografien er – delvis på grund af resultaterne, men særlig på grund af mulighederne – en stjerne værd, og Mette Alvang, med sit tutu, får sin egen stjerne.
Jeg minder om egnsteaterforpligtelserne. Om drift og publikum og økonomi – som åbenbart er på plads – men også om kunst.
Men en hulens masse unger vil mindes besøgene på Ishøj Teater, sikkert med glæde. Og sidste betryggende linje i afslutningssangen er: 'Det bliver altid jul til sidst'.
