Bølgeskvulp og glade mennesker med stråhatte, strandstole og madkurv. Far, mor og datter på stranden. Solcreme og parasol, afslapning og en lille pige, der keder sig. I sandet finder hun en krystalkugle – og så begynder eventyret.
Eventyret om verdens skabelse, om altets begyndelse og de første organismer. Svævende lyskugler og drømmeagtige skyggefigurer, kulørte bolde og farvede former bugter sig foran videoprojektioner, og på den lille scene vokser spæde fingre op af gulvet som fimrende koraller. En krabbe krabber rundt, en stor skildpadde præsenterer sig og går igen, æg udklækkes, fugle fanger bytte i vandet, aber slås om bytte, inden mennesket gør sin entre på livets scene. En kineser stanger fisk, munke synger gregoriansk, en rig mand hundser rundt med sin tjener, en maler kæmper med både motiv og staffeli, vor tids badeland præsenteres med dunkende rytmer og kulørte lamper, inden en syndflod gør en ende på det hele, og vi kan begynde forfra.
Vi er altså i de små sceneriers land. Der er mange af dem – også for mange – og de ender med at virke lidt tilfældige, uden den forbindende tråd, der kunne skabe helheden. I stedet føles de som løsrevne, fornøjelige små situationer, der alle gemmer en sød eller sjov pointe.
Og nu vi er ved indvendingerne: Forestillingen er for lang. Lige så tydeligt det er, at børnene er totalt opslugt af de mange fabulerende optrin de første 45 minutter, lige så klart er det, også set med voksne øjne, at turen tilbage til åbningsbilledet – familien på stranden – er alt for omstændeligt.
Her spredte uroen sig på tilskuerpladserne – forståeligt nok. Vi hár fanget pointen.
Udtryksfulde dukker
Når det er sagt – og det skal siges, for jeg tror, at en stramning på ti minutter, når forestillingen genoptages til efteråret, vil være en klar fordel – er der til gengæld meget at glæde sig over.
Den fuldkomne ubesværethed, hvormed de tre spillere fører dukker, for eksempel. Hvor er de dog udtryksfulde, dukkemager Hanne Sørensens dukker. Et forelsket møde på stranden mellem en dreng og en pige gestaltes af to hænder, to dukkeansigter og nogle særdeles præcise og livlige fingre, der fungerer som arme og ben.
Alene den scene er næsten hele forestillingen værd.
Karakteristisk er også den ro og nænsomhed, hvormed Marc van der Velden har sat spillerne i scene. De små situationer får lov at hvile i sig selv, bevægelserne er enkle og rene, harmonien fuldendt uden overflødige gestus.
Læg dertil meddigtende eksotiske lyde og musik for fløjte og slagtøj, næsten ingen ord – og dem, der er, foregår i nærmest vrøvlesprog – mens de tre spillere Lene Vestergaard, Annemarie Jeppesen og Bjarne Kalhøj snart er dukkespillere, snart mennesker eller dyr.
Det er en forestilling, der kræver koncentration af sit unge publikum. Til gengæld bliver man belønnet med myriader af smukke, billedmættede scenerier.
