Af: Janken Varden

18. april 2010

Den vrede eneboer og gåsen

Gåsen går glimrende, men forestillingen halter.

Martha bor alene i sin hytte i strandkanten. Og hun insisterer på at være alene i sit univers. Helt og holdent og overordentligt alene. Permanent. Skilte rundt omkring på huset siger ’Ikke bank på!’ og ’Privat ejendom’, og hver morgen hejses flaget med ’SKRID!’.

Selv det helt almindelige postbud bliver set på med mistænksomhed og skal helst holde sig på tre meters afstand.
Ned i denne indemurede situation lander der så en langhalset gås. Den er vist hverken udstødt eller syg, den er bare nysgerrig, og den snuser rundt huset som en ivrig hund. Martha bliver selvfølgelig rasende og jager den med alt, hvad hun har af heavy artilleri, stegepander og grydelåg. Og når det frygtelige uvejr kommer, lukker hun sin dør, og den arme gås bliver ladt alene udenfor i kulden og regnen.

Næste dag er gåsen syg, Martha har dårlig samvittighed, gåsen får pleje, og efterhånden – selv efter et hurlumhej, som gåsen skaber, når den bliver ladt alene i huset – ender de med at blive venner. For gåsen kan godt være kærlig, ikke kun fræk.

Men så en nat hører den sine artsfællers rappende flugt mod sydligere strøg. Af sted, af sted med de andre! Det accepterer Martha, men hun ønsker den tilbage næste år.

Manglende holdepunkter

Og det er jo en opbyggelig historie – fortalt på forskellig vis 117 gange tidligere. Ikke at dét gør noget, men jeg sidder tilbage med nogle spørgsmål: Hvorfor er hun så menneskesky? Selv om man ’bedst kan lide’ at være alene, betyder ikke det, at man er glødende af indestængt raseri, bidsk og aggressiv imod alt og alle der træder i hendes cirkler. Eller, jo: Børn kan sagtens genkende et ordentlig raseriflip, men en permanent tilstand?

Jeg får ingen holdepunkter, hverken i åbningen eller senere i forestillingen: Har livet behandlet henne så dårligt? Er det bitterhed? Generthed? Smittefobi? Eller angst i al almindelighed for alt, hvad der kommer udefra? Den ensomhed, der tales om i programmet, ser jeg ikke, for Martha synes vel tilfreds med sin ensomhed.

Jeg synes, at instruktør og skuespiller henfalder til tilstandsteater, og faren ved kun at spille tilstanden ’vrede’ (hvilket næsten umuliggør enhver form for humor) er, at den så nemt går over i tilstanden ’sur kælling’. Dén er svær at identificere sig med! Og eftersom det er hendes historie og udvikling, vi skal følge, ville identifikation være et plus. For ikke at sige en nødvendighed.

I al enkelhed: Hvordan gøre publikum til sine allierede?

Rytme og musikalitet

Jeg er også i vildrede over, hvorfor gåsen pludselig går amok og raserer indboet i Marthas lille hus. Jeg ser hverken opbygning til det eller noget motiv.

I det hele taget er der noget fundamentalt urytmisk over forestillingen. Huller og dødpunkter opstår, som dræber enhver flyd i fortællingen, overgange sker uden at tanken er opstået først, og man sidder og undrer sig over pludselige skift i temporytme, tilsyneladende uden noget som helst motiv. Der er simpelthen lagt for lidt arbejde i detaljerne! Og tilsvarende for meget i små intetsigende gags, som måske kan afstedkomme et lille fnis, men ikke kan drive historien videre.

Ikke hele veje – enkelte øjeblikke fungerer fint, og man tror på både spiller og gås, men man rykkes ud af historiens (eventuelle) musikalitet tilstrækkelig ofte til, at man ærgrer sig.

Og apropos musik: Jeg stiller mig stærkt tvivlende over for de tilfældige valg af musikindslag, som er drysset lige så tilfældigt hen over forestillingen. Det er en smagssag selvfølgelig, men jeg hører ingen sammenhæng mellem indslagene, og heller ikke at de underbygger (eller ironiserer over) det, der foregår på scenen. Ud over det banale, at der spilles heavy metal, når den sceniske aktion er på sit mest larmende.

Prima scenografi og sød gås

Ingen dukkemager er opført i credit-listen, så jeg antager, at det er scenografen, der er ansvarlig. Og gåsen er rigtig kær og meget velfungerende. Den bliver ført udmærket af Thomas Danielsen, og der opstår flere øjeblikke af god kontakt mellem Heidi Holm Katzenelson og hendes – efterhånden – velkomne gæst. Marthas hus er også meget velfungerende: Det kan åbnes og lukkes og det indeholder luger og åbninger og hemmeligheder. Jeg ville kun ønske, at strandkanten og vandet blev udnyttet en smule bedre.

Uoriginalt? Njaaa – når Det Ny Teater i København køber en færdig forestilling i England, komplet med scenografi, koreografi, instruktion og det hele, bliver det ofte mødt med kritik over manglende opfindsomhed. Men kritikken er gerne halvhjertet, simpelthen fordi forestillingerne ofte er overdådigt flotte. Der findes masser af eksempler på sådanne vellykkede overførsler.

Jeg kan tage fejl, selvfølgelig, men det forekommer mig, at Vestvolden er ude i et lignende ærende. På det anerkendte Polka Theatre for Children i Wimbledon udenfor London har ’Martha’ været spillet med (som jeg forstår det) succes for få år siden.

Nu er tekst, og åbenbart også scenografi, overført til Hvidovre, og det er der jo for så vidt ikke noget særligt at sige til. Ikke et ord i min mund om manglende originalitet – en god forestilling er en god forestilling, uanset hvem der står bag. Problemet er bare, at i dette tilfælde havde det nok været en fordel, om også instruktøren havde været med på læsset fra London.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
En venlig teaterversion
Teater Next:
'Peter Kanin'
Teater Next byder med ’Peter Kanin’ på endnu en forestilling, der tager afsæt i kendt børneunderholdning, og det er blevet til en smuk og vellydende forestilling med enkelte mangler under overfladen.
En forrygende ventetid
HumanLab:
'Terminus'
’Terminus’ er et medrivende snapshot af et samfund, der er kørt af (tog)sporet.
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
En venlig teaterversion
Teater Next:
'Peter Kanin'
Teater Next byder med ’Peter Kanin’ på endnu en forestilling, der tager afsæt i kendt børneunderholdning, og det er blevet til en smuk og vellydende forestilling med enkelte mangler under overfladen.
En forrygende ventetid
HumanLab:
'Terminus'
’Terminus’ er et medrivende snapshot af et samfund, der er kørt af (tog)sporet.