Aakesons gode og kloge historie er det stærke fundament i forestillingen om Sara, der skal vælge, om hun helst vil miste sin far eller mor. Den er så solid i tilgangen til sit følsomme emne, at Hugga Buggas humor godt kan bane vej for eftertanke, selv om komikken er af den meget håndfaste og hårdtslående slags.
Der er gang i den i og omkring den gigantiske dobbeltseng – spillets scenografiske centrum. Hvis glade, farvestrålende dynebetræk klart signalerer, at her huserer familiens børn. Det begynder ellers stille og roligt. Sara og hendes storebror Christian er kommet i seng. Men Sara kan ikke sove. For mens broderen snorker højlydt og muntert, kommer Døden for at hente en af deres forældre.
Man tænker med gysen på livsfarlig sygdom, da Sara på syv år skal bestemme hvem. Men hvordan vælger man om ens Far eller Mor skal dø? Det kan selvfølgelig Sara ikke, og heldigvis er det da også kun noget, hun forestiller sig. Det handler nemlig ikke om sygdom, men om, hvordan et par børn finder ud af at holde af og holde ud, selv om kernefamilien knirker og ikke er perfekt.
Heldigvis ender det godt, meddeler Christian indledningsvis. Så kan publikum jo roligt more sig – eller kan de? For måske skyldes Saras mareridt, at børnenes forældre – i hvert fald mentalt – er alt for fraværende. Når de endelig er til stede, er de ikke til at holde ud, og det er ikke kun historiens skyld. De medvirkendes groft skårne spillestil går over gevind, så forældrene bliver karikaturer. Forhåbentlig ikke personer, som ret mange tilskuere – hverken børn eller voksne – kan genkende.
Grænseoverskridende tårer
De optræder dog kun som parodier, når deres børn konkurrerer om, hvem af forældrene der er værst. Sara overtager rollen som moderen, der har rengøringsvanvid og flintrer rundt med en komisk gulvmoppe på hovedet. Storebror leger farmand med en skøn hovedbeklædning klippet til af en fodbold. Så kan enhver se, at manden har fodbold på hjernen. Det er grinagtigt, selv om forældrenes adfærd går hårdt ud over de to børn.
Hårdere, end normale forældrene fortjener, og Sara synes om. Så storslem er deres mor heller ikke! Men det er deres far – i hvert fald i sin søns udgave, der er så realistisk, at man bekymres for, hvordan Christian selv bliver behandlet sin far. For selv om Sara ikke er nogen ørn til armbøjninger og endnu dårligere til at spille fodbold, herser han med hende. Til sidst ligner træningen mere terror, så Sara tuder, og storebror fortryder.
Tilbage i rollen som moderen sætter Sara ham til at lave mavebøjninger, og så er den betalt. For pyha, det er jo kun noget, de leger!
‘Pigen der skulle vælge’ er da også bedst til humor og komik. Forestillingen har også et par gode sange. Derfor virker det mildt sagt overraskende, at det hele ender i tårer. Smil gennem tårer ganske vist, men dog de ægte af slagsen. De ligefrem vælter ud i et omfang, der opleves mere grænseoverskridende end egentlig velovervejet. Til gengæld er moralen er ikke til at misforstå – eller stå for.
Selv om forældre har fejl og er urimelige som Saras, og en storebror går over stregen, så er de hendes forældre og hendes bror. De kan ikke undværes.
