Vores liv er for længst blevet invaderet af robotter og digital kunstig intelligens. De anvendes blandt andet i industrien, hvor det kan koste menneskers arbejdspladser, og i finans- og forskningsverdenen. Samlet set sker det i et omfang, som de fleste af os ikke har nogen større viden om.
Er det en udvikling, som vi skal frygte? Ikke nødvendigvis. Der er i hvert fald ikke noget truende over Vera, der er et robot-eksperiment styret af firmaet ”Robot Care”, hvis logo lyser os i møde fra en overraskende lille skærm.
Hvordan bliver man et menneske? Det er ikke nemt, når man er født som robot. Men Vera arbejder hårdt for sagen. Hun styres af ordrer fra en stemme, der er lige så maskinel som robottens ubøjelige ankler og usmidige krop, der gør det ubekvemt at udføre et menneskes mange dagligdags gøremål.
Men det er netop, hvad hendes opgave i robot-eksperimentet går ud på. Lidt efter lidt kopierer og gemmer hun i sin kunstige intelligens, hvordan man (vi) møblerer en bolig, og hvad vi tager os til inden for vores egne hvide vægge.
Som sidegevinst sætter det fokus på absurditeten i en hele del af menneskers adfærd og gøremål, der heller ikke er medførte, men tillærte. Der skal tæppe på gulvet og blomster i vasen, og affald skal i skraldespanden. Spisebord med – selvfølgelig – tilhørende stole skal anbringes på en bestemt måde, og der skal læses dameblade.
Vera ligner perfekt de menneskelige robotter, som især kommer fra Sydkorea. Man genkender det malede stift smilende dukkeansigt, den velfriserede mørke paryk og den spinkle krop, der er dydigt klædt i cardigan og smalle – ikke stramme” – bukser.
Nærmest naturstridigt
Julie Kunz' mesterlige udførelse af dansestilen popping udstyrer robotten med et minimalistisk-mekanisk kropssprog i en koreografi, der afspejler almindelige menneskelige bevægelser. Det er nærmest naturstridigt, men også ustyrligt komisk, når hun knokler rundt med moppeklude på fødderne og gør rent.
Og det er dybt rørende i al sin hjælpeløshed, når Vera ikke formår at slænge sig elegant i sofaen eller forstår, hvad hun skal stille op med tingene. Heldigvis er robotten god til at finde alternative og stærkt underholdende løsninger, der viser Julie Kunz som en vidunderlig og imponerende performer.
Der er fuld kontrol over hver eneste lillebitte bevægelse helt op i de kæmpestore øjne, som Vera bruger til at opfordre tilskuere til at hjælpe sig, når hun må give fortabt. Alle lystrer pænt, når hun med blikket dirigerer dem præcis derhen i rummet, hvor hun har brug for at have dem.
Det er også øjnene, der får et mere og mere menneskeligt nærvær, efterhånden som den kunstige intelligens optager stadig flere menneskelige træk i sin algoritme. Men som ikke desto mindre tydeligvis aldrig kommer i nærheden af at ligne et ægte levende væsen.
Vera er programmeret til at være imødekommende, hjælpsom og empatisk. Men hendes momentvise brutalitet over for tingene, afslører robottens manglende evne til instinktivt at føle og sanse og improvisere sig frem til løsninger. Når noget ikke fungerer som forventet, slipper hun det bare og lader det falde, hvor det kan.
Det sker uden forbehold eller overvejelser, der er ingen fortrydelse over handlingen, og lige der står forskellen mellem levende mennesker og de digitale efterligninger knivskarpt.
Uanset, hvor meget kunstig intelligens der proppes i algoritmerne til en masse lækker musik, er det svært at forestille sig, at robotter bliver andet og mere end forfinede efterligninger af menneskers aktiviteter. Men deres mangel på selvstændigt indre liv gør det nødvendigt at overveje, hvad vi vil bruge kunstig intelligens til.
Den debat og ikke at droppe udviklingen lægger 'Humanoid' og Julie Kunz' efterfølgende samtale med publikum op til på bedste vis.
Popping på det suveræne niveau, som Julie Kunz præsterer, var nyt for mig. Det skyldes måske, at så få kvindelige dansere i Danmark dyrker og behersker genren. Mærkeligt nok, for den kan på en gang udtrykke styrke og feminin elegance og synes oplagt for kvindelige performere. For hvem de kendte og mere kraftfulde maskuline former for Electric Boogie måske er mindre tiltrækkende.
