Gruppe 38 har en særlig beskhed. En hverdagsbeskhed, en tristessebeskhed, en ærgrelsesbeskhed. ’Hmmm’, siger Bodil Alling utilfreds, når hendes personer på scenen ikke lever op til forventningerne. Og det gør det sjældent. De har det nemlig med at være ret så troværdige og almindelige mennesker. Så når virkelighedens eventyr fortælles af Gruppe 38, bliver de aldrig forsukrede. De har tværtimod bid og brod i rigelige mængder.
Den nye forestilling om Bukseknappen er også besk. Og selv om Gruppe 38 her er gået sammen med både Teater 2 Tusind og Teatret, så er stilen meget den Alling’ske: De hurtige stemningsskift, den stædige stemmemagt, den vilde associationsleg, den sproglige snørklethed, den jyske underdrivelse, den sparsommelige scenografi og den insisterende musik, der omtrent følger personerne som snørrebånd følger deres støvler. Eller som bukseknappen vogter over bukserne.
Længsel og herregårdstag
Denne gang er det bare gået ud over charmen. Eller det eventyrlige. Som en tilskuer over de otte år kommer man i hvert fald til at ryge ud af fortællingen, ned og væk, direkte ud over fjeldsiden sammen med et par hundrede får i en forrygende snestorm. Og det er næsten ikke til at bære.
For Hans Rønne har iscenesat med visuel enkelhed og stor imaginær kraft, båret af ord og enkel gestik. Og Gitte Baastrup har skabt en fiffig gulvlågescenografi med en skrå træbræddeforhøjning, der både er seng og scene og herregårdstag. Men fortællingen er ikke skruet godt nok sammen. Fængende karakterer pensles ud i detaljer for så senere bare at blive forladt. Stærke følelser frempirres hos publikum, hvorefter følelserne koges ind til eftersætninger om resignation. Og hen mod slutningen brækker historien over, så man som tilskuer bliver mere sur på skuespillerne end sørgmodig på vegne af ham Niels med bukseknappen og den stærke kærlighedslængsel, som det hele handler om. Og så er tryllestøvet unægtelig forsvundet fra eventyret.
Kuldegys og usynlighed
’Mine damer og herrer. Velkommen til Vanskabningernes Paradis,’ siger fortælleren ellers sarkastisk og veloplagt. Og vupti får musikeren Søren Søndberg skabt en dekadent lydkulisse fra en cabaretscene med sarkastisk vellyst. ’Fryd’ rimer på ’kuldegys’, og karrusellen drejer, i hvert fald i sangen, mens Bodil Alling breder armene ud og drejer rundt og rundt som en jysk dervishdanser med stift hoved og snurrende kæmpenederdel.
’Der var en gang,’ lyder det så. Og pludselig er der både en herregård og en forkælet dreng, der hedder Niels, som Claus Mandøe spiller med indtagende drengeøjne og ubekymrede krøller og lette fødder i nu’et. Den Niels, der så ud over verden og drømte. Så langt, så godt.
Men så dukker kærlighedshistorien op. Mødet med pigen i hjørnet, ’den usynlige‘ fra vanskabningernes cirkus – hende, hvis øjne ser lige ind i hans sjæl. Og hvis øjne vi tilskuere bestemt mener at have set undervejs i forestillingen, sådan derovre, hvor spotlyset lige fangede hende et enkelt sekund…
Geder og stikkelsbærgrød
I denne teatermagi drømmer Niels om gøre hende synlig, fordi han elsker hende – og han drømmer om at give hende alt det bedste, fra stikkelsbærgrød til nyt tag på herregården. Men her er det så, at eventyrdrømmen bliver til mareridt. For pludselig kommer der alt muligt i vejen, så Niels ikke kan få inviteret sin elskede med hjem. Jovist, der går herlig, jysk komik i forestillingen med Bodil Alling og Peter Seligmanns to vrangvillige taglæggere, der kunne skræmme enhver fra at blive medlem af en fagforening. Men der går også dramaturgisk hovsa i fortællingen med geder og snestorm og alt for meget oppe på et verbalt Fimbulbjerg. Og kærlighedshistorien fortrænges og forvrænges, så den lille usynlige pige næsten falder ud af fortællingen.
Her står tilskuerne desværre af, også selv om begyndelsen var god. Men sådan er det. Det går ikke altid den vej, karrusellen drejer.
