Når man kun er et par år, kan det være skræmmende at skulle sove helt alene og i et helt andet værelse end der, hvor man plejer at sove sammen med far og mor. Og alt det nye og fremmede, som er derude i verden, kan være noget, man helt intuitivt siger fra overfor.
Akkurat de følelser behandler Nørregaards Teater i ’Med plaster på knæet’. Forestillingen er for de 1,5 til 5-årige, så nogle af de yngste har måske den oplevelse til gode at skulle sove alene i eget værelse. For andre er det et overstået stadie. Det med at verden åbner sig og hele tiden byder på fremmed nyt er derimod et vilkår for dem alle.
Emnet er med andre ord både godt og relevant. Der er mange fine takter i forestillingen, og den fortæller også trinvist og meget positivt, at det er muligt at komme dertil, hvor man er parat til at sove alene, og hvor man kan finde ud af at tage det ukendte ind, forlige sig med det og gøre det til en positiv del af sig selv og den verden, man eksisterer i.
Teksten er imidlertid desværre noget vanskeligt at blive optaget af, fordi den i sin konstruktion virker hovedtænkende forhippet på at ville være dramaturgisk avanceret. Jeg tvivler i al fald på, om de små publikumspoder fanger tekstens dannelsesrejseintention. I tillæg hertil er der nogle ting i teksten, som forvirrer. Herom senere.
Nænsomt skuespil
’Med plaster på knæet’ kæmper med flere paradokser. To habile skuespillere er sat på den vanskelige opgave at skulle formidle en snirklet tekst. Og de mange små fine universer, som kommer til syne i scenografiens kasselandskab, fremstår mere som flotte kulisser end som levende dele af fortællingen.
Nina Jeppesen og Finn Rye har – godt guidet af Heine Ankerdal – et fint greb om at skabe tryghed omkring sig. De skaber en god kontakt til de små tilskuere, lige fra det øjeblik Jeppesen udenfor spillerummet fortæller, at der indenfor ligger en rigtig stor mand og sover. Når hun indenfor sige: ’Han ser sød ud som han ligger helt stille og sover’, tager hun på en snild måde brodden af de eventuelle skrækbilleder, som måtte kunne opstå i de små ved synet af Rye, som ligger med ryggen til os i midten som et bjerg på en stor brun kasse.
Jeppesen kildrer blidt Rye vågen med en lille fjer. Rye vågner og viser sig at være en skikkelse med glimt i øjet, bløde bevægelser og en stemme som er rund og rar – både når den smasker, mumler og taler. Jeppesen er hans fysisk aktive pendant og hende som vil og vover mere. Det er Jeppesen, som trækker Rye fremad i fortællingen. Eller rettere: Nogle gange er det Jeppesen og Rye, til andre tider er det en lille drengedukke og en lille rød panda.
Skiftene mellem skuespillerne og dukkerne fungerer ikke altid lige godt, og der er ikke tale om, at objekterne bliver animerede. De forbliver ærgerligt nok små livløse rekvisitter. Men ind på (dukke)drengens værelse kommer vi, da den første kasse bliver åbnet og åbenbarer en lille møbleret dukkehusindretning. Det er her vi bliver introduceret for månen – drengens allerkæreste eje, hans etårsfødselsdagsgave: En lille lampe, som spiller en lille melodi, når den lyser. Og for drengens toårsgave: En lille rød (tøjdyrs)panda, som han har døbt Himalaya efter det bjerg, den stammer fra.
Voksenreplikker
Månen og pandaen spiller afgørende roller. Pandaen fører drengen ud i verden, fordi den vil vise drengen det sted, den savner. På vej ud i verden skal de krydse en flod, for ’at komme over til min verden’, som pandaen udtrykker det. På sejlturen (som foregår i drengens seng, tilsat sejl) taber drengen månen ned i vandet og må – som pandaen siger – sande, at ’fra nu af skal du dele dens musik med andre’.
Fra floden kommer de til en ørken og herfra til et tæt bambusterræn, hvor et bjerg bygges op af scenografiens kasser. Bjerget er Himalaya. Det sted pandaen fortæller drengen, at den elsker at være alene. Sammen bestiger de bjerget. Derpå siger først pandaen og så drengen: ’Når jeg er alene, så kan jeg mærke dig indeni’.
Drengen er nu klar til og siger, at han gerne vil være lidt alene. Efter at han har fået et bekræftende ja fra pandaen om, at den gerne vil komme og besøge ham (hvorfor pandaen pludselig bliver i Himalaya, er uklart), lægger Rye sig igen med ryggen til på den store kasse og sover.
På toppen af Himalaya ligger dukkedrengen tilsvarende og sover i sin lille seng. Et fint 'dobbelt'-billede, der ligesom resten af forestillingen tilbyder meget for øjet at blive optaget af. Også noget der hurtigt bliver forbigået. ’En bold’ udbryder en lille dreng blandt publikum – men pist er den nede i kassen igen.
Lyset er tilsvarende farvebevidst og harmonisk designet til rejsens forskellige verdener. ’Nu er det helt grønt’, siger en pige betaget til sin voksne ledsager, da lyset, som før var helt blåt, skifter for at samstemme med bambusskoven.
Plaster – overordnet set
Alle børn kender til det at falde og slå sig og få plaster på og senere få ar efter såret. Drengen i stykket alias Rye får plaster på tre gang. Men faldene i sig selv gøres der forbavsende lidt ud af. Det at få plaster på tjener nemlig et andet formål: Det formål overordnet at pege på, at man som barn skal ud og prøve at overvinde livets strabadser. Sandt nok. Derfor også ærgerligt, at fortællingen er så misforstået og ufængende voksensnirklet skuet sammen i tekst og fortælling.
