Cirkusvognen – som hører hjemme i Børnekulturhuset Sokkelundlille – er en rullende festival for børn og deres voksne. Den er proppet med gratis oplevelser i form af teater, cirkus, dukketeater, koncerter og værksteder og holder på fire forskellige pladser i den københavnske bydel Bispebjerg: Utterslev Torv i uge 31, Smedetoften i uge 32, pladsen ved Lundehus kirken i uge 33 og Hulgårds Plads i uge 34.
I Cirkusvognens program indgår Marionet Teatret fra Kgs. Have, når den mobile udgave af teatret på sin turne i august gæster Smedetoften med årets forestilling, ’Den forunderlige rejse’ (se note).
Cirkusvognens øvrige forestillinger:
– ’Chicks’ med Hr. Teater (ANM)
– ’Trip Trap Træsko’ med Olsens Teater (ANM)
– ’Alting i en kuffert’ med Luigi Ciotta (Italien)
– ’Slabam’ med Volantes Cirkus (ANM)
– ’Svinedrengen’ med Svanen – dansk-tjekkisk dukketeater (ANM)
– ’Klovnerier’ med Klovnen Tapé’
Desuden er der koncerter med Babulja, Yasmins Børneafro og Mek Pek og Onkel Tot.
Hver spilledag er der værksteder – ledet af Cirkusdirektørerne – der lægger sig temamæssigt op ad oplevelserne, så børnene kan producere deres egne værker – og således forlænge oplevelsen.
Som nævnt er alt gratis, foregår udendørs og er uden tilmelding.
Dermed er der for 29. gang i træk gratis sommerglæder for børn og deres voksne i det nordvestlige København – og alle andre, der vælger at lægge vejen for. Arrangørerne fra Børnekulturhuset Sokkelundlille forventer op mod 4.000 tilskuere på kulturkaravanens 13 spilledage – både fra institutioner og børn med forældre, der selv oplevede Cirkusvognen som barn.
Se hele Cirkusvognens program med events, spilletider og -steder og anden info: www.sokkelundlille.dk og følg med på Facebook: Børnekulturhuset Sokkelundlille