5. februar 2025

KLAP invaderer Kolding

Planlægningen er selvfølgelig i fuld gang til KLAP – teaterfestival for små og store, der finder sted i Kolding fra 3.-6. april 2025 og bliver den 54. udgave af det, der siden den mere ydmyge start i Herning i 1971 har udviklet sig til verdens største festival af sin art – og stadig med gratis adgang til alle forestillinger, hvilket er ganske unikt på verdensplan.

Men lige nu gælder det ikke historie og rekorder, men logistik og anden planlægning, inden Kolding Kommune invaderes af 100 turnerende børne- og ungdomsteatre med 150 forskellige forestillinger, der møder de lokale børn og deres voksne, tilrejsende formidlere fra hele landet – og en god portion internationale gæster, idet der p.t. er registreret omkring 40 personer fra bl.a. New Zealand, Litauen, Uganda, Brasilien og Sverige.

For mange af dem er mødet med det sprudlende og meriterede danske børneteater nyt, men det er festivalen så også for flere af de deltagende teatre, idet 12 af de p.t. 100 tilmeldte for første gang optræder i programmet, selvom der dog blandt disse teaterfolk er flere med festivalerfaringer fra andre teatre eller sammenhænge.

Alle festivalens forestillinger er nu på vej ind i det omfangsrige program, og det arbejde udføres af Dianna Telling, der har årelang erfaring i det særlige puslespil, som foregår helt analogt med en hulens bunke infosedler.

Arrangørerne fra Teatercentrum HAR undersøgt, om ikke digitale skemalægningsværktøjer kunne klare opgaven, men ikke engang AI-teknologi formår at koordinere de mange oplysninger om spillesteder, medvirkende med flere forestillinger, opsætningstider m.v.

Programmet offentliggøres omkring 1. marts, og fra 20. marts kan alle interesserede bestille gratis billetter via festivalens hjemmeside på www.klap.nu

Årets KLAP-teaterfestival er i en forkortet udgave over fire dage, hvor Kolding by er det altoverskyggende centrum for forestillingerne, men der spilles også teater i de såkaldte ’centerbyer’ – Christiansfeld, Lunderskov og Vamdrup.

»Uanset om vi skal producere en festival på ti dage eller kun fire dage, som det er tilfældet i år, så er mængden af det arbejde, der skal udføres i forhold til marketing og pressebetjening næsten den samme,« fortæller kommunikationskonsulent på Teatercentrum, Søren Kristoffer Kløft.

»Dér hvor vi kan spare i år, og hvor vi bestræber os på at skåne klimaet, er på tryksagsfronten, hvor vi arbejder på at begrænse antallet tryksager så meget som muligt. Hertil kommer så, at vi sidste år trykte en masse bannere og andre materialer, som vi kan genbruge i år, fordi vi har lavet et neutralt – men dog meget genkendeligt – KLAP-design uden hverken årstal eller værtsby påtrykt. Her prøver vi være så grønne, vi kan.«

Man kan følge KLAP på de sociale medier og på festivalens hjemmeside: www.klap.nu

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne