3. februar 2025

En redningskrans til børneteatret?

Man har ikke hørt meget til Dansk Teater i forbindelse med børneteatrenes protester og aktioner i forbindelse med Teateravisens lukning og Teatercentrums økonomiske situation, selvom der sidder to medlemmer fra organisationen i Teatercentrums bestyrelse.

Men i kølvandet på opråbet fra over 50 børne- og ungdomsteatre og en række af områdets branchefolk og formidlere til politikerne om, at børneteatret er truet, er Dansk Teaters direktør, Peter Mark Lundberg, nu på banen med et debatindlæg i Kulturmonitor, hvor han peger på en redningskrans i finansloven og foreslår, at de 20 mio. kr., der årligt (de næste tre år) er afsat på finansloven til at få ’Flere i teatret’ passende kunne bruges på børne- og ungdomsteatret.

Det er jo en aldeles glimrende ide, hvis politikerne kan begejstres nok til at gå ind for forslaget, der har en konkret opfølgning, idet Peter Mark Lundberg og Dansk Teater foreslår, at de mange millioner fordeles på seks initiativer:

  • Giv refusion til ikke-kommunale institutioners køb af forestillinger til børn og unge
  • Giv refusion til udgifter til scenekunstpædagogiske forløb
  • Styrk Teatercentrum
  • Skab en tidssvarende fælles online-platform
  • Udbred TeaterAnmelderiet
  • Sørg for at lærere kan efteruddannes i scenekunstpædagogik

Første forslag vil i givet fald være en videreførelse af den forsøgsordning, der udløb med udgangen af 2024 (se note), mens forslag fem skal ses som en landsdækkende udvidelse af det projekt, som Aarhus Teater har kørt i nogle år (se note).

Man kan læse mere om forslagene og hele debatindlægget på Kulturmonitor her.

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne