Årets udgave af Den Røde Brochure – det store repertoirekatalog, der siden 1971 er blevet udsendt af Teatercentrum i en papirudgave, som sendes gratis ud til arrangører, teatre, faglige organisationer m.v. – er på trapperne. Det store katalog specifikt for refusionsgodkendte børne- og ungdomsforestillinger har i flere år også haft en søgevenlig online-udgave, som fra i år erstattes af den nye online-platform TeaterGuiden, der rummer forestillinger fra alle målgrupper og er en omfattende opgradering af det, der hidtil har heddet Produktionssiden.dk og bl.a. har indeholdt Den Røde Brochure Online fra Teatercentrum og Den Grønne Brochure Online fra Danmarks Teaterforeninger.
TeaterGuiden er udviklet af Scenit med støtte fra Kulturministeriet og med tæt sparring med Teatercentrum i Danmark og Danmarks Teaterforeninger, og målgruppen beskrives som professionelle indkøbere, der får et effektivt overblik over udbuddet af forestillinger fra den nye platform, som samler relevante oplysninger ét sted og sikrer en smidigere oplevelse fra søgning til booking.
Det pointeres i præsentationen, at ”med TeaterGuiden får indkøbere en platform, der er designet til at gøre søge- og købsprocessen enkel og effektiv- også på mobil og tablet. Den nye side tilbyder en forbedret søgefunktion, bedre filtreringsmuligheder og en mere intuitiv brugerflade, så brugerne hurtigt kan finde præcis de forestillinger, der passer til deres behov”.
Guiden indeholder bl.a. også indeholder en kontaktformular, så købere kan kontakte producenter direkte via mail med bookingforespørgsel eller andre spørgsmål.
TeaterGuiden lanceres officielt 23. februar, men allerede nu kan man se den på https://teaterguiden.online/. Der vil fortsat ske mindre ændringer frem til lanceringsdatoen. Den 25. februar kl. 15 holder Scenit sammen med Teatercentrum og Danmarks Teaterforeninger et webinar med introduktion til Teaterguidens opbygning og funktioner, og hvor det vil være muligt at stille spørgsmål.
Man kan tilmelde sig på webinaret her.
(pressemeddelelse/caj)