Inden jeg oplevede ’Slabam!’, havde jeg en klar oplevelse og en ret fast forståelse af nycirkus. Det er noget med opfindsom jonglering med bolde og kegler, nytænkte akrobatiske manøvrer og spring, skønne rotationer i cyr wheels, overraskelsesfyldte ture på ethjulede cykler og kreative klovnerier.
Artisteri, som med elegance og poesi får publikum til at mærke helt ind i hjertekamrene og ud i muskulaturen, at her er noget menneskeligt essentielt på spil. Nycirkusudtryk kan også eksponere skønhed i sig selv. Eller udtrykke det forunderlige i fantasiens kraft.
Med ’Slabam!’fik mine hidtidige oplevelser og forståelser en ordentlig en på sinkadusen – eller udtrykt mere nobelt: Volantes Company præsenterede en noget anden variant af genren. En version, som er anderledes højlydt, testosteron-pumpet og meleret, end jeg før har oplevet.
Det kunne være ensbetydende med en helt igennem velfungerende nycirkusforestilling, som blot ikke er identisk med det hidtil oplevede. Men desværre halter en pæn del i ’Slabam!’.
Utæt og mudret ramme
Rammen holder ikke vand. Volantes Company skriver i sit materiale, at forestillingen handler om en cirkustrup, hvor tre artister ihærdigt kæmper for at præsentere publikum for et fantastisk show. Men alt muligt spænder ben for deres intentioner. I manegen rammes numre af uheld og tekniske problemer, og backstage strides artisterne. Ulyksalighederne udvikler sig, og ”de tre artister ender i stedet med at skabe total kaos, hvor backstage og frontstage smelter sammen i et”.
Problemet er, at rammen i praksis, på scenen, virker forkludret. Der går rigtigt nok kage i flere af numrene. Det vises meget demonstrativt. En af de otte-benede heste vil ikke makke ret og generer nummerets anden hest. En af de tre artister kløjs i sin jonglering. Etc., etc.
Backstage ligeså. Her gælder det for en om, at få den anden skubbet væk fra omklædningsmadrassen. Vedkommende kaster sig ind fra siden, så den uopmærksomme anden havner pladask på gulvet. Hvis ikke det lykkes 'offeret' at være snu, så det i stedet er kamphanen, der dratter ned.
Hverken den påtagede harmoni og uheldene på scenen eller stridighederne backstage virker overbevisende, og ingen af delene bliver på noget tidspunkt rigtigt sjovt og slet ikke betydningsbærende. Den beskrevne udvikling af kaos og sammensmeltningen af for- og backstage sker ikke. Kaosideen kommer for spagt til udtryk.
I et scenebillede, hvor vi lige fra begyndelsen har kunnet se både bagrummet og ”manegen”, træder der ingen sammensmeltning frem. Vi bliver blot ved med at kunne se begge lokaliteter. Rammen, som fremstår både meget tynd og vældig konstrueret, synes mest af alt til, for at de tre artister kan fyre de forskellige nycirkusnumre af.
Tempoet tromler
Her træder nok noget ærgerligt til. De tre artister, brødrene Daniel Shamitha Bendtsen og Jonathan Dilhan Bendtsen samt Mads Panik, kan bestemt deres kram. De har teknisk set styr på deres kroppe. Er hurtige. Har rytme. Og der er – hvis man ser på en del af de enkelte nycirkusnumre isoleret set – mange fine ideer i spil. Om det er artisterne selv, som har været kreative, eller om der står en koreograf og/eller en iscenesætter bag, fremgår ikke af kompagniets hjemmeside.
Jonathan Dilhan Bendtsen træder ind i og kredser smidigt rundt i det, der ligner en kæmpestor hulahopring, også kaldet et cyr wheel. Når Mads Panik tager sig en tur rundt på sin ethjulede cykel, slipper han undervejs pedalerne og sparker sig fermt fremad med fødderne på hjulet. Sammen laver de skønne løjer på diabolos. Og de imponerer i det store finalenummer på vippebræt.
Det er måden hvorpå, det sker, som undertiden er uskøn. Numre bliver overdøvet af eller pakket ind i meget højt afspillede rock- og popslagere. Musiknumre afløser også meget ucharmerende abrupt backstage-scenens forudgående underlægningsmusik. Artisterne trækker undertiden alt man kan kalde pauseringer ud af et nummer og hamrer kropsligt tempofyldt derudad.
Resultatet: Det virker næsten som om, de tre artister med deres (over)energiske og bastante tempo desavouerer eller ikke anerkender de numre, de er i gang med. Den larmende og frembrusende fremgangsmåde overdøver eller moser nummerets særegne kvaliteter.
Visuelt enkel og rodet
Visuelt er forestillingen skrabet, men også noget rodet i forhold til fokusskabelse. Artisternes grundkostume er ret klassisk. Sorte bukser med et smalt rødt bånd ned langs siden. Sorte veste og røde T-shirts med korte ærmer. Herudover bevæger de sig ud i klovne-ballet i små glimmerskørter. Og de udfører spring i hvide skjorter.
Den åbne scene illustreres af et backstage-omklædningsrum med skiftetøj på et stativ, en høj madras som siddeplads, og et imaginært spejl at tjekke ansigt i eller sole sig i. Manegens rum defineres af en ind- og udgang til bagscenen, som er konstrueret ved hjælp af et rødt gardin hæftet på et lavt stativ.
Undervejs braser stativet sammen og går fra hinanden. Sammen med tumulten i omklædningsrummet er det med til at understrege det kaos, som opstår. Men samtidig har scenebilledet også noget utilsigtet rodet over sig.
Pauser og placering
’Slabam!’ er fyldt med muskelkraft, sikre hænder, stramme lårmuskler og stærke biceps. Det resolute og en fingeret aggressivitet dominerer. Hvorfor de tre artister har lyst til at drille eller verfe hinanden af sædet, fremgår ikke. Sandsynligvis er det mest af alt tænkt som en uskyldig leg. Strid og drillerier for sjov.
En stærkere ramme og en bedre sans for pauseringernes store effekt vil klæde de legelystne akrobater, som måske kalder deres ensemble Volantes med henvisning til det franske adjektiv volant, som betyder flyvende eller flytbar.
En afsluttende lille knurren som Volant vel ikke kan stilles til ansvar for: I Esbjerg Musikhus' koncertsal sad publikum enten på de forreste rækker alt for langt ned i niveau i forhold til scenen eller bagude alt for langt væk i forhold til at have chancer for at skabe nærhed til scenens optræden.
At publikum er placeret godt i forhold til scenen er essentielt for vejen til en vellykket og frugtbar scenekunstoplevelse. Men det er desværre undertiden et overset aspekt.
