Teaterprofessor emeritus Jørn Langsted tager i sin faste klumme fat om den nye teateraftale, hvis hovednummer - udover at droppe en åben scene i København - er nye regler for egnsteatrene, der nu kan øjne en chance for at slippe af med usikkerheden omkring en årligt varierende refusionsprocent. Til gengæld bliver hele systemet mere stift og mistillidsfuldt, mener klummeskriveren, der undrer sig over, at teatrenes egen organisation hjælper med at lægge slige lænker for sig selv. Men lupholder Langsted har selvfølgelig en plan, der gør op med både automatik og teaterpoliti og sikrer et kvalitativt og decentralt egnsteaterliv...

Scenekunstudvalget har netop offentliggjort deres sidste store tildeling af støtte til børneteaterområdet, hvor endnu tre teatre blev begunstiget af toårige aftaler. Trefjerdedele af alle ansøgere - og det gjaldt både på børneteater- og voksenteaterområdet - måtte dog gå med uforrettet sag.

'It’s a bloody mess in the streets and a moral mess in our heads', lyder opråbet fra Odsherred Teater, der med halvanden million EU-kroner i ryggen står i spidsen for et internationalt teaterprojekt, der skal afsøge grænselandet mellem tolerance og ytringsfrihed. Selvom det udspringer af mordet på to kontroversielle islam-kritikere, insisterer teatret på, at man ikke er ude på at provokere.

Børneteatermiljøet er udfordret på flere måder omkring opfattelsen af professionel scenekunst, og skriver Louise Ejgod Hansen, post doc, ph.d., og tidligere medlem af Refusionsudvalget i en kommentar. Hun mener, at man både bør have mod til grundigt at diskutere begrebet professionalisme og kaste sig ud i nye kunstneriske samarbejder, der også inkluderer amatører, børn og såkaldte hverdagseksperter. Også selvom nogle af de mest radikale former for det interaktive teater måske stiller spørgsmålstegn ved, hvem der er skaber af en forestilling.

Skuespiller og dramalærer René Foshammer fortæller om nogle af sine iagttagelser omkring ikke mindst de unges møde med scenekunst. Det handler bl.a. om at fastholde og udfordre de unge, der ofte er så selvinvolverende, at de dårligt har tid til at være tilskuere til noget som helst...

Definitionerne sættes under pres, når professionelle institutioner lader dygtige børn og unge optræde under teatrets eget navn og med anerkendte fagfolk som sparringspartnere. Men hvor går grænserne egentlig? Og er det tilladt at undres i ny og næ...?