'Lun luft og lysegrøn solspættet himmel, det er forår… og vi sidder der' – sådan passer en lettere omskrivning af de første linjer i Gnags 'Under bøgen' på begyndelsesstemningen i Arthotels '1-2-3-nU..'.
Vi har det med andre ord dejligt. Lyst, trygt og rart. Vi bliver varmt imødekommet og fyldes med positive forventninger.
Dorthe Eggertsen – som står på gulvets lille scene få meter foran os i sin lysegrønne spencer og sin forårslette hvide bluse – har en fløjlsblød udstråling, en sødme i sit væsen og en udtalt blødhed i stemmen.
Rasmus Kajhøj, som sidder og 'klimprer' på sin guitar, er roligheden selv. Han kan musicere og tillige – viser det sig lidt senere – falde ind med replikker, når det skal være.
Men desværre varer det dejlige ikke ved, for der er på flere leder noget grundlæggende galt med forestillingen.
Det dur fx ikke, at forestillingen gang på gang frister med objekter, som de små primærpublikummer – børn i alderen 0-3 år – ikke må tage fat i og gøre noget ved – fx et lækkert skinnende rødt rysteæble og en kurv fyldt med indbydende lette hoppebolde.
Det er heller ikke godt, når publikum inviteres til at hoppe og danse i forlængelse af at Eggertsen er begyndt på det, når der alligevel ikke rigtigt er plads til det.
Overtydeligt
Nok et minus – og et ganske afgørende et – er, at Eggertsen hele tiden fortæller, hvad der skal ske, lige inden det sker, eller også sætter ord på det lige akkurat i det øjeblik, vi ser det dukke op.
Magien løber ud i sandet og den glæde, man som publikum har ved selv at opdage og være medskaber af fortællingen, desavoueres. Puff!
Forestillingen lukker ude og lukker af i stedet for at åbne sanser og universer. Uanset om man er barn eller voksen, er det misforstået dobbeltkonfekt, og vi bliver alt for meget taget ved hånden, når Eggertsen fx siger 'Lad os se, hvad der sker på næste side af bogen. Der er pigen. Hun går hen til en mur…' eller 'Så nu er der ikke flere sæbebobler, så vil jeg bladre i bogen…'
At forestillingen hedder '1-2-3-nU…' kommer vist af, at den er bygget op som en slags bogbladrings-teater-fortælling.
Mellem Eggertsen og Kajhøj er en stor bog, eller rettere en hvid plade som animeret med billeder tager sig ud som en bog. Eggertsen vender siderne i bogen og hver gang kommer et nyt fint billede frem.
Bogens fortælling er historien om en pige, som vi zoomer ind på – helt ude fra atmosfæren på den anden side af skyerne. Vi når til hendes hus og følger med hende ud i verden og hjem igen til den seng, hvor hun lægger sig til at sove – efter først lige at have taget en bog frem – akkurat den vi er blevet fortalt gennem alle siderne.
Fint nok – bare vi selv måtte have mødt det først.
Visuelle spredehagl
Ligesom i sin tid i 'Dorthes Hjerte' er der tænkt enkelhed i det visuelle. Bestemt en fin tanke og det løses i en række smukke billeder. Af marker med blomsterflor. Af et folde-ud-træ med et enkelt rødt æble på. Af en gravko som har lavet et bjerg af grus. Af en smuk sommerfugl. Af sæbebobler. Og af mange andre ting.
Det fungerer også fint, at tingene hopper, tages, flyver eller på anden vis forsvinder ud i det rum, vi sidder i. Men når fortællingen er slut, og pigen, som vi har fulgt på billederne, siger til månen, at nu må den godt slukke lyset for i dag og huske at tænde det igen i morgen (en lidt pudsig logik), så sidder man samtidig tilbage med en oplevelse af at være blevet ført gennem en noget 'på må og få'-agtig historie – en række begivenheder, som man sidder og håber samler sig om noget eller begynder at hænge sammen i forhold til noget større – men det sker ikke. Desværre.
'1-2-3-nU…' har undertitlen 'En musikalsk og interaktiv forestilling for de mindste'.
Det første er sandt – det er endda sådan, at Eggertsen lige så tit synger, som hun fortæller, hvad der er på den store bogs sider. Men det interaktive i aktiv samspilsforstand er svært at få øje på.
