Børn på 1½ til 4 år elsker at lege gemmeleg. De begynder at få styr på og holder af at imitere lyden af de dyr, de har lært at kende. De spørger løs om det, de ikke kender og ikke forstår. De begynder at få et forhold til hvor mange eller hvor meget, der er af noget, og de begynder at gå op i at lære tal.
Og som noget helt fundamentalt er de afhængige af tryghed, og sanseligt påvirkede af at forstå og fornemme sig selv som et individ, der kan klare situationer og få adgang til at 'bestige nye bjerge'.
Alle de forhold for aldersgruppen har Hege Tokle fermt bygget ind i den tekst, som siges og synges i 'At være for lille'. På det overordnede plan kredser forestillingen om det at føle sig tryg og tilpas, og om betydningen af, at der er plads til, at man kan vokse og udvikle sig. Hvornår føler man sig lille, hvornår stor? Og hvornår opfatter andre en som henholdsvis lille eller stor?
Det er de centrale spørgsmål. Men rundt om dem flettes en buket af dagligdags genkendelige samtaler og handlinger.
Ro og glans
'At være for lille' er en af den slags forestillinger, som man går helt fredfyldt fra. Hege Tokle, som udover teksten også står for instruktion og musik, har sammen med de øvrige på produktionsholdet begået en lille sag, som udmærker sig ved at være ultraenkel.
Forestillingen er præcis og klar i dramaturgien. Skabt med et klart afsæt og holdepunkt i det univers – den tankegang og de følelser, som hører børn på 1½ til 4 år til. Scenografien fodrer børnenes øje og sanser med genkendelige ting.
Og Pia Lund Andersen overbeviser og er tillidvækkende som ene spiller på scenen. Hun optræder med ro i kroppen, liv i øjnene og glans i den stemme, hun undervejs synger Tokles meget velsvingende melodier.
Der blæser en mild vind af sødme, forståelse og harmoni over samtlige de 30 minutter forestillingen varer. En halv times fløjlsblødhed, som også krydres med små spillopper, kække drillerier og lidt 'fræk' ordståhej.
Lytteevner
Scenebilledet er overskueligt, roligt og rummer elementer af cirkus. En stor parasol er dekoreret hele vejen rundt med et forhæng, hvorpå der er applikeret cirkusheste med dækner i forskellige klare farver. På det underlag parasollen står på er der også små heste. Og i scenens ene side står en minikarrusel med heste. En spilledåse – viser det sig, da Pia Lund Andersen træder frem bag parasollen og går hen og sætter minikarrusellen i gang. Mens den drejer og spiller, går hun hen og drejer parasollen og løsner dens forhæng, så et bondegårds-landskab kommer til syne. Et appliceret tæppe med de dyr, som hører til.
Her i den landlige idyl begynder hun at samtale med den gule kylling, hun fører som en handskedukke resten af forestillingen.
Det er de to – Pia og Kylling – som leger gemmeleg og som samtaler på den måde, som en voksen og et barn gør det, når den voksne har evner og ro til at lytte til barnets behov og barnet (her kyllingen) er tryg nok til at udfolde sig. Siddende foran bondegården taler de om det, de ser. Siden – da de er gået til stranden – taler de igen – og fortsat gensidigt lyttende – om det, de ser.
Det er også her – midt i fortællingen – at kyllingen siger til Pia: 'Nogle gange siger min mor, at jeg er for lille'. Da de ved aftenstid kommer hjem igen og står inde i hønsegården, er det så, at kyllingen bliver begejstret, da Pia svarer den, når dens mor ligger på æg, som bliver til nye kyllinger, at 'så er du ikke længere den lille'.
Små pift og humørglimt
Det er varmen og oprigtigheden i Pia Lund Andersens spil, det lyttende øre i Tokles tekst, det ørehængende i musikken og den fine og umiddelbare måde hvorpå barnets univers bliver indfanget og fremstillet, som er kvaliteterne i 'At være for lille'.
Og så gør det bestemt ikke noget, at der undervejs er humor. Det er fx sjovt, når Kylling brokker sig over, at Pia kalder en mariehøne en mariehøne, når det lille prikkede insekt ingen som helst lighed har med en høne. Ligesom det er nemt at følge Kylling i, at det giver mening at kalde himlens stjerner søstjerner, når man lige har fået sat det navn på strandens søstjerner.
