'Oliver!
Musicalen, der bygger på Charles Dickens’ berømte forlæg Oliver Twist, bærer ikke bare drengens navn. Titlen er et udbrud. En forarget voksenanklage med et irettesættende udråbstegn bagefter? Fy, Oliver! Eller er det en hyldest og et feltråb fra børnene på scenen til eventuelle børn i salen? Børnemagt!
I virkeligheden er det egentlig ikke Oliver, den uvorne, men retskafne dreng, forestillingen handler om. Han er bare et fattigt og forældreløst gadebarn, der går gruelig meget ondt igennem og ender med at blive fundet af sin rige morfar.
Hans undren eller erkendelse hører man meget lidt om. Han er en behændig vej ind i den socialt indignerede fortælling om de uvorne voksne: Dem, der sulter børnene, slår dem, kuer og udnytter dem. Dem, der opretholder et beskidt og uværdigt samfund, hvor de forældreløse børn er varer, der kan købes, og hvor de kvinder, der forsvarer dem, bliver slået ihjel.
Og hvor tvetungede folk som forestillingens egentlige hovedperson, mestertyven Fagin, foregiver at yde børnene beskyttelse, men i virkeligheden viderefører overgrebene på et andet niveau i udnyttelsens uoverskuelige økosystem.
Dickens’ fortælling er både slidstærk og effektiv. Mange voksne i salen har sikkert fået den læst højt som børn og husker med frydblandet gru tilbage på varm kakao og mormors stemme, der dengang i de SoMe-fri tider fik billeder og gåsehud til at vokse organisk frem.
Nu kan de få billederne foræret i Daniel Bohrs sikre iscenesættelse og nyde Preben Kristensen som en herligt snu Fagin – den evige jøde, der puger guld og ædelstene og klogt lister af, når lokummet brænder.
De kan blive mindet om Nancy, som har det reneste hjerte i hele London, selv om hun elsker den forkerte mand – og som i Monica Isa Andersen har fundet en passioneret fortolker med pragtstemme; om underverdenens boss, Ramus Fruergaards uhyggelige Bill Sikes; og om den fordrukne Mrs. Corney, der i Ann-Mari Max Hansens duvende skikkelse længes efter andet end flasker, hvilket Jens- Christian Wandts plumpe Mr. Bumble forstår at nyde godt af.
De små børn lades i stikken
Forestillingen starter med bulder og brag, og så bliver alle voksenfantasiens storsejl ellers sat til af det succesfulde kunstneriske hold, der har stået bag de senere års bravour-forestillinger, senest den bevægende 'Spillemand på en tagryg'.
I Paul Farnsworths bruntintede scenografi er vi snart i spisesalen med de sultne smådrenge i forgrunden, mens borgerskabets gamle mænd mæsker sig i baggrunden. Snart ruller kæmpe trappe- og brokonstruktioner et londonsk gadeliv frem i flere etager – det vrimler med fattige drenge og letlevende kvinder, fine fruer i sommertøj og sære bedemænd med slibrige hjælpere.
Store dansenumre, længelsfulde solonumre veksler ekvilibristisk, og indimellem zoomer fortællingen ind på en af underverdenens huler, hvor Fagin residerer med sine pilfingrede undersåtter.
Her bliver relationerne endelig ægte, og man mærker Olivers opmærksomme undren over de ukendte og forkerte spilleregler – over alt det, der i Dickens’ semi-historiske voksenverden må ære både skræmmende og uforståeligt, hvis man som syv-årig for første gang stifter bekendtskab med Oliver Twist-universet uden at have sin mormors beroligende stemme til at bryde ind med forklaringer på voldsregimet og det herskende kvindesyn.
Meget har overlevet fra forlægget, fortællelysten og idérigdommen er stor. 'Oliver!' er helt afgjort en flot og generøs forestilling. Men det er klassisk børneteater for voksne med udråbstegnet som en diskret og velplaceret påmindelse om, hvad voldsom ulighed kan gøre ved et samfund. Ikke mindst ved børnene.
