Selvom operaen hedder 'Den syngende hat', er det ikke hatten, der synger. Det er dem, der får den på.
Det meste af tiden sidder den sorte gøglerhat med det røde silkefoer på hovedet af tenoren Bo Kristian Jensen, og der sidder den ualmindelig godt. Han høvler høje toner af sig, så børn oplever, hvad der gør en god operasanger til noget særligt.
Men han er også manden, der lynhurtigt jammer med på en jazzrytme og tale-synger til publikum, så alle inddrages i historien.
Men hvad handler historien egentlig om? Spørger gøgleren, der er havnet på en ualmindelig trøstesløs togperron med grimme blinkende neonrør. Den er så menneskefjendsk og umusikalsk, at det ikke kan undre, at de personer, som han møder der, helt og aldeles har mistet melodien. Og hvis det lyder trist, for pointen er alvorlig nok, så opleves det tværtimod som vældig sjovt og underholdende.
Det skyldes en iscenesættelse og et hold godt syngende medvirkende, der kan spille moderne komedie uden overgearede operamanerer. Ganske vist er gøgleren i den stribede jakke, business-kvinden i lange støvler, den blide pige med opera-drømmene og den hætteklædte teenage-dreng klichéer. Men det gør forskelle og modsætninger forståelige for børn, og figurerne har nuancer.
Gøgleren styrer showet og afgør, hvem der skal have syngehatten på. Den viser, hvem de er, og det er ikke lige kønt alt sammen.
Smittende overskud
Signe Asmussens business-kvinde er så hård i filten, så det høres helt ud i klagen. Den gøres skarp, når hun skruer bissen på i en tragikomisk scene med Cille Buchs pige, der vil synge opera. I stedet får hun vredet armene ind i kvindens habitjakke og hendes taske hængt over skulderen med besked om at få tjent nogle penge i en fart. De skal erstatte den formue, der har været i tasken, og som hættedrengen har givet til pigen, så hun kunne komme på operaskole.
Missionen med at tjene penge mislykkes, for pigen bliver fyret. Kvindens forsøg på at misbruge den syngende hats egenskaber til at skaffe sig rigdom, bliver ved gøglerens indgriben heller ikke til noget. Hun må selv i arbejdstøjet, og det er ikke så galt, for det trives hun med. Derimod lader historien pigen og drengen lidt i stikken. Man aner nogle søde følelser, og 'pis' viser sig at kunne synges på flere skægge måder. Men de to unges drømme og unge håb bliver ikke helt forløst.
SaltoMortale har gjort det før med 'Byen uden lyde', og nu gør de det igen: Opfører en nyskreven opera for børn, der er sjov og underholdende og handler om noget væsentligt.
Teksten er ikke stor litteratur og er et par steder lovlig sentimental. Men den er nem at forstå, og så har den nogle sjove ordspil. Musikken har til gengæld kant, når den med en fin, sej fremdrift markerer, hvor i følelsesregistret – og historien – vi befinder os.
Klaverets diskant slår ubarmhjertigt tidens hysteriske tempo fast. Vi har alt for travlt med at have travlt og især med at tjene penge. Omvendt danner celloens varme toner og klarinettens leg og poesi et kønt musikalsk afsæt for forestillingens hyldest til kunst og menneskelig egenart. Her er der nemlig plads til alle – også til hende, for hvem livets indhold er en taske fuld af penge.
Men 'Den syngende Hat' hepper åbenlyst på andre værdier, og gør det med smittende overskud.
