Rakkerpakkets Niels Rønne og Camille i Dali har samarbejdet i flere år, han som instruktør og hun som medskaber og performer. Nu, da Dansk Rakkerpak er blevet egnsteater i Næstved, har Camille fusioneret med mand og rakkere og er fulgt med til den smukke sydsjællandske kaserne og kulturcentrum, hvor egnsteatret har til huse. Her danner hun så teatrets afdeling for de mindre børn under navnet Faster Cool.
Jeg kan ikke forstå andet, end at det er win-win-win hele vejen rundt, for Rakkerpakket, for Camille, for Næstved og for alle kommunens skoler og børnehaver!
Win-win også fordi Camille i Dali har taget sine tidligere forestillinger med i bagagen: 'Hønes første æg' og 'Petruskas julehjerte', som nu kan glæde de små i Næstved og omegn.
Biller på march i farveland
Vi kommer ind til en rigtig eventyr-dekoration, et fantastisk forstørret landskab med en svajende mælkebøtte og yndige klokkeblomster, en fluesvamp og en mariehøne, grønne blade og en topografi hvor ting og dyr kan blive væk bagved højder og frodige planter og komme til syne på de underligste steder.
Midt på bagvæggen er der en skærm – og ganske rigtigt: Så snart Camille i Dali har ønsket os varmt velkommen og forsvundet ind bag væggen, begynder et taktfast et–to, et-to, et-to på lydsiden, og frem på skærmen toner en lille bille-familie på march gennem underskovens mangfoldige planteliv.
Det er bille-far og de tre billesønner, taktfast, frygtløst og målrettet, på vandring i ukendt landskab. Og lige dét – det nye og ukendte – gør at den sidste af sønnerne – Billy – ustandselig må kaldes på, fordi han ser sig om på alt dette nye og undres over, hvad han ser, og vil undersøge det og frydes over alt, hvad verden rummer af herlighed, forunderlighed og skønhed.
Da der så toner en fantastisk regnbue frem på skærmen, er Billy ikke til at standse. Det er da det smukkeste! – og så forsvinder far og brødre, og Billy får lejlighed til at udforske verden på egen hånd.
Og det bliver spændende! Vi forlader videoskærmen, og Camille i Dali tryller en Billy frem i stor størrelse, en dukke som i hendes hænder nysgerrigt undersøger omgivelserne. Andre kryb dukker også op – en guldsmed, en græshoppe, en snegl, og vi begynder at se en sammenhæng.
Bærrene på busken er spiselige og røde, bladene på træet er orange, mælkebøtten er gul, græshoppen er grøn, sneglen er blå og klokkeblomsterne er indigo og underbukserne på snoren er violette. ROGGBIV – som barn lærte denne anmelder regnbuens farver i den rækkefølge – og i den samme rækkefølge møder Billy farverne, og kommer til at se planter og kryb på en ny måde.
Leg og læring
Dukkebillen Billy og alle de andre insekter og planter får liv af Camille. De kravler og kryber og springer og flyver, og der er et konstant liv og leg i den omfattende scenografi. Så livligt er det ind i mellem at vores dukkefører bliver rent forpustet. Men hun behøver slet ikke snakke og forklare hele tiden – meget er bedst fortalt visuelt.
Men jeg havde stor sans for den blå snegls sang – en ren blues komplet med scatsong og det hele, og øjeblikket da klokkeblomsterne fik lys og lyd var ikke kun smukt, men magisk.
Selvfølgelig er der et element af børnehavepædagogik i dette, men Camille i Dali og hendes medarbejdere løfter det op til teater. Først og fremmest med scenografi og dukker og video og ikke mindst den hjemmegjorte musik, men også fordi Camille samler sine talenter til én godmodig og sammenhængende fortælling.
Det er vel begrænset, hvor mange regnbuer publikum har set som 2-6-årige, men når de får en at se, så ved de mere om, hvor farverne kommer fra. I alt fald mere end mig, som kun fik den 'korrekte' rækkefølge at vide.
