Af: Anne Middelboe Christensen

11. marts 2010

Battle-muskler i 8-taller

Freestyle Phanatix kaster ubesværet skosålerne op i flyvehøjde i Cre8tivity. Men forestillingen har svært ved at løfte sig fra breakdancens battle til egentlig scenekunst.

Breakdance er ikke nødvendigvis scenekunst. Jo, hvis dansen præsenteres som en teaterforestilling med et scenisk koncept og en dramaturgisk udvikling. Men hvis breakdancen blot lader den ene fyr efter den anden gå ind på scenen for at få kroppen til at eksplodere i headspins og bensaksedrej og elektrificerede armskvulp, er bevægelserne ikke nødvendigvis scenedans. Så er det bare battle.

Det er heri, at dilemmaet for Freestyle Phanatix’ nye forestilling ligger: At den egentlig mere er show end scenekunst. Samtidig er koreografien så intens og krævende og så teatralsk opbygget, at den burde kunne virke som danseteater. Men lige nu ligger forestillingen altså på vippen.

Teknisk set er danserne fra det Øresundsbaserede hiphop-kollektiv dygtige og dybt specialiserede; Electric boogie-drengene blander ikke ben med breakeren, der kan hvirvle rundt om sig selv med løftede ben på handstand – og så videre. Hver har sit speciale.

Der er heller ingen tvivl om performernes passion for dansen, for det er stoltheden, som giver dansen det sidste, knejsende nøk. Men hvad danserne lige vil med deres forestilling – hvad lige dansen skal udover at imponere for sine tekniske sværhedsgrader – det er sværere at se. Også selv om titlen ’Cre8tivity’ tyder på, at forestillingen handler om skabelse og improvisation.

På sin vis udvikler den abstrakte koreografi sig interessant, men der ligger for meget VM i break på lur. Og derfor er denne forestilling i bedste fald en ’forestilling om en battle’.

Dansende 8-taller

Alligevel er der pludselig øjeblikke i koreografien, som løfter forestillingen og viser, hvad disse dedikerede performere kan, hvis de får det rigtige bevægelsesmateriale – og den rigtige musik.

Anja Jørgensens koreografi i ’Cre8tivity’ kredser en del om 8-tallets form. F.eks. ved at to dansere lægger sig på gulvet og laver halvbuer med kroppen som bunden af 8-tallet – og to andre gør det som øverste bue. Og koreografien kulminerer i scener, der pludselig ændrer energi og bliver stille, som f.eks. i scenen, hvor to dansere pludselig stiller sig tæt sammen, den ene bag den anden, mens de begge to strækker armene ud til siderne. For så er det, at deres hoveder begynder at dingle og dreje og skabe absurde symbolbilleder, der er aldeles fascinerende i deres præcision.

Internt i hiphop-miljøet er det tydeligvis vigtigt, at performerne repræsenterer hele tre generationer af dansere – old school, new school, next school – og selv om de ældste måske sveder mest i denne ustyrlige konditionsudfordring, så taber de på ingen måde ansigt over for de yngste. Desuden har danserne følgeskab af en sanger med bumpende tungeklask på mikrofonen; ved premieren var lyden dog så overstyret i bassen, at selv tilskuerstolene vibrerede.

Våde T-shirts

Som danseoplevelse er ’Cre8tivity’ optændt af oprigtig glæde over at lade kroppen tale. Svarende til reaktionerne på Steen Koerners danseforestillinger, der overlegent har fusioneret electric boogie med både ballet og pantomime – og dramaturgi – ikke mindst i ’Nøddeknækkeren’ og ’Sylfiden’ og ’Vampyren’.

’Cre8tivity’ vil derfor uden tvivl appellere til mange tweens og teens, som hellere end gerne vil slippe for taleteatrets intellektuelle overload og bare vil lade sig betage og forføre af ordløs scenekunst, akkurat som ved en koncert. Og godt ser de ud, de seks muskelfyre i deres sorte hættetrøjer og hvide skjorter – og hvide, våde T-shirts – mens de knokler. Bunden af deres sneakers lyser hvide, når de igen-igen kaster hele kroppens vægt op på en halv underarm og drejer rundt; ikke mindst deres taljemuskler imponerer i denne cola-tid…

Forestillingen skal åbenbart videreudvikles på den lange turné rundt i Skandinavien det næste halvandet års tid. Der er altså masser af muligheder for at finslibe forestillingen, både dramaturgisk, koreografisk og scenografisk; de nuværende tre selvstående posters gør i hvert fald intet for rummet og dansen.

Turné kunne også bruges til at profilere danserne individuelt; Lige nu er de bare en række opremsede, fotoløse navne på en hjemmeside.

Videreudviklingen er nødvendig. I hvert fald hvis Freestyle Phanatix drømmer om at få en symbolsk medaljeplads i den hårde konkurrence hos den dansende del af børneteatret.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.