Charmen stråler hos de to piger hos Frøken Fracasos Kompagni. De blinker og afvæbner ungerne, mens de spiller to veninder i 3.A, der pludselig ikke længere må sidde sammen. Næ, for nu skal den ’kloge’ på et A-hold – og den ’DÅMME’ skal på B-holdet. Det har skolepræsidenten Ole Bole bestemt.
Forestillingen er (selvfølgelig) en hyldest til de kreative børn – og en effektiv demonstration af, at selv den kækkeste matematiknørd har brug for en sjov veninde, der er god til noget helt andet. Men vejen derhen er lang og temmelig omstændelig. Ikke mindst fordi Maja Skovhus Rehøj og Anna Panduro har valgt at spille tre roller hver: En pige, en mor og Ole Bole eller hans assistent. Alle tre figurtyper er ret sjove, og Rehøj og Panduro giver dem godt liv med barokt kropsgøgl og overdreven timing.
Sjok og drue
Desværre bliver de selvsamme figurer saboteret af forestillingens replikker, der er lange og omstændelige og faktisk decideret klodsede og svære at sige. Her kan man undre sig over, at Anna Panduro ikke er sprunget mere i karakter som den dramatiker, hun osse er, så dialogens niveau kunne matche spillets. Og så ordvalget kunne blive mere homogent; nu er der udtryk som ’nummer sjok’ og ’én rådden drue fordærver hele klasen’, som børn i 3. klasse næppe kender.
Det forhindrer dog ikke forestillingen i at virke aldeles underholdende. Maja Skovhus Rehøj former en skæg matematikpige med sin høje, tynde krop, og Anna Panduro får blyanterne til at flyve i desperate mønstre som den sommerfugleglade billedkunstpige. Det bedste er deres indbyrdes beundring af hinanden som hjerteveninder. Her matcher de præcist skolestarternes stærke følelser af venskab på tværs af alt.
Netop derfor er det ærgerligt, at de insisterer på også at spille pigernes mødre. For selv om deres mor-agtige cykelhjelmparykker er sjove, så virker scenerne noget pligtagtige – som om de mere er skabt for forældrepublikummet end for børnene. ’Tigermødrene’ er trods alt endnu kun et undertalssegment i Danmark.
Lilla og turkis
Kostumedesigneren Charlotte Calberg har ellers udstyret både piger og mødre med farveklare kjoler i omvendte farver, retrohip og overdrevne med godt glimt i øjet. Denne verden er virkelig turkis og lilla, så det er til at forstå – lappet sammen med gult for resten. Desuden har skolepræsidenten fået en enorm, sort paryk, der ville få det til at gibbe i Elvis – og en cigar, hvis bedste stunt er at fungere som sut.
Men det er pigerollerne, som tager kegler. »Hvad synes du, at jeg er god til?« spørger pigen, der ikke er så god til bøger. Sandheden er, at hun er god til det meste. Bare ikke til tal og bogstaver.
Det samme gælder egentlig forestillingen. Den er ikke så god til ord, men den er super til alt det andet. Dens rekvisitter og møbler har for eksempel den fineste humor, der matcher den gakkede spillestil. Her bliver to skoleborde lynhurtigt til indkøbsvogne. Det er bare at knipse.
Musikken leger også med, fra det jazzede til det rockede. Rehøj spiller harmonika, og Panduro er på sax (Men hvorfor de har brug for noder til et par simple omkvæd, er ikke helt indlysende.)
Fugle og kirsebær
Desuden har forestillingen en uimodståelig barnelogik, som ser lige igennem skolesystemets forløjne præmisser. ’Hvis man har 16 hindbær, spiser fuglene de fire’, lyder en sætning fra en matematikbog.
Jo tak. Generøst nok kan hindbær udskiftes med kirsebær, uden at det går ud over regnestykket. Og så er vi da kommet så langt. Men som den kreative pige så rigtigt siger det: »Hvad nu hvis fuglene ikke kan lide kirsebær?«
B-holdet er altså blevet en sjov og charmerende og energisk forestilling om at gå i skole – og om at have LYST til at gå i skole. Den havde bare været endnu skæggere og stærkere, hvis de skønne slyngveninder fra 3.A havde fået lov til at få hovedrollerne.
