Lewis Carrolls 'Alice i Eventyrland' er fristende at lave teater ud af. For børn såvel som voksne. Historien om pigen, der havner i verdens måske mest syrede og gakkede eventyrland, er oplagt stof for opfindsomme teaterfolk.
En hvid scene med en lille forhøjning og en trampolinpude – det er det hele. Til gengæld er koreografien fuld af fabulerende trin, når Alice kigger ned i hatten og fire tossede hattemænd stormer frem mod os. Trinsproget er glidende og drømmeagtigt, når drengene bevæger og bærer hende rundt i den store, folderige eventyrkjole, der signalerer fortid. Pudsige sekvenser med referencer til romanens absurde logik folder sig ud,. Blandt andet i en lille sekvens, hvor der leges med ordene ja og nej.
Men da Alice får viklet sig ud af kjolen, sker der for alvor noget. Så bliver det pludselig ganske voksent og farligt. Så ligner det mere en ung kvinde i konfrontation med en gadebande. Men stadigvæk med hilsener til romanforlægget – den gale hattemager, de to tossede tvillinger Tweedle Dee og Tweedle Dum, slåskampene i eventyrlandet og så videre. Langsomt synes eventyret at udvikle sig til et mareridt for Alice; hun gemmer sig blandt publikum, når de fire hattefyre går på jagt efter hende, men vi ender godt. Med en Alice, der forundret stirrer sig selv ind i spejlet. Hvad var det her dog for noget?
'I am', hedder forestillingen, der angiveligt er beregnet for børn fra ni år og opefter. Kender man lidt til 'Alice i Eventyrland' på forhånd, er jeg sikker på, at fornøjelsen bliver endnu større. Men under alle omstændigheder er der fuld knald på de fem dygtige dansere, så alene oplevelsen af det kraftfulde fysiske udtryk vil være spændende for de yngste.
Små virtuoser
Efter pausen blænder Stephanie Thomasen – der danser Alice i 'I am' – op for ni seje breakdansere i en alles kamp mod alle-ballet. De ni dansere, hvoraf tre er gæster fra Vietnam, boltrer sig på den tomme scene, hvor lyset skaber forskellige rumfornemmelser. Stephanie Thomasen, der havde en mere end lovende koreograf-debut for et års tid siden, har afkodet og demonteret breakdanser-sproget og sat de enkelte virtuos-numre, som break dance jo for en stor del består af, ind i en større sammenhæng.
Derved kommer de enkelte numre pludselig til at handle om noget – om kampen for pladsen i tilværelsen, om at finde sig et meningsfuldt ståsted i en kaotisk verden, hvor den stærkeste som oftest bestemmer.
Det er der kommet en visuelt og koreografisk stærk forestilling ud af. De ni dansere er små virtuoser på deres felt, og når Stephanie Thomasen så kombinerer de velkendte numre – hovedspin, rullefald, intrikate balancer på en hånd og så videre – kommer der mening i tingene. Resultatet er en forunderlig blanding af break dance og modern dance, fuld af fascinerende billeder af hårdtarbejdende og kraftfulde kroppe i stadig bevægelse, kombineret med delikate lyseffekter.
Jeg kan ikke mindes at have set break dance udført så smukt før, og karakteristisk var det da også, at der ikke var nogen, der klappede undervejs, sådan som man ellers oplever det ved break dance, fordi cirkus- og bravour-elementet normalt altid er til stede. Nej, her var det fornemmelsen af en større og dybere kunstnerisk sammenhæng – at noget større stod på spil mellem disse ni fyre – der for alvor opslugte os.
