Titlen 'Når gaflerne danser' er appetitvækkende og sjov. Den skaber billeder. For det indre blik ser man for sig gafler, som får sig en svingom og måske er ude på at sætte rav i et eller andet. I høresneglen rasler og klirrer det med alverdens lyde på forskellige volumener og frekvenser.
Og kender man til Claus Carlsens, Lisa Beckers og Cathrine Sombsthays måde at skabe scenekunst på, har man en positiv forventning om at blive ført med ind i et sanseligt og pirrende univers. Med ind i et scenekunstsprog, som på overraskende vis bringer lys, lyd, krop, rum og bevægelser sammen.
Sådan virkede 'Når gaflerne danser' desværre ikke til premieren på Teater Nordkraft.
'Når gaflerne danser' vidner, som forgænger-forestillingen 'Besat af æbler – skabt af samme trekløver – om en stærk æstetisk bevidsthed og et mod til at udfordre publikum, her de 2- til 6-årige og deres ledsagende voksne, med udtryk, som er vanebrydende anderledes. Men vi bliver ikke på overbevisende vis budt indenfor, og udtrykket savner smittende humør, nysgerrighed, leg og liv.
Colakapseldans
Claus Carlsen spiller, som noget af det han er bedst til, på musikinstrumenter af både kendt og mere særpræget slags. Og sammen med Lisa Becker er han med til at skabe lydbilleder i den måde, hvorpå de bruger helt dagligdags ting – som fx colakapsler og metalgafler.
Filmet ovenfra, fra siden og direkte på vil 'Når gaflerne danser' givetvis tage sig udmærket ud. Som en mobil lyd- og billedcollage. Som et kig ind på et lydpåvirket kalejdoskopisk billedskift. Et billede som – med musik og lyde – antager nye former og danner nye, ofte abstrakte motiver.
Gafler støder klirrende sammen og blinker i lyset. En ret linje på gulvet fortil gjort af røde cola-plast-låg bliver opløst, når linjen rammes af hvide plastlåg. Låg, som Becker triller og kaster ud på gulvet. Først få ad gangen. Siden som var lågene hagl i en kraftig byge.
Kapslerne blander sig med hinanden og danner nye mønstre. De kastes og de fejes i nye formationer og figurer. Mod slutningen fejer Becker dem hen, så de danner en lille ø omkring Carlsen, som står i bare fødder og spiller klarinet.
Når han lidt efter træder bort fra kapsel-øen, efterlader han et nøgent aftryk: Et fint fodspor i den rød-hvide kapsel-ø. Et lille skyggespil bag en opsat, udfoldet dug, får vi også. Med Becker iført en inciterende raslende hat, på grund af det net af små bambuslignende brikker, som hun har lagt hen over sin hat. Og vi får et løjerligt intermezzo, hvor Becker med en buket af gule kapsler tager nogle folkedans-lignende skridt i manegen iført raslende ankel-ranker af kulørte kapsler og kapsel-hår-pynt.
Manglende samhørighed
Der er mange udmærkede komponenter i 'Når gaflerne danser'. Særprægede musikalske kompositioner og lytteværdige lyde. Smukke billeder og formationer i rummet. Men fortælleelementerne spiller ikke interessant og livgivende sammen. Musik, billedlighed, kropsudtryk og publikum indgår i et hele, hvor det er som om, de ikke tænkt sammen eller ikke mødes i en kunstnerisk samklang.
Kontakten til publikum er også sløj. Det er som om, at vi fra starten ikke bliver lukket ind i forestillingens rum. Carlsens musik og fremtræden har en klang af noget indesluttet og (selv)højtideligt over sig. Og man forvirres mere af end man interesseres i det, Becker foretager sig.
Det virker ikke inkluderende, når hun skiftevis siger 'Jeg er her ikke' og 'Jeg er her', mens hun henholdsvis ligger på ryggen og spreder og samler sine ben, og sætter sig op og ser ud på os.
Og det skaber ikke samhørighed mellem os og dem, når hun kort efter siger 'Han er her' og ser hen på Carlsen, og 'I er her', mens hun kikker ud på os.
Sidenhen begynder de begge på flere ting, som tilsvarende ikke rigtig giver mening. Det første skyggespil, hvor Becker tager bidder af noget, hun stikker på sin gaffel, lægger op til noget, som ikke bliver til mere end det.
Skyggespillet, hvor Clausen strækker sit ben ind, er mærkeligt uden at være sjovt eller interessant. Der bliver flyttet alt for omstændeligt rundt på de to stativer med gardinet bestående af de mange gafler. Tænk hvad man ikke kunne med hele to gange 70 gafler, tænker man, mens så godt som intet sker.
Højttaler-sjov
Der behøver bestemt ikke være en klart aflæselig handling. Men der skal være noget, vi bliver opslugt af. Interesseret i. Noget som skærper vores nysgerrighed og åbner vores sanser. Og ad den vej giver mening.
Måske ligger det på lur er sted. Og jeg skal ikke kunne sige om børnepremierepublikummet sad forbavsende stille og roligt, fordi de var opdraget til at tie stille under teater, eller fordi forestillingen faktisk optog dem, men som jeg sansede rummet, bar stemningen undervejs præg af spredt koncentration og var uden sus af opstemt kollektiv opmærksomhed.
I de 35 minutters teater var der dog et højdepunkt: Da en portion hvide plastlåg, via de viberationer, som Carlsens guitarspil afstedkom, blev bragt til at poppe popkorns-balstyrisk rundt og op af den højttaler, som lyden kom ud af. Det var herligt.
